Må jeg få en Mormons Bog?

Joni Hilton, Californien, USA

Illustration depicting an open purse and its scattered contents.

Jeg tømte min taske, og der nede på bunden sammen med mit boardingpas lå et Ensign.

Da jeg kom til lufthavnen på vej hjem fra et besøg hos gamle venner, følte jeg mig nedtrykt over, at jeg ikke havde fortalt nogen om evangeliet på denne rejse. Jeg havde altid en Mormons Bog i min taske for at minde mig om at bede om at finde nogen, jeg kunne give den til, men alt for ofte blev den i min taske. Denne tur var endnu en kikser.

Jeg tog en dyb indånding, og stille undskyldte jeg i bøn. Jeg følte mig som en elendig medlemsmissionær.

Mens jeg langsomt kom gennem sikkerhedskontrollen, følte jeg mig tilskyndet til at tale med kvinden foran mig. Vi snakkede lidt om, hvor vi skulle hen, og gik så hen til forskellige køer. Da jeg gik hen mod min gate, så jeg imidlertid den samme kvinde igen. »Hej igen,« sagde hun. »Godt at se dig!«

Jeg spurgte hende, hvornår hun skulle flyve. »Først om mange timer – jeg kom tidligt.«

»Kom så og sid hos mig!« sagde jeg.

Jeg havde stadig 45 minutter, før man skulle gå om bord på mit fly, så vi sad ved min gate og talte om vores arbejde. Jeg nævnte nogle af de tekster, jeg lavede for sidste dages hellige, og pludselig lyste hun op.

»Er du mormon?« spurgte hun. »Jeg har ønsket at vide mere om mormoner. Hvor kan jeg få en Mormons Bog?«

»Tja,« sagde jeg og åbnede min taske, »jeg har en lige her.«

»Virkelig,« sagde hun. »Jeg tror, at det måske var meningen, at vi skulle mødes i dag.«

Mit hjerte løb over af taknemlighed. Da hun spurgte, hvordan sidste dages hellige er anderledes end andre trossamfund, følte jeg mig vejledt i det, jeg sagde.

Jeg fortalte hende, at jeg ville få missionærerne til at kontakte hende, og så blev jeg kaldt til flyet. Jeg åbnede min taske for at finde mit boardingpas, men kunne ikke finde det. Jeg tømte min taske. Der, helt nede i bunden sammen med boardingpasset lå en konferenceudgave af Ensign! Jeg gav den til hende og takkede Herren for, at jeg måtte søge efter mit boardingpas. Hun nævnte, at hun normalt havde læsemateriale med sig, men havde følt, at det skulle hun ikke denne gang.

»Måske var det, så jeg kan læse dette,« sagde hun. Med mit boardingpas i hånden gav jeg hende et knus og sagde farvel.

Nu taler vi sammen hver uge, og hun fortæller mig om sine samtaler med søstermissionærerne. Der er gået et år, og jeg håber en dag at se hende blive døbt. Jeg ved ikke, om det sker, men jeg forundres stadig over vor himmelske Faders indsats, så vi kunne mødes. Jeg takker ham for at høre min bøn og give mig en enkel mulighed for at give en Mormons Bog til en anden.