2012
Bønner, noter og naturkatastrofer
August 2012


Bønner, noter og naturkatastrofer

Selv om disse to piger taler vidt forskellige sprog og bor næsten 10.000 km fra hinanden, så har de noget særligt til fælles: De fandt begge måder, hvorpå de kunne være optimistiske, da naturkatastrofer ramte deres hjemby. Læs de sande beretninger fra Honoka O. fra Japan og Maggie W. fra Missouri i USA. Hvad holdt dem trofaste og optimistiske i sørgelige og skræmmende stunder?

Honoka

Mit navn er Honoka, og jeg bor i Chiba præfektur i Japan. Jeg kan lide at lege, sjippe og tegne. Min drøm er en dag at blive illustrator.

Min yndlingshistorie fra skriften er Lehis drøm (se 1 Ne 8). Jeg tror, at Primary er meget vigtig, fordi jeg lærer meget om Gud og Jesus. Jeg elsker nadvermøder, fordi jeg føler mig ren, når jeg tager nadveren, og det gør mig glad.

Jeg var i skole, da der kom et stort jordskælv. Mine første tanker var: »Det her er skræmmende!« og »jeg håber, at min familie har det godt.« Jeg havde en bøn i hjertet om, at de ville være i sikkerhed, og at folks liv måtte blive skånet. Jeg fandt senere ud at, at ingen af mine venner var kommet til skade. Da følte jeg, at Gud havde beskyttet os. Jeg ved, at Gud og Jesus lever.

Maggie

Hej! Jeg er Maggie fra Joplin i Missouri. En aften så min mor stormvarsler i nyhederne, og så gik vi alle sammen ned i kælderen. Den kraftige, pibende vind skræmte mig. Jeg var bekymret for mine venner og vores dyr. Efter stormen var jeg taknemlig for, at min familie var uskadt, og at vores hus ikke havde lidt stor skade.

Mange andre hjem og forretninger var blevet ødelagt af orkanen, der kom gennem byen. Jeg var ked af det på vegne af de mennesker, der havde mistet deres kære. Mine forældre og ældre bror og søster besluttede sig for at hjælpe med at rydde op i vores by. Det fik mig til at tænke på skriftstedet: »Når I er i jeres medmenneskers tjeneste, er I blot i jeres Guds tjeneste« (Mosi 2:17).

Jeg ville også gerne hjælpe med at rydde op, men min mor sagde, at det var farligt for et barn. Så følte jeg Helligånden komme med en god idé, der kunne gøre folk glade. Jeg lavede 20 takkekort til de frivillige. Jeg brugte lang tid på at gøre noget ud af hvert enkelt kort, så folk kunne føle Ånden og vide, at de var vigtige for vores by.

Jeg lærte, at hvis man ikke kan tjene på én bestemt måde, så kan man altid finde andre måder at tjene på. Vor himmelske Fader vil velsigne dig for at tjene ham og din næste.

Maggies hjem

Honokas hjem

Kort af Chad Hutchings, til højre: Foto af Japan © Kyodo/Reuters