Familieproklamationen: Overvinder kulturel forvirring
Dette er den første af to artikler skrevet af ældste Hafen som hjælp til at at fejre 20-året for »Familien: En proklamation til verden«. Den anden artikel bliver trykt i næste Liahona.
Tilpasset fra talen »Marriage, Family Law, and the Temple« holdt ved det årlige foredrag for J. Reuben Clark Law Society i Salt Lake City den 31. januar 2014.
Permanent forpligtigelse over for ægteskabet og forældrerollen er som to garntråde, der løber gennem mønstret for vores sociale billedtæppe.
»Hvad er din største bekymring?« spurgte en avisjournalist præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) i juni 1995, lige før han fyldte 85. Han svarede: »Jeg er bekymret for familielivet i Kirken. Vi har vidunderlige mennesker, men vi har for mange, hvis familie er ved at gå i opløsning … jeg tror, at dette er min største bekymring.«1
Tre måneder senere oplæste præsident Hinckley offentligt »Familien: En proklamation til verden«.2
Det var ikke tilfældigt, at denne højtidelige advarsel blev udstedt, præcis da Herrens profet følte, at hans største bekymring blandt alle de emner, han tænkte på, var et ustabilt familieliv i Kirken. Senere tilføjede han, at den største udfordring for både USA og resten af verden »er problemet i familien, skabt af vildledte forældre, som fører til vildledte børn.«3
Proklamationen var ikke blot en række floskler om familien. Det var en alvorlig profetisk advarsel omkring et større internationalt problem. Og nu 20 år efter bliver problemet værre, hvilket viser, hvor profetisk advarslen i 1995 var.
Før vi ser på, hvad det betyder for os hver især, lad os da overveje, hvordan den moderne kultur endte der, hvor den er i dag.
Universel kærlighedshistorie
Menneskehedens ældste og mest håbefulde historie har et velkendt tema: Dreng møder pige, de bliver forelsket, gift, får børn og – håber de – lever lykkeligt til deres dages ende. Denne universelle kærlighedshistorie er så central for den store plan for lykke, at den begyndte med Adam og Eva, og som Nordstjernen stadig vejleder de fleste kirkemedlemmers liv.
Glæderne ved menneskelig kærlighed og tilhørshold i familien giver os håb, mening og et ønske om at leve bedre. De får os til at længes efter den dag, hvor vi kan tage de hænder, som vi har holdt i hånden, og sammen træde ind i Herrens nærhed. Der vil vi omfavne vore kære og blive hos dem altid, og de »skal aldrig mere fjernes« (Åb 3:12).
I mange år har samfundet generelt støttet denne iboende længsel efter at høre til. Familier har selvfølgelig oplevet problemer, men de fleste tror stadig på, at når man »bliver smedet i hymens lænker«, skaber det en relativ permanent familieenhed. Og de lænker holder samfundet sammen med »hjerter knyttet sammen i enighed og kærlighed« (Mosi 18:21).
I de seneste generationer er stoffet imidlertid blevet stadig mere flosset, når vi har eksperimenteret med det, som nogle forfattere har kaldt »ægteskabets kollaps«.4 Mange mennesker uden for Kirken ser ikke længere ægteskabet som en kilde til langsigtede forpligtelser. De ser i stedet nu snarere ægteskab og tilmed børn som midlertidige, personlige muligheder. Alligevel er permanent forpligtigelse over for ægteskabet og forældrerollen som to garntråde, der løber gennem mønstret for vores sociale billedtæppe. Når disse garn flosser, kan billedtæppet trævles op, og vi kan miste temaet i den universelle kærlighedshistorie.
Jeg har set denne optrævling fra mit eget perspektiv som far, kirkemedlem og underviser i familieret. I 1960’erne begyndte borgerrettighedsbevægelsen at udkaste nye juridiske teorier om lighed, personlige rettigheder og frihed. Disse tanker bidrog til, at USA begyndte at overvinde sin pinlige historie med racediskrimination. Det bidrog også til, at landet reducerede diskriminationen mod kvinder. Denne beskyttelse mod diskrimination er en del af hver enkelt borgers personlige interesser.
Men nogle former for lovgivningens opdeling er faktisk gavnlige. Loven diskriminerer faktisk til gavn for børn på grund af deres alder – de kan ikke stemme, køre bil eller underskrive en bindende kontrakt. Og de modtager mange års gratis uddannelse. Disse love beskytter børn og samfundet mod konsekvenserne af børns manglende evner, mens de samtidig forbereder dem til at blive ansvarlige voksne.
Love har også givet en privilegeret status til forhold, der er baseret på ægteskab og slægtskab – ikke for at diskriminere imod ugifte og personer uden slægtninge, men for at tilskynde biologiske forældre til at gifte sig med hinanden og opdrage deres egne børn stabilt, hvilket er nøglen til et stabilt udviklende samfund. Sådanne love udtrykker således samfundets sociale interesse i dets børn og i dets egen fremtidige styrke og stabilitet.
Historisk set har lovgivning bevaret en anvendelig balance mellem sociale og personlige interesser, fordi hvert element spiller en betydningsfuld rolle i et sundt samfund. I 1960’erne og 1970’erne begyndte amerikanske domstole imidlertid at fortolke familielove på en måde, der gav individets interesser meget højere prioritet end sociale interesser, og det har skubbet de juridiske og sociale systemer ud af balance. Denne ændring var blot en del af forvandlingen af USA’s familielove – den største kulturelle forandring i holdninger til ægteskab og familieliv de sidste 500 år. Jeg vil illustrere denne forvandling med nogle eksempler fra amerikansk lovgivning, selv om lovgivningen i de fleste udviklede lande har fulgt lignende tendenser.
Et kulturskifte
Kort sagt begyndte advokater at bruge overbevisende tanker om personlig frihed til at udfordre den lovgivning, der i mange år havde støttet børns og samfundets interesser i stabile familiestrukturer. Retssale og lovgivende forsamlinger accepterede mange af disse individualistiske tanker, selv når tankerne var til skade for større sociale interesser. I Californien i 1968 blev der fx indført adgang til skilsmisse uden placering af skyld, og det bredte sig ud over hele USA. Denne nye skilsmisselov ændrede betragteligt mange personers syn på ægteskabet. Under de gamle skilsmisselove kunne gifte personer ikke blot vælge at afslutte deres ægteskab, de skulle i stedet bevise svigt fra en ægtefælle som fx ægteskabsbrud eller misbrug. Dengang kunne kun en dommer, som repræsenterede samfundets interesser afgøre, hvornår en skilsmisse var tilstrækkeligt berettiget til at overgå den sociale interesse i ægteskabets fortsættelse.
Den oprindelige tanke med skilsmisser uden skyld havde værdige mål. Den tilføjede parternes uoverensstemmelser, uanset hvis fejl det var, som grundlaget for skilsmissen – hvilket forenklede skilsmisseprocessen. I teorien kunne kun en dommer, som stadig repræsenterede samfundets interesser, afgøre, om et ægteskab ikke længere kunne lappes sammen. Men i praksis fulgte dommerne parrets personlige ønsker og frigjorde i sidste instans den partner, der ønskede at afslutte ægteskabet.
Disse juridiske ændringer satte skub i en større kulturel bevægelse, som ikke længere betragtede ægteskabet som en relativ permanent, social institution, men snarere som et midlertidigt, privat forhold, der kunne afsluttes, når man ønskede det – uden en seriøs overvejelse af, hvordan skilsmisse skadede børnene, for slet ikke at tale om, hvordan det skadede samfundet. Inden længe gav dommernes tvivl om samfundets ret til at håndhæve bryllupsløfterne gifte par det falske indtryk, at deres personlige løfter ikke havde nogen stor social eller moralsk værdi. Når nu ægteskabsforpligtelserne kommer i vejen for personlige præferencer, vil folk med større sandsynlighed gå deres vej. De ser ægteskabet som en »ikke-bindende forpligtelse«, uanset hvad den selvmodsigelse betyder.
Domstolene afspejlede disse nye holdninger og udvidede ugifte fædres forældrerettigheder og gav forældremyndighed og adoptionsret til ugifte personer. Dette rev op med rode det hævdvundne fortrin, som familielove havde givet, når det var muligt, til gifte og biologiske familier med to forældre. Både erfaring og socialvidenskabelig forskning har klart vist – og gør det stadig – at en familie med to gifte, biologiske forældre næsten altid giver det bedste miljø til opdragelse af børn. Med tiden har sager med ugifte forældre bidraget til og er blevet påvirket af himmelhøje tal for ugift samliv og fødsler uden for ægteskabet.
Endvidere gav USA’s højesteret i 1973 den enkelte kvinde retten til at vælge abort, hvorved de afviste de mangeårige kulturelle holdninger omkring sociale interesser for ufødte børn og af lovgivere, som hidtil kollektivt havde besluttet det værdiladede spørgsmål om, hvornår livet begynder.
En drøftelse af skilsmisse uden skyld leder logisk set til en kort kommentar om vielser af par af samme køn. Dette er blevet et vanskeligt og følelsesladet emne, men bemærk blot, at for kun 17 år siden havde intet land i verden juridisk anerkendte vielser af par af samme køn. Så hvordan kunne tanken om vielse af par af samme køn vælte frem på den internationale scene præcis samtidig med, at den historiske opfattelse af ægteskabet havde mistet så megen støtte i offentligheden i løbet af de fire foregående årtier?
Et sandsynligt svar er, at teorien om den »personlige frihed« fra den første sag i USA i 2001 om vielse af par af samme køn blot videreførte det samme juridiske begreb om individualitet, der havde ført til skilsmisse uden skyld. Når retten støtter en persons ret til at afslutte et ægteskab, uanset de sociale konsekvenser (som det kan ske i en skilsmisse uden skyld), så kan det princip også synes at støtte en persons ret til at begynde et ægteskab, uanset de sociale konsekvenser (som det kan ske ved en vielse af par af samme køn).
Når personer med andre ord blot ser et ægteskab mellem en mand og en kvinde som et udtryk for personlig præference snarere end som samfundets centrale sociale institution, kan det ikke undre, at mange nu siger om vielse af par af samme køn, at man frit burde kunne gifte sig, som man vil. Det er det, der sker, når vi ser bort fra samfundets interesse i ægteskab og børn. Gud elsker helt klart alle sine børn og forventer, at vi behandler hinanden med barmhjertighed og tolerance – uanset den personlige adfærd, som vi måske eller måske ikke forstår. Men det er en helt anden sag at støtte eller fremme den adfærd ved at forandre et juridisk begreb – ægteskabet – hvis historiske formål var at fremme samfundets interesse i at få biologiske forældre til at opdrage deres egne børn i stabile hjem.
USA’s højesteret lænede sig op ad teorien om den personlige selvbestemmelse, blandt andre juridiske teorier, da den den 26. juni 2015 afsagde dom om, at statslige love ikke må »hindre ægteskab mellem par af samme køn«. Derfor er ægteskab mellem par af samme køn nu lovligt i alle stater i USA.
Det er dog sigende, at rettens udtalelse også »lagde vægt på, at religioner, og de, der overholder religiøse doktriner, fortsat med deres oprigtige overbevisning må være fortalere for, at ægteskab mellem par af samme køn ved guddommeligt forskrift ikke bør accepteres. Det første tillæg til forfatningen sikrer, at religiøse organisationer og personer får den rette beskyttelse, når de søger at undervise i de principper, der er så tilfredsstillende og så centrale i deres liv og deres tro, og til deres egen stræben efter at fortsætte med den familiestruktur, som de så længe har æret. Det samme gælder dem, der er imod ægteskab mellem par af samme køn af andre grunde.«5
Virkning på ægteskab og børn
Lad os nu overveje virkningen af disse ændringer på ægteskab og børn. Siden 1965 er skilsmisseraten i USA mere end fordoblet, men den er dog faldet lidt de seneste par år – delvist på grund af, at antallet af ugifte par er 15-doblet, og deres hyppige brud ikke er medtaget i skilsmisseraten. I dag ender omkring halvdelen af alle førstegangsægteskaber i en skilsmisse; omkring 60 procent af det andet ægteskab ligeså. USA er det land i verden, hvor der er størst risiko for en skilsmisse.6
I dag har 40 procent af nyfødte i USA ugifte forældre. I 1960 var det tal 5 procent.7 Omkring 50 procent af teenagere i dag betragter nu børn født uden for ægteskabet som en »værdig livsstil«.8 Andelen af børn i familier med en forælder er siden 1960 blevet firedoblet, fra 8 procent til 31 procent.9 Over halvdelen af ægteskaber i dag i USA sker efter ugift samliv.10 Det, der var meget unormalt i 1960’erne, er nu normalt.
I Europa godkender 80 procent af befolkningen ugift samliv. I dele af Skandinavien er 82 procent af de førstefødte børn født uden for ægteskab.11 Da vi for nylig boede i Tyskland, fornemmede vi blandt europæere, at ægteskabet er på mange måder passé. En fransk forfatter skriver, at ægteskabet har »mistet sin magi for mange unge,« som i stigende grad føler, at »kærlighed stort set er et privat spørgsmål, som ikke giver plads« til samfundet til at sige noget om deres ægteskab eller deres børn.12
Alligevel har børn af fraskilte eller ugifte forældre omkring tre gange så mange alvorlige adfærdsmæssige, følelsesmæssige og udviklingsmæssige problemer som børn i familier med to forældre. På enhver målestok for børns velfærd klarer disse børn sig langt dårligere. Og når børn ikke fungerer, kan samfundet ikke fungere. Her er nogle eksempler på problemer, idet vi anerkender, at nogle elementer i en sådan generel tendens kan have flere årsager. I løbet af de sidste fem årtier:
-
Ungdomskriminalitet er seksdoblet.
-
Forsømmelse af børn og alle former for børnemishandling er femdoblet.
-
Psykologiske forstyrrelser blandt børn er alle blevet værre, fra narkotikamisbrug til spiseforstyrrelser. Depression blandt børn er vokset med 1.000 procent.
-
Husspektakler med vold mod kvinder er taget til, og fattigdom er i stigende grad blevet flyttet til børn.13
Hvor alvorlige er disse problemer? Præsident Hinckley sagde i 1985, at disse problemer var »hans største bekymring«. Og de tendenser, der foruroligede ham, er nu målbart værre. En skribent for Time udtrykte det således:
»Ingen anden enkelt årsag forårsager så megen målbar modgang og menneskelig elendighed i dette land som ægteskabets kollaps. Det skader børn, det begrænser mødres økonomiske tryghed, og det har med voldsom ødelæggelse ramt dem, der mindst kan tåle det: Nationens underklasse …
De fattige har adskilt forældrerollen fra ægteskabet, og de økonomisk velstillede ophæver deres ægteskaber, hvis de ikke har det sjovt længere.«14
Vend hjertet
Til venstre: Fotoillustration: Janae Bingham
En slidt, gylden tråd i det sociale billedtæppe, der trævles op, afspejler det centrale i problemet: Børnene – knogler af vore knogler, kød af vores kød. Noget sandt, tilmed helligt ved efterkommere – børn, skaberkraften og kærlige, evige bånd – klinger dybt i de mystiske strenge i vores kollektive hukommelse.
Båndet mellem et barn og forældre har så stor betydning, at Gud sendte profeten Elias i 1836 for at »vende« fædres og børns hjerte til hinanden. Hvis de hjerter ikke vender sig, sagde han, vil »hele jorden … blive slået med en forbandelse« og blive lagt »fuldstændig øde«, før Kristus vender tilbage (L&P 110:15; JS-H 1:39; se også Mal 3:24). I verden i dag synes disse hjerter at vende – men væk fra snarere end mod hinanden.
Lever vi allerede i forbandelsens tid? Måske. Børn i dag (og derfor samfundet – jorden) bliver virkelig lagt »øde« (devalueret, gjort værdiløse, forladt) af hver af de problemer, vi har drøftet her.
Læren er tydelig – og den bliver hvert år underbygget af forskning. Vi behøver ikke vende tilbage til gamle dages familielove, men hvis vi blot kunne tage os mere af vore børn og deres fremtid, ville folk gifte sig, før de blev forældre. De ville ofre mere, langt mere, for at forblive gift. Børn ville blive opdraget, når det er muligt, af deres biologiske forældre. Ideelt set ville der ikke være nogen frivillige aborter eller fødsler uden for ægteskabet. Selvfølgelig er der brug for nogle undtagelser – nogle skilsmisser er berettigede, og adoptioner er ofte himmelske. Men principielt siger familieproklamationen fra 1995 det perfekt: »Børn har ret til at blive født inden for ægteskabets rammer og blive opdraget af en far og en mor, som ærer deres ægteskabsløfter med fuldstændig troskab.«15
Men vi lider af kollektivt hukommelsessvigt. Vi hører ikke de mystiske akkorder fra den evige eller måske nylige hukommelse. Fjenden af vores lykke ønsker at overbevise os om, at de hellige, langsigtede bånd af familiekærlighed er begrænsende, når intet forhold i virkeligheden er mere frigørende og opfyldende.
Det er ikke let at opbygge et godt ægteskab. Det er ikke meningen, at det skal være let. Men når en forvirret kultur forvirrer os om, hvad ægteskabet betyder, kan vi alt for hurtigt opgive hinanden og os selv. Alligevel kan evangeliets evige perspektiv, som det forkyndes i skrifterne og i templet, hjælpe os til at overvinde det moderne, ægteskabelige kaos, indtil vores ægteskab er den mest tilfredsstillende og helliggørende – om end også den mest krævende – oplevelse i vores liv.
Øverst til højre: Fotoillustration: Jerry Garns