2018
Ældste Gerrit W. Gong
May 2018


Ældste Gerrit W. Gong

De Tolv Apostles Kvorum

Billede
Ældste Gerrit W. Gong

»Denne påskedag synger jeg med glæde: ›Halleluja,‹« sagde ældste Gerrit W. Gong i sin første generalkonferencetale som medlem af De Tolv Apostles Kvorum. »Sangen om vor opstandne Frelsers forløsende kærlighed fejrer harmonien mellem pagter … og Jesu Kristi forsoning.«

Ældste Gong har brugt hele sit liv på at glæde sig over den harmoni. Han ved, at kraften i vores pagter sammen med Frelserens forsoning giver os »muligheder og forædler os«. »Sammen forsøder, bevarer, helliggør og forløser de,« sagde han.

Ved en besegling i templet en dag blev kraften i pagterne, sammen med forsoningen, afspejlet i templets spejle. Han forestillede sig generationerne i sin familie strække sig over evigheden, fra den tidligst kendte slægtning First Dragon Gong født i 837 e.Kr. gennem 36 generationer til sine egne børnebørn og så videre og videre i begge retninger.

»Jeg begyndte at se min hustru og jeg som børn af vore forældre og forældre til vore børn, som børnebørn af vore bedsteforældre og bedsteforældre til vore børnebørn,« har han sagt. »Det jordiske livs store lektier drypper langsomt på vores sjæl, efterhånden som vi lærer og underviser i evige roller, som barn og forælder, forælder og barn.«

Ældste Gong havde tjent som generalautoritet og halvfjerdser siden april 2010 og som medlem af Halvfjerds’ Præsidium siden oktober 2015. Han blev opretholdt som medlem af De Tolv Apostles Kvorum den 31. marts 2018, hvilket han beskrev som en »hellig[] kaldelse fra Herren, som gjorde mig målløs«.

Fra 2011 til 2015 virkede ældste Gong som medlem af præsidentskabet for Det Asiatiske Område, hvor han afsluttede sin tjeneste som områdepræsident. Han har tjent som fuldtidsmissionær i Taipei-missionen i Taiwan, højrådsmedlem, højpræsternes gruppeleder, stavens søndagsskolepræsident, seminarlærer, biskop, stavens missionspræsident, stavspræsident og områdehalvfjerdser.

Ældste Gong fik en bachelor i asiatiske studier og universitetsstudier fra Brigham Young University 1977. I 1979 fik han en kandidatgrad i filosofi og i 1981 fik han en Ph.d. i statskundskab fra Oxford University, hvor han modtog et prestigefyldt stipendium. I 1985 var han særlig assistent for USA’s viceudenrigsminister i USA’s udenrigsministerium, og i 1987 var han særlig assistent for den amerikanske ambassadør i Beijing i Kina. Siden 1989 har han haft adskillige stillinger ved Center for Strategic and International Studies i Washington D.C. Han var assistent til rektoren for Brigham Young University med ansvar for planlægning og vurdering indtil april 2010.

Ældste Gongs bedsteforældre immigrerede til USA fra Kina. Ældste Gong blev født i Redwood City i Californien i 1953. Han blev gift med Susan Lindsay i januar 1980, og de har fire børn og tre børnebørn.

»Alt værdigt og evigt er centreret om, at Gud vor evige Fader og hans Søn, Jesus Kristus, og hans forsoning, som bevidnet af Helligånden, virkelig lever,« sagde ældste Gong ved denne konference. »Jeg vidner ærbødigt og højtideligt om den levende Kristus – han [var] … sammen med os i begyndelsen, han er sammen med os indtil enden.«