Sidste dages hellige røster
Løb til templet
Antonella Trevisan er fra Udine i Italien
Illustration: Stan Fellows
I december 1999 forberedte vi os til vores årlige julerejse til templet i Bern i Schweiz. Rejsen, der var en særlig tradition, vi påbegyndte, lige efter vi var blevet gift, er for os en måde at fejre Frelserens fødsel på.
Vi bor cirka otte timers bilkørsel fra templet, og det blev dårligt vejr, inden vi skulle af sted. Træer, der var revet op med rode, stærk vind og is på vejene gjorde rejsen farlig.
Jeg følte mig usikker og forstod ikke, hvorfor vi mødte så mange forhindringer, når vi vidste, at Herren ønskede, at vi skulle tage til templet. Hvorfor banede han ikke vejen for os?
Min mand, Antonio, og jeg knælede ned i bøn sammen med vore børn og fortalte vor himmelske Fader, at medmindre han sagde noget andet, så tog vi af sted mod Bern næste dag.
»Hvis vejen er ufremkommelig,« sagde Antonio efter, vi havde bedt, »så vender vi om.«
Jeg følte, at vores beslutning var rigtig, men jeg var stadig lidt bange. Næste morgen ønskede jeg fuld af tvivl at bede om det igen. Antonio fortalte mig, at han allerede havde modtaget vores svar, men han knælede kærligt og tålmodigt ned sammen med mig.
Det var knap lyst, da vi tog af sted, og mørke skyer hang over os. Mens vi kørte, kunne jeg se en smal stribe blå himmel nær bjergene. En svag solstråle brød gennem skyerne.
Den solstråle styrkede min vaklende tro. Helt mirakuløst brød solen frem og temperaturen steg. Der var ingen tåge, ingen is, ingen vind – blot en klar og ualmindelig varm vinterdag. Mine øjne fyldtes med tårer. Det virkede til, at vor himmelske Fader havde besvaret vore bønner.
Efter vi var ankommet til Bern, begyndte det at sne tæt, og det fortsatte al den tid, vi var der. Da vi gik mod templet inden morgengry næste dag, udviklede snevejret sig til en egentlig snestorm. I et minuts tid var jeg bange, og jeg begyndte at løbe op ad fortovet til templet.
Så slog tanken mig: »Det er sådan, det skulle være. Verden brøler skræmmende ad os, men vi må løbe til den fred, vi finder i Herrens hus.«
Vi havde en vidunderlig tid i og ved templet den jul, men vi var urolige for turen hjem. Sneen fortsatte med at falde, og vores yngste søn fik høj feber. Den dag, vi skulle hjem, stoppede snevejret forunderligt nok, og vores søns feber faldt, efter han havde fået en præstedømmevelsignelse.
Templets fred forblev hos os, og jeg kom i tanke om et vers i Bibelen, der lyder: »Intet er umuligt for Herren« (1 Mos 18:14). Dette måtte jeg med taknemlighed erkende, at det ikke er.