Fred være med jer
Ældste D. Todd Christofferson
De Tolv Apostles Kvorum
I denne juletid håber jeg, at I vil tage jer tid til at sidde stille et øjeblik og lade Frelserens Ånd varme og berolige jer, mens I tænker over jeres tjeneste, offergaver og liv.
Detalje fra Kristus helbreder den blinde, af Domenico Fiasella, med tilladelse fra John and Mable Ringling Museum of Art; til højre: Hellige nat, af Carl Bloch
Det er altid opløftende for mig at tænke over den tjeneste og de ofre, som sidste dages hellige yder i deres familie, menighed og for vor himmelske Fader. Det er hellige ting. Jeg tror ikke, at der kan falde nogen større ære på os, end den at Herren kan antage og acceptere vore offergaver som værdige og passende.
Således lyder Faderens hædersbevisning til Sønnen, som han omtaler som »min elskede Søn, i hvem jeg har velbehag« (3 Ne 11:7; se også Matt 3:17; Mark 1:11; Luk 9:35; L&P 93:15; JS-H 1:17). Sikke en smuk titel. Kan man tænke sig nogen større ære, end at Gud siger »min elskede søn« eller »min elskede datter« til en, og at man modtager hans bekræftelse af, at ens offergaver er antaget af ham med ordene »i hvem jeg har velbehag.«
I denne juletid er det min bøn, at I må få en idé om, hvor I står i Herrens øjne, om han har antaget jeres offergaver og en idé om den status, I har som hans elskede søn eller datter. Jeg beder om, at den viden om den status vil give jer stor trøst, tryghed og tillid til, at I er godkendt i hans øjne.
Frelserens fødsel
Når vi taler om Jesu Kristi fødsel, tænker vi over, hvad der fulgte. Hans fødsel var uendelig væsentlig på grund af alle de ting, han skulle opleve og lide, så han kunne komme os til undsætning – alt dette kulminerede i hans korsfæstelse og opstandelse (se Alma 7:11-12). Men hans mission indeholdt også al skønheden og alle miraklerne i hans tjenestegerning, den lindring han gav de lidende, og den glæde han tilbød – og stadig tilbyder – den sørgende.
Jeg kan også godt lide at tænke på det, der skal følge senere. To af mine yndlingsvers, der taler om den tid, findes i det 7. kapitel af Johannes’ Åbenbaring:
»De skal ikke sulte længere og ikke tørste længere, hverken solen eller nogen anden hede skal plage dem,
for Lammet midt for tronen skal vogte dem og lede dem til livets kildevæld, og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne« (Åb 7:16-17; se også 21:4).
Det fanger for mig det hellige håb om det, der skal komme, om det der skal ske i tusindårsriget og under Kristi himmelske herredømme.
Trods alt det, der skal komme, synes jeg dog, at denne tid passende kan bruges til at tænke over barnet i krybben. Lad jer ikke overvælde eller optage af det, som skal komme; tænk blot på det lille barn. Tag jer et roligt og fredeligt øjeblik til at tænke over, hvordan hans liv begyndte – det var kulminationen på himmelsk profeti, men den jordiske begyndelse for ham.
Detalje fra Kristus helbreder den blinde, af Domenico Fiasella, med tilladelse fra John and Mable Ringling Museum of Art; til højre: Hellige nat, af Carl Bloch
Tag jer tid til at slappe af, være fredfyldte og se det lille barn for jer. Lad jer ikke bekymre eller overvælde af det, som skal ske i hans liv eller jeres. Tænk i stedet på det måske fredeligste øjeblik i verdens historie – da hele himlen frydede sig og budskabet lød: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« (Luk 2:14).
Lad Ånden varme jer
For nogle år siden hørte jeg et radiointerview med biskop Desmond Tutu, ærkebiskop i den anglikanske kirke i Sydafrika. Han havde lige udgivet en bog sammen med sin datter om den forsoningsproces, der har fundet sted i Sydafrika efter apartheidtiden.1 Bogens budskab er grundlæggende, at der er noget godt i alle mennesker.
Under interviewet stillede værten biskop Tutu et indsigtsfuldt og inspireret spørgsmål: »Mener du, at dit forhold til Gud har ændret sig i takt med, at du er blevet ældre?«
Biskop Tutu holdt en pause, inden han svarede: »Ja. Jeg er ved at lære at være stille i Guds nærhed.«
Han mindedes, at når han bad i sine yngre år, havde hans bønner været fyldt med en liste af ønsker og bekymringer. Han søgte himlen med det, han kaldte »en form for indkøbsliste«. Men nu, sagde han, »prøver jeg at blive bedre til bare at være der. Ligesom når man sidder foran et bål om vinteren. Man sidder bare foran ilden og man behøver ikke at være klog eller noget. Ilden varmer dig.«2
Jeg synes, at det er en smuk metafor – bare at sidde med Herren og lade ham varme sig som et bål om vinteren. Man behøver ikke at være perfekt eller den største person, der nogensinde har æret jorden med sin tilstedeværelse eller den bedste til noget som helst, for at være med ham.
I denne juletid håber jeg, at I vil tage jer tid til at sidde stille et øjeblik og lade Frelserens Ånd varme og berolige jer, mens I tænker over jeres tjeneste, offergaver og liv. Sid stille med det lille barn og bliv åndeligt styrket og bedre forberedt til alt det, der skal følge senere. Lad det være en stund med fred, forfriskelse, forsikring og fornyelse.
Må Gud velsigne jer denne jul, når I, tillige med mig, bærer vidnesbyrd om vor Frelser, Jesus Kristus – hvor central han er i vore liv, for alt menneskeligt liv og for selve meningen med tilværelsen.
Vi tilbeder ham, vi tjener ham og vi elsker ham. Må jeres liv afspejle den kærlighed i de offergaver, I bringer denne jul og altid.