2013
Uddannelse
Januar 2013


Til styrke for de unge

Uddannelse

Billede
Ældste Craig A. Cardon

Øget kundskab giver os større mulighed for at være et redskab til at fremme Herrens formål.

Jakob havde et stort ønske og en bekymring for nefitternes sjæl, da han underviste nefitterne »angående det, der er, og det, der skal komme« (2 Ne 6:4). Dette var hans folk, og han elskede dem. Han underviste dem om, hvem de virkelig var, og om Herrens løfter til dem. Da han underviste dem om Frelseren, erklærede han: »O, hvor stor er ikke vor Guds hellighed! For han kender alt, og der findes intet, uden at han kender det« (2 Ne 9:20, fremhævelse tilføjet).

Det er værd at huske på, når I overvejer vigtigheden af uddannelse. Århundreder tidligere i en anden del af verden »stræbte [Abraham] efter at få fædrenes velsignelser«, og han ønskede også »at blive en, der besad stor kundskab, og at blive en, der mere ihærdigt stræbte efter at leve retfærdigt og besidde en større kundskab« (Abr 1:2).

I er alle Guds elskede sønner og døtre1 og »profeternes børn … og I er med i den pagt, som Faderen sluttede med [Abraham]« (3 Ne 20:25). Som Abraham har I evnen i jer til at »besidde en større kundskab«, når I vejledes i ting, som er »nødvendig[e] for jer at forstå« (L&P 88:78).

Herren har indikeret, at en ønskværdig kundskab både indebærer »det, der er i himlen og på jorden og under jorden; det, som har været, det, som er, det, som snart skal ske, det, som er hjemme, det, som er ude; folkeslagenes krige og forviklinger og de straffedomme, som er lagt på landet; og også en kundskab om lande og om riger« (L&P 88:79).

Billede
young man carrying stack of books

Fotoillustrationer: Robert Casey

Hvorfor? Hvorfor er det så vigtigt at få en uddannelse? Herren selv giver en vidunderlig forståelse: »Så I på alle måder kan være forberedt, når jeg igen sender jer ud for at højne det kald, hvortil jeg har kaldet jer, og den mission, hvortil jeg har bemyndiget jer« (L&P 88:80).

I denne verden, der stadig bliver mere kompleks, er uddannelse et af livets vigtigste tilegnelser. Og selv om det er sandt, at mere uddannelse overordnet set fører til muligheden for øgede timelige belønninger, så er øget kundskab af større værdi, da den giver os større mulighed for at være et redskab til at fremme Herrens formål. Som forklaret i Til styrke for de unge er »Uddannelse en vigtig del af vor himmelske Faders plan for at hjælpe dig til at blive mere som han. Han ønsker, at du skal udvikle din forstand samt dine evner og talenter, din kraft til at handle oprigtigt i dine ansvarsområder og din evne til at påskønne livet.«2

Profeten Joseph Smith forklarede ligeledes: »Kundskab er magt. Gud har mere magt end alle andre væsener, fordi han har større kundskab.«3

Af gode grunde kræver en formel uddannelse, at I over en årrække beskæftiger jer med et bredt udvalg af færdigheder og emner, heriblandt kan der være nogle, I enten ikke er bekendt med eller ikke finder særlige morsomme at studere. Ikke desto mindre bør I være flittige i jeres studier, da det både udvider jeres horisont og jeres evne til at lære på andre områder. Det, at I bliver præsenteret for et stort udvalg af grundlæggende færdigheder og emner, giver jer netop mulighed for at finde de færdigheder og emner, som har jeres oprigtige interesse. Hvis I fremmer jeres uddannelse med denne interesse, kan I få mulighed få at gå i dybden med de ting, I virkelig holder af.

Præsident Henry B. Eyring, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, gav værdifulde råd, som han fik af sin far, da han vejledte ham til at finde en uddannelse, »du holder så meget af, at når du ikke har andet at tænke på, så er det det, du tænker på.«4 Søster Cardon og jeg har givet vores børn det råd at finde sig en uddannelse og karriere, der interesser dem så meget, at de har lyst til at »løbe til arbejde.«

Jakob advarede sit folk imod »menneskers … skrøbelighed og dårskab!« Han forklarede: »Når de er lærde, tror de, at de er vise, og de lytter ikke til Guds råd.« Så tilføjede han denne forædlende sandhed: »Men at være lærd er godt, hvis man lytter til Guds råd« (2 Ne 9:28-29).

Vær lærd og lyt til Gud. Han vil velsigne jer og lade jer nyde fremgang, når I fremmer hans formål.

Noter

  1. Se »Familien: En proklamation til verden«, Liahona, nov. 2010, s. 129.

  2. Til styrke for de unge, hæfte, 2011, s. 9.

  3. Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 262.

  4. I Gerald N. Lund, »Ældste Henry B. Eyring: Formet af ›stærke påvirkninger‹«, Stjernen, apr. 1996, s. 28.