2015
En storslået genforening
August 2015


Vores hjem og familie

En storslået genforening

Forfatterne bor i Utah i USA og har tjent i Accra-missionen i Ghana.

Årtiers adskillelse og hjertesorg endte, da Herren bragte en far og en søn sammen i templet.

Det var en smuk morgen i april 2012, da John Ekow-Mensah kom ind i templet i Accra i Ghana. Den ældre bror, som nu er i 80’erne, havde fulgtes med en gruppe hellige fra Nkawkaw, hvor han boede alene. Gruppen planlagde at overnatte i de nærliggende værelser for tempelbesøgende og tilbringe to dage med at tjene i templet.

Bror Ekow-Mensah sad i templet og ventede på at deltage i forberedende ordinancer, da en yngre mand satte sig ved hans side. Den yngre mand på 54 år havde planlagt at deltage i en begavelsessession den formiddag sammen med sin hustru, men de kom for sent til sessionen, så han besluttede sig for at udføre stedfortrædende ordinancer.

»Hvor kommer du fra?« spurgte bror Ekow-Mensah.

»Sekondi,« svarede manden.

»Hvilken del af Sekondi?« spurgte bror Ekow-Mensah.

»Ketan,« svarede den yngre mand, »i det område, hvor skolerne ligger.« Undervejs i samtalen fornemmede begge mænd, at disse spørgsmål ledte til noget.

Bevæget af en tiltagende følelse af genkendelse så den yngre mand på bror Ekow-Mensah. »Du er min far,« sagde han. »Hvad hedder du?«

»John Ekow-Mensah.«

»Det hedder jeg også,« svarede sønnen.

Billede
illustration of a father and son meeting in the temple.

Illustration: Brian Call; fotos venligst udlånt af forfatterne

Efter at have tjent i templet sad de to mænd længe i det celestiale værelse, hvor de lærte hinanden at kende og genoplivede deres indbyrdes kærlighed. Selv om alt, hvad bror Ekow-Mensah jun. sagde og gjorde, viste respekt og var korrekt, så syntes han ikke helt rede til helhjertet at acceptere sin far – indtil han hørte, hvorfor hans far måtte rejse, og hvorfor han ikke kunne kontakte sin familie.

For næsten 50 år siden var bror Ekow-Mensah sen. blevet gift med en kvinde, hvis bedstemor – den ældste matriark på det tidspunkt – herskede suverænt i deres stamme. Desværre var hun imod Johns ægteskab med sit barnebarn. Hun insisterede på, at parret skulle skilles, da deres ældste søn John jun. var 4-5 år gammel. John jun. havde kendt sin oldemor som en stærk og arbejdsom kvinde, men ikke som den person, der havde forhindret al kontakt med hans biologiske far i næsten 50 år.

Fordrivelsen fra familien havde faktisk brudt alle bånd. På grund af manglende telefon- og postmuligheder kunne John sen. ikke holde kontakten med sin familie. Hans søgen efter arbejde førte ham mange timer væk. Han boede i Mankessim mellem 1963 og 1989, hvor han havde en lille farvehandel. Derfra flyttede han til Ada, hvor en kvinde, hvis bygning han malede, præsenterede ham for Jesu Kristi evangelium. Bror Ekow-Mensah sen. tilsluttede sig Kirken i 1991.

Fordi bror Ekow-Mensah jun. var så ung, da hans forældres ægteskab blev opløst, vidste han ikke meget om sine forfædre. Nu og da bemærkede hans mor, at han var en »fuldstændig kopi« af sin far, men det var alt, hvad han vidste.

Da John voksede op og blev gift med Deborah, besluttede de sig for at finde en kirke, som de kunne tilslutte sig. John studerede på University of Ghana i Accra, da han så et eksemplar af Liahona på en hylde. Han samlede det op og blev interesseret i det, han læste. John lagde mærke til udgiveren: Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Da John kom hjem fra universitetet til sit hjem i Sekondi, var hans hustru ivrig efter at fortælle ham om en kirke, som hun havde hørt om fra en ven. Hun fortalte ham, at navnet var Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. John fortalte hende, at det var den kirke, han havde læst om i et blad på universitetet.

John og Deborah blev undervist i evangeliet og døbt i 1999. Et årti senere blev de beseglet i templet i Accra i Ghana, og de tre yngste af deres fem børn blev beseglet til dem.

Så i april 2012 i templet væltede tårerne frem, da far og søn genkendte hinanden. Deres glæde blev ikke mindre, da de forstod, at de hver for sig havde tilsluttet sig Kirken og denne smukke formiddag fundet vej til templet.

Far og søn genforenet i templet efter næsten 50 års adskillelse.