Mormons Bog – fortæl om den
Jeg vidste, at Mormons Bog var sand på grund af tre ting, som jeg følte, når jeg læste i den.
Da jeg var 18, boede jeg i Lima i Peru, hvor jeg er født og opvokset. På det tidspunkt stødte min far på en god ven, som han ikke havde set i lang tid.
Min far var imponeret over, at hans ven så yngre ud og var pænt klædt på. Han spurgte sin ven, hvad der havde bevirket en sådan forandring. »Har du lige vundet i lotto?« spurgte han. Vennen svarede: »Faktisk noget endnu bedre. Nu er jeg sidste dages hellig, og jeg vil gerne fortælle dig og din familie om evangeliet.«
Min far troede, at hans ven lavede sjov, så han sagde: »Ok, hvis du gerne vil sende dine missionærer, så gør du det.« Men denne mand tog det seriøst, og inden for få dage kom missionærerne og bankede på vores dør. Det var begyndelsen på en vidunderlig oplevelse.
Missionærerne underviste os om Mormons Bog og gav os et eksemplar, som vi kunne læse. Dette skete i løbet af sommeren, og jeg var hjemme på ferie i et par måneder efter at have afsluttet mit første år på universitetet. Så den eftermiddag efter lektionen tog jeg Mormons Bog og begyndte at læse i den.
Jeg læste og læste og læste side efter side, og jeg kunne ikke stoppe. Der var noget magisk ved bogen. Jeg holder meget af at læse og har læst mange bøger, men den her var anderledes. Jeg blev fanget af bogen, og efter at have læst i den i flere timer sagde min mor: »Juan, sluk lyset! Dine brødre vil gerne sove.« Og jeg sagde: »Ja, lige om lidt, lige om lidt,« og så fortsatte jeg med at læse. Selv efter mange timers læsning var jeg ikke sulten, tørstig eller havde lyst til at sove.
Inden jeg blev færdig med bogen, vidste jeg, at der var noget særligt ved den. Jeg fik et vidnesbyrd på grund af tre ting, som jeg oplevede, da jeg læste bogen for første gang.
Det første, jeg oplevede i løbet af de timer, var en dyb følelse af fred, der var anderledes end noget andet, jeg før havde oplevet. Denne følelse af fred blev hos mig i flere timer.
Den anden ting, jeg oplevede, mens jeg læste, var en følelse af glæde. Det var ikke den slags glæde, jeg plejede at føle, når jeg var sammen med mine venner, eller når jeg havde købt noget, jeg virkelig godt kunne lide. Det var ikke en følelse af glæde, det var en følelse af lykke. Mens jeg læste, begyndte jeg at græde, og jeg indså: »Hold da op, jeg kan lide det her!«
Og den tredje ting, jeg oplevede, var indsigt. Da jeg lagde ud med at læse, var den svær at forstå, fordi der var ord som Nefi og forsoningen, der var fremmede for mig. Men efter et par timers læsning blev mit sind åbnet, og det føltes som om, at der var et lys i mit sind, og jeg forstod mere og mere, mens jeg læste bogen.
Jeg har senere lært, at de tre oplevelser er nogle af de måder, hvorpå Ånden virker i os. Jeg havde modtaget Ånden og var klar til at blive døbt, men jeg måtte vente på, at resten af min familie fik deres eget vidnesbyrd. Endelig den 6. april 1972 blev min mor, min søster og jeg døbt. Min far og mine to andre søskende var til stede og opmærksomme på, hvad vi gik igennem, og et par måneder efter blev de også døbt.
Kirken og evangeliet blev en del af mit liv på det helt rigtige tidspunkt. Det første år på universitetet var jeg blevet præsenteret for mange af menneskers filosofier og nye ideer og måder at leve på, der var meget anderledes end det, jeg var vant til. Mange af de værdier, som jeg i løbet af min barndom havde lært i min anden kirke, blev udfordret af de nye ideer, som jeg mødte.
Det var svært for mig, for jeg var forvirret. Der var så mange nye ting, som jeg følte ikke var rigtige, men som andre anså for normale. Og den kundskab, jeg havde, var ikke tilstrækkelig til, at jeg kunne forsvare mine værdier.
Det var anderledes for mig at vende tilbage til universitetet, efter jeg var blevet døbt. Nu havde jeg noget, som jeg kærligt kunne svare de andre med. Nu kunne jeg med selvtillid sige: »Ellers tak, det er ikke noget for mig.« Og nu vidste jeg, hvorfor jeg skulle sige det. Kirken og Mormons Bog kom på det helt rigtige tidspunkt for mig. Jeg er virkelig taknemlig, fordi de har ændret mit liv.
Jeg blev velsignet på grund af min beslutning om at tilslutte mig Kirken. I Kirken mødte jeg mine bedste venner. Jeg havde været rigtig genert, og jeg foretrak at være alene, studere, læse mine bøger og hygge mig. Men da Kirken blev en del af mit liv, lærte jeg, hvad en sand ven er. Jeg fandt en vidunderlig ung kvinde i Kirken, som blev min hustru. Jeg fandt præstedømmeledere og mennesker, der holdt af mig. I Herrens kirke fandt jeg, hvad jeg havde brug for.
Der er mange mennesker, der kunne finde, hvad de har brug for, i Kirken. Vær ikke bange for at åbne munden over for jeres venner og sige: »Jeg tror på det her. Jeg vil gerne fortælle dig om det.« Nogle gange hører man voksne sige, hvad der er rigtigt og forkert, men når man har en ven på ens egen alder, der siger det samme, så følger man den person. Af en eller anden årsag trænger vore venners røst bedre igennem end de voksnes. Så vær et godt eksempel, for I ved aldrig, om der er en Juan Uceda, der venter. I ved det ikke, medmindre I åbner munden og siger: »Juan, jeg vil gerne invitere dig med i min kirke. Jeg har en bog, du skal læse.« Hvis I gør denne enkle ting, kan det være, I ændrer liv.
Ældste Uceda (nummer to fra højre) med sin familie i Lima i Peru, kort tid efter han tilsluttede sig Kirken.
Efter at have tilsluttet sig Kirken fik ældste Uceda mange muligheder for at bære sit vidnesbyrd om Mormons Bog som fuldtidsmissionær i Peru. Til venstre, øverst: Ældste Uceda (til højre) står med en nydøbt familie, som han underviste. Til venstre, nederst: Ældste Uceda (bagerste række, til højre) sammen med andre missionærer uden for en kirkebygning.
Familiefotos venligst stillet til rådighed af ældste Uceda; illustrationer: Brian Call