»Bær hinandens byrder.«
Ældste Jeffrey R. Holland
De Tolv Apostles Kvorum
Fra en tale for ansatte i SDH-familietjenesten i juni 2017. Ældste Holland har tilpasset denne version til et bredere publikum.
Vi er måske ikke i stand til at lave om på rejsen, men vi kan sørge for, at ingen behøver at tage den alene. Det må helt sikkert være det, det betyder at bære hinandens byrder.
Foto fra Getty Images
Apostlen Peter skrev, at de, der følger Jesus Kristus, skal vise »medfølelse« (1 Pet 3:8). Mange af jer opfylder det bud på ærefuld og beundringsværdig vis hver eneste dag i jeres liv. Det er ganske vist, at behovet for medfølelse er så stort, som det nogensinde har været. Nyere data viser, at hvert år oplever cirka en ud af hver femte voksen i USA (43,8 mia indbyggere) psykisk sygdom.1 Pornografi er udbredt, og alene i 2016 havde en enkelt hjemmeside 23 mia. besøg.2 »Husstande med to forældre falder med en stejl kurve i USA, efterhånden som antallet af skilsmisser … papirløse forhold [og fødsler uden for ægteskabet] stiger … I dag er hele fire ud af hver tiende fødende kvinde, single eller samboende med en partner, de ikke er gift med.«3
For at blive kaldt Frelserens folk og være i hans kirke må vi være »villige til at bære hinandens byrder, så de bliver lette; ja, og … villige til at sørge med dem, der sørger, ja, og at trøste dem, der står i behov for trøst, og at stå som Guds vidner til alle tider og i alle ting og på alle steder« (Mosi 18:8-9).
For mig er det at bære hinandens byrder en enkel, men stærk definition på Jesu Kristi forsoning. Når vi stræber efter at bære hinandens byrder, bliver vi »befrier[e på] Zions bjerg« (Obad 1:21). Vi afstemmer os rent symbolsk med verdens Forløser og hans forsoning. Vi bringer »lægedom til dem, hvis hjerte er knust … udråbe[r] frigivelse for fanger og løsladelse for lænkede« (Es 61:1)
Guddommelig medfølelse
Lad os dvæle lidt ved emnet Kristi forsoning et øjeblik. Hvis jeg forstår læresætningen korrekt, oplevede Jesus Kristus, da han udvirkede forsoningen, vægten af og bar byrden af hele menneskehedens synder og sorger, problemer og tårer, lige fra Adam og Eva til verdens ende. Det gjorde ikke, at han syndede, men han følte smerten og konsekvenserne på vegne af dem, som gjorde. Han oplevede ikke personligt et forlist ægteskab, men han følte smerten og konsekvenserne af det for dem, der gør. Han oplevede ikke personligt voldtægt, skizofreni, kræft eller det at miste et barn, men han følte smerten og konsekvenserne for dem, der gør, og så fremdeles igennem hele livets lange liste over byrder og hjertesorg.
Dette syn på, hvordan forsoningen virker, antyder det ene virkeligt guddommelige eksempel på medfølelse, verden har set. Selvfølgelig er der ingen ord, der kan yde universets vigtigste handling retfærdighed, men i dag har jeg ikke noget bedre, så jeg bruger det.
Medfølelse kan defineres som en evne til »indlevelse i og hensyntagen til andres lidelse, problemer m.m.«4 Som det allerede er bemærket, er dette faktisk et ret godt udtryk for forsoningsprocessen, specielt hvis vi tilføjer et tidsperspektiv som fremtidig, fortidig og nutidig til den evne.
Vi ved alle, at for mange af Guds børn lider i stilhed og ensomhed. Tag for eksempel en ung mand, der skrev til mig og gav udtryk for sit vidnesbyrd i et påfaldende velskrevet brev, men han tilføjede samtidigt, at hans hjerte er knust, for han kan ikke se nogen indfrielse eller fremtidig glæde for ham som et menneske, der er tiltrukket af mennesker af samme køn:
»Jeg kan se frem til et langt liv bestående af ensomme nætter og trøstesløse morgener. Jeg deltager trofast i min menighed for unge voksne, og hver uge går jeg fra kirken igen med en viden om, at jeg aldrig kommer til at passe ind. Jeg kommer aldrig til at lære min søn at cykle. Jeg kommer aldrig til at mærke min lille pige holde om min finger, mens hun lærer at gå. Jeg får aldrig børnebørn.
Jeg vil komme hjem til et tomt hus, dag efter dag, måned efter måned, år efter år, alene med mit håb i Kristus. Sommetider tænker jeg på, hvorfor han lader mig prøve dette og beder mig om sådant et umuligt offer. Jeg græder om natten, når ingen ser det. Jeg har ikke fortalt det til nogen, ikke engang mine forældre. De og mine venner … ville forstøde mig, hvis de vidste det, akkurat som de alle har forstødt andre, der er gået ad denne vej før mig. Jeg kommer til at leve et liv som marginaliseret. Jeg står med valget mellem enten at blive chikaneret og skyet for at være enlig eller blive ynket og ignoreret for at fortælle hvorfor. Livet tårner sig langt op for mig. Er der ikke balsam i Gilead?«5
Med en sådan smerte og fortvivlelse og så megen håbløshed er en ting, vi helt bestemt bør prøve at give et sådant menneske en forsikring om, at han ikke er alene. Vi bør være urokkelige i at understrege, at Gud er med ham, englene er med ham, og vi er med ham.
Medfølelse. Det lyder ret utilstrækkeligt, men det er et sted at starte. Vi er måske ikke i stand til at lave om på rejsen, men vi kan sørge for, at ingen behøver at tage den alene. Det må helt sikkert være det, det betyder at bære hinandens byrder – de er byrder. Og hvem ved, hvornår eller om de vil blive lettet i dette jordeliv. Men vi kan gå sammen og være fælles om byrden. Vi kan løfte vores brødre og søstre, som Jesus Kristus løftede os (se Alma 7:11-13).
Og gennem alt dette vil vi bestemt opnå en ny og klarere påskønnelse af det, Frelseren i sidste ende gør for os. Som jeg en gang har sagt:
»I vores stræben efter lidt fred og forståelse i forbindelse med disse svære anliggender er det afgørende at huske, at vi lever – og vælger at leve – i en falden verden, hvor vores stræben mod himlen i henhold til en guddommelig plan bliver prøvet og udfordret igen og igen. Den største trøst i Guds plan er løftet om en Frelser, en Forløser, der gennem vores tro på ham triumferende kunne løfte os over de prøvelser og udfordringer, selv om prisen for at gøre det ville blive ufattelig for både Faderen, som sendte ham, og for Sønnen, som kom. Det er kun en påskønnelse af denne guddommelige kærlighed, der vil gøre vores egen lidelse tålelig til at begynde med, derpå forståelig og til sidst forløsende.«6
Vi lærer hurtigt, at vores bedste og mest uselviske tjeneste ofte ikke er nok til at trøste eller opmuntre folk på den måde, de har brug for. Eller skulle det lykkes os en gang, kan vi ofte ikke gentage det. Ej heller er vi superhelte, der kan forhindre tilbageslag for dem, vi kerer os om. Alt dette er årsagen til, at vi i sidste ende er nødt til at vende os mod Jesus Kristus og sætte vores lid til ham (se 2 Ne 9:21).
Ganske ofte kan vi ikke hjælpe – eller kan i det mindste ikke oppebære vores hjælp eller gentage den, når det sommetider lykkes os at yde den. Men Kristus kan hjælpe. Gud Faderen kan hjælpe. Helligånden kan hjælpe, og vi er nødt til at blive ved med at prøve at være deres agenter og hjælpe når og hvor vi kan.
Regenerer jer
For de af jer, som oprigtigt forsøger at bære hinandens byrder, er det vigtigt, at I regenererer og genopbygger jer, når andre forventer så meget af jer og trækker så meget på jer. Ingen er så stærk, at de aldrig føler sig trætte eller frustrerede eller erkender behovet for også at passe på sig selv. Jesus oplevede helt sikkert den træthed og følte sig drænet for styrke. Han gav og gav, men der var en omkostning knyttet til det, og han følte vægten af, at så mange var afhængige af ham. Da en kvinde, der havde lidt af blødninger, rørte ham i folkemængde, helbredte han hende, men han bemærkede også, at en kraft var udgået fra ham (se Mark 5:25-34).
Jeg har altid været forundret over, at han kunne sove, mens en hård storm rasede på Galilæas Sø, og adskillige af hans søvante fiskerdisciple troede, at skibet ville gå under. Hvor træt er man så? Hvor mange taler kan I holde, og velsignelser kan I give uden at blive helt udmattet? Omsorgsgivere har også brug for omsorg. I må have olie på lampen, inden I kan give noget til andre.
Rosalynn Carter, bestyrelsesformand for Rosalynn Carter Institute for Caregiving, har engang sagt: »Der er egentligt kun fire slags mennesker i denne verden: De, der har ydet omsorg, de, der yder omsorg, de, der kommer til at yde omsorg, og dem, der får brug for omsorg.«7
Selvsagt »er forholdet mellem dem, der giver og modtager omsorg [af seriøs, ja tilmed af] hellig karakter.«8 Men når vi oplever udfordringen med at bære hinandens byrder, må vi huske på, at ingen af os er immune over for virkningen af at leve sig ind i den smerte og lidelse, som nogle, vi tager os af, føler.
Søg balance
Det er vigtigt at finde en balance mellem sin rolle som omsorgsgiver og andre af livets aspekter – deriblandt arbejde, familie, forhold og aktiviteter, I nyder. I en generalkonferencetale om dette emne prøvede jeg at »hædre alle jer, alle, der gør så meget og kerer sig så dybt og arbejder i den bedste hensigt. Så mange er så gavmilde. Jeg ved, at nogle af jer [måske kæmper følelsesmæssigt eller økonomisk] selv og alligevel finder I noget at dele [med andre]. Som kong Benjamin advarende sagde til sit folk, så forlanges det ikke, at vi løber hurtigere, end vi har styrke til, og alt må gøres med orden (se Mosi 4:27).«9 Men til trods for det så ved jeg, at mange af jer løber meget hurtigt og jeres energi og følelsesmæssige reserver er sommetider tæt på udtømt.
Når problemerne synes for store, så husk disse verselinjer af David Batty:
»Håb er ikke en følelse – det er ikke en tidevandsbølge af glæde midt i et problem …
Håb er ikke en magisk tryllestav, der får problemet til at forsvinde. Håb er den livline, der kan holde dig oven vande i livets storme.
Når du sætter dit håb til Jesus, sætter du din lid til hans løfter om, at han aldrig vil forlade eller forsage dig – at han vil gøre det, der er bedst for dig. Selvom du måtte stå midt i et kæmpeproblem, gør håb dig i stand til at være rolig og vide, at Jesus er med dig på hvert skridt af vejen.«10
Jeg elsker, at Paulus kendte til denne kamp og følelse af utilstrækkelighed. I skrifterne forklarede Herren, at hans nåde var tilstrækkelig for Paulus, og at hans magt »udøves i magtesløshed.« Så skrev Paulus: »Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig« (2 Kor 12:9).11
Stol på Faderen og Sønnen
Vi må stole på, at vor himmelske Fader og Jesus Kristus vitterligt kerer sig om os, og hvad vi gør, at de ønsker at udøve deres magt i vores magtesløshed – akkurat som I ønsker det for dem, I tager jer af.
Jeg bærer mit vidnesbyrd om, at Gud er opmærksom på vores byrder, og han vil styrke os til at kunne styrke andre. Det betyder ikke, at vores problemer altid forsvinder eller at verden pludselig er fuld af fred. Men jeres bønner falder heller ikke for døve øren. Og ej heller gør de bønner fra dem, I tager jer af – fra enken, den fraskilte, den ensomme, den overvældede, den afhængige, den syge eller den uden håb – eller nogen andre.12
Brødre og søstre, den tjeneste, vi udøver, når vi bærer hinandens byrder, er af afgørende vigtighed – det er bogstavelig talt Mesterens værk. Antallet af de breve, der modtages på mit kontor, understreger det store behov for hjælp. Den hjælp er manna fra himlen for dem, som kæmper.
Jeg har engang sagt: »Når vi taler om dem, der er redskaber i Guds hånd, mindes vi om, at ikke alle engle er fra den anden side af sløret. Nogle af dem går vi og taler med – her, nu, hver dag. Nogle af dem bor i vores nabolag. Nogle af dem har født os, og i mit tilfælde indvilligede en af dem i at gifte sig med mig. Det er vitterligt sådan, at himlen aldrig virker nærmere, end når vi ser Guds kærlighed komme til udtryk gennem gode og rene menneskers venlighed og hengivenhed, og engleagtig er det eneste ord, vi kan komme i tanke om.«13
For mig er I sande nådefulde engle i bogstaveligste forstand, når I stræber efter at lette en andens byrde. Må I modtage hundredfold for alt det, I prøver at give.