2012
Naturkatastrofer: Vi behøver ikke frygte
August 2012


Vores hjem og familie

Naturkatastrofer

Vi behøver ikke frygte

Billede
Ældste Stanley G. Ellis

Når vi søger vor himmelske Faders vejledning, vil Helligånden hjælpe os til at forberede os på, udholde og komme os efter naturkatastrofer.

De sidste dage kendetegnes ved mange katastrofer og forøgelse af ondskab i verden. Herren og hans profeter har for at undgå disse trusler givet os vejledning om, hvordan vi kan være retfærdige og undgå åndelige faldgruber og ondskab. Dog synes katastrofer – såsom tornadoer, jordskælv og tsunamier – at ramme tilfældigt og hærge både retfærdig som uretfærdig. Disse katastrofer skræmmer mange af os. Men jeg har erfaret, at vi ikke behøver at være bange for katastrofer. Når vi er fæstnet i evangeliet, og når vi er forberedte, så kan vi møde enhver storm.

Før stormen: Gør forberedelse til en familieprioritet

I september 2005 var jeg områdehalvfjerdser og tjente i det Sydvestlige område af Nordamerika, hvilket omfattede dele af USA som fx Houston i Texas. Vi fik besked om, at orkanen Rita – den mest intense cyklon, der nogensinde er registeret i Mexicogolfen – var på vej lige imod os. Jeg blev bedt om at lede Kirkens nødberedskab i området. Vi havde dagligt telefonmøder med præstedømmeledere, stavspræsidenter, missionspræsidenter, repræsentanter for Kirkens velfærd og nødhjælp samt beredskabsledere. Vi talte om mange forskellige ting – om biskoppens forrådshus var i orden, om folk kunne evakueres og om, hvordan man bedst koordinerede en genopbygningsindsats efter stormen. Det var en velkoordineret kirkeindsats og en inspirerende oplevelse.

En af områdets stavspræsidenter blev otte eller ni måneder før stormen tilskyndet til at opfordre stavens medlemmer til at forberede sig. Han indikerede, at han ikke hævdede at være profet, men at Åndens tilskyndelser havde været tydelige. Stavens medlemmer fulgte Kirkens enkle forberedelsesstrategier. Da orkanen ramte, blev ingen medlemmer fra staven dræbt. Fordi medlemmerne havde samlet de nødvendige forsyninger og havde lagt en plan, var deres situation desuden langt bedre, end den måske ellers ville have været. De havde givet agt på Åndens advarsel.

En lignende situation oplevede min familie og jeg. Cirka tre måneder før stormen blev vi tilskyndet til at få efterset vores nødgenerator. Mange mennesker i området har små generatorer, så når stormen kommer og elektriciteten svigter, så har de strøm til køleskab og fryser, så maden ikke bliver dårlig. Da vi fik vores generator synet, fandt vi ud af, at den ikke virkede. Det lykkedes os at få den ordnet i god tid før stormen kom. Vores familie, medlemmer fra menigheden og naboer endte alle med at bruge vores generator efter orkanens ødelæggelser. At få den ordnet viste sig at være en fantastisk velsignelse.

Princippet om forberedelse gælder både enkeltpersoner som familier. Forældre, I kan have en enorm indflydelse på jeres familie ved at involvere jeres børn i forberedelse og i familiebønner om Herrens vejledning. Med andre ord, når jeres familie overvejer jeres beredskab, så bør en stor del af jeres familiebøn indeholde spørgsmålet: Hvad bør vi gøre? I kan også tale om disse emner og give idéer til familieaften. Før derefter disse planer ud i livet.

Derudover, så er det bedste forældre kan gøre at efterleve disse lærdomme. Der var engang en, der sagde, at værdier bliver »vist«, ikke »undervist.« Det har jeg erfaret er sandt. Når børn ser, at deres forældre søger og følger Helligåndens vejledning, så vil de lære, hvordan åbenbaringens proces virker.

Under stormen: Følg den åbenbaring du modtager for din familie

Da stormen nærmede sig, var det store spørgsmål, hvorvidt folk skulle evakueres fra området eller ej. Ånden ledte mig til ikke at komme med en generel anbefaling for hele området, men i stedet bede hver enkelt stavsleder, biskopråd og familie om bønsomt at overveje situationen og modtage deres egen inspiration til det, de skulle gøre. Som begivenhederne udspillede sig, var det tydeligt at Ånden vidste, hvad der var bedst for de enkelte familier.

Lederne i én stav vidste fx, at de befandt sig lige i orkanens retning og rådede medlemmerne til at evakuere. Stavspræsidenten og hans hustru tog hjem til hans søster. Senere drejede orkanen og styrede mod dem igen. De havde evakueret sig direkte ind i stormen!

I spørger måske: »Hvilken form for inspiration var det?« Men overvej, hvad der skete. Denne stavspræsident og hans hustru vidste, hvordan man forberedte et hjem mod en orkan, hvilket hans søster ikke gjorde. De var i stand til at hjælpe deres slægtninge med at gøre sig rede til stormen, og da den ramte, var skaden minimal i forhold til, hvad den kunne have været. Herren havde ledt dem til at gøre det, der var bedst.

Med hensyn til min familie, så følte vi, at vi ikke skulle evakueres. Så vi blev. Ikke blot var vi sikre under stormen, vi var også i stand til at hjælpe andre mennesker i området. Nogle af vore gifte børn følte sig tilskyndede til at tage flugten, så de tog af sted. At give agt på Ånden, velsignede hver familie, menighed og stav.

Efter stormen: Lad evangeliet fjerne brodden

Nogle gange lider gode mennesker under katastrofer. Herren udelukker ikke lidelse – den er en del af planen. For eksempel blev en stavsbygning i USA for nylig ødelagt af en tornado. Samme tornado ødelagde stavspræsidentens hus. Han og hans familie mistede alle deres jordiske ejendele. Det var dog, hvad det var: Jordiske ejendele. Tabet var sørgeligt, men det var ikke en evig knusende katastrofe. Nogle gange er de ting, vi tror er vigtige, i virkeligheden ikke så vigtige alligevel. Denne erkendelse er ikke altid nem at acceptere, men den er sand, og en forståelse af det kan bringe tryghed.

Det værst tænkelige i en sådan katastrofe er, hvis nogen mister livet. Det er meget sørgeligt. Men idet vi kender sandheden, ved vi dog, at et sådant tab er en del af vor himmelske Faders plan. Vi ved, hvad livet virkelig handler om, vi ved, hvorfor vi er her, og hvor vi er på vej hen. Takket være dette evige perspektiv, kan sorgen lindres. Kundskab om frelsesplanen fjerner dødens brod (se 1 Kor 15:55).

For længe siden vidste Shadrak, Meshak og Abed-nego ikke, hvad der ville ske, da de blev kastet i den gloende ovn for at nægte at tilbede en falsk gud. De sagde til kongen: »Vores Gud … kan redde os … Og selv om han ikke gør det … [vil vi stadig] ikke dyrke din gud« (Dan 3:17-18).

På samme måde var mange af den genoprettede Kirkes pionerer villige til at prøve at krydse de nordamerikanske sletter i midten af 1800-tallet, selv om det undervejs medførte døden for nogle. Mormons Bog beretter om gode mennesker, der blev slået ihjel og fortæller, at de »er velsignede, for de er gået bort for at bo hos deres Gud« (Alma 24:22).

I hvert enkelt tilfælde gik mennesker døden i møde med tro. På grund af den fred evangeliet bringer, følte de, at dødens brod blev fjernet. Selv om det er smertefuldt at miste en, man har kær, og selv om de fleste af os ville hade at dø, fordi vi har så meget at leve for, så er det et faktum, at alle på et eller andet tidspunkt vil dø. Når man kender frelsesplanen, så ved man, at døden ikke er verdens undergang. Jeres liv vil fortsætte, og familieforhold kan fortsætte selv efter graven har krævet vores dødelige legeme. I det store hele, så er dødens ødelæggelse ikke evig. Som ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret: »Vi lever for at dø, og vi dør for at leve igen. Ud fra et evigt perspektiv er den eneste død, der virkelig er for tidlig, døden hos én, der ikke er rede til at møde Gud.«1 Et evigt perspektiv er del af den fred evangeliet kan give os.

Herren kender os. Herren elsker os. Og Herren ønsker at hjælpe os. Katastrofer vil komme, men vi behøver ikke at frygte dem. Hvis vi er villige til at blive vejledt og spørge om Herrens ledelse, så vil han gennem Helligånden hjælpe os til at forberede os på, udholde og komme os over en hvilken som helst naturkatastrofe.

Note

  1. Russell M. Nelson, »Gå fremtiden i møde med tro«, Liahona, maj 2011, s. 34.

Forrige side: Redningsfolk leder i murbrokkerne fra en lejlighed, der styrtede sammen under jordskælvet i Haiti i januar 2010.

Foto: Jeffrey D. Allred © Deseret News

Evakuering af mennesker i Houston i Texas, USA, før orkanen Ritas satte ind.

En frivillig fra Hjælpende Hænder leder i murbrokkerne i Joplin i Missouri, USA, efter tornadoens ødelæggelser i maj 2011.

Foto: Carmen Borup