2012
Giv aldrig op
Juli 2012


Vores hjem og familie

Giv aldrig op

En ægtemand og hustru fortæller om deres omvendelse til Jesu Kristi evangelium – med 35 års mellemrum.

Hendes historie

I 35 år håbede og ventede jeg på, at min mand skulle blive medlem af Kirken. De lange år var fulde af inderlige bønner, men især tre bønner er mindeværdige vendepunkter i min oplevelse.

Al og jeg blev gift i 1959. Et årti senere havde vi tre børn og boede i en lille by i Canada. Al havde sit eget byggefirma, og jeg var hjemmegående og hjalp af og til med i firmaet. I weekenderne festede Al og jeg med vore venner – altid med alkohol. Min far havde været alkoholiker, så jeg hadede, at druk var så stor en del af vores liv, men det var blevet vores måde at hygge os med andre på.

I året 1969 indså jeg, at mit liv ikke førte nogen steder hen, og at vore børn fortjente bedre end det, vi nu tilbød dem. En aften efter endnu en drukfest knælede jeg ned og bad: »Kære Gud, hvis du er der, så hjælp mig til at ændre mit liv.« Jeg lovede ham, at jeg aldrig ville drikke alkohol igen, et løfte jeg har æret lige siden.

Det var den første mindeværdige bøn, og den blev besvaret hurtigt. Min svigerindes datter, min niece, var blevet inviteret med i Primary af en ven, der var sidste dages hellig. Da min svigerinde lærte mere om Kirken, følte hun sig tilskyndet til at sende mig et abonnement på et af Kirkens tidsskrifter, som kom måneden efter, at jeg havde bedt den første bøn. Jeg vidste ikke, hvad en mormon var, men holdt meget af bladenes budskaber og læste dem fra ende til anden. Jeg besluttede mig for at undersøge Kirken og fandt dér mit svar. Jeg ændrede mit liv, og blev døbt den 19. juni 1970.

Al delte ikke mine ønsker. Han kunne lide vores hidtidige livsstil og fortsatte med at leve på den måde. Han var fortsat en god ægtemand, far og forsørger, men med hensyn til evangeliet så måtte jeg klare mig selv de næste 35 år.

Jeg opdrog vore børn i Kirken, men inden for få år, besluttede børnene, at de hellere ville bruge deres søndage ude på båden med deres far end at være i kirke med mig. Jeg var knust. En dag i 1975 talte jeg med min stavspræsident og fortalte ham, at jeg havde besluttet at forlade Kirken, fordi den opløste min familie. Han lyttede tålmodigt og sagde: »Gør hvad du må, men vær sikker på at din Fader i himlen billiger det.« Så jeg vendte hjem og fastede og bad. Det blev den anden mindeværdige bøn. Svaret, der kom, var et indtryk af, at jeg var leddet i den evangeliske kæde for min familie, og hvis jeg brød det led, ville alle være tabt. Jeg vidste, at svaret kom fra Gud, så jeg forpligtede mig til aldrig at forlade Kirken. Og det gjorde jeg ikke.

At forblive trofast var ikke nemt, men flere ting hjalp mig til at opretholde min tro og tålmodigt vente på den dag, hvor Al ville overveje evangeliet:

  • Jeg elskede altid Al og gjorde mit bedste for at passe på ham og være en støttende, trofast hustru.

  • Jeg bad konstant. Vor himmelske Fader og Jesus Kristus blev mine evangeliske ledsagere. Når Al var besværlig, fordi han ikke efterlevede Kirkens standarder, talte jeg med vor himmelske Fader, hvorved jeg lærte min Frelser at kende.

  • Jeg læste regelmæssigt i skrifterne og alle andre kirkeudgivelser, som jeg kunne få fat i, heriblandt Ensign. To skriftsteder, nærmere bestemt 3 Ne 13:33 og L&P 75:11, blev især betydningsfulde for mig. De gav mig styrke og tålmodighed til at holde ud, mens jeg ventede på en forandring i hjertet hos min mand og børn.

  • Jeg kom trofast i kirken alene, indtil hver eneste af mine børn vendte tilbage. Alle er aktive i dag. Da de blev voksne og flyttede hjemmefra, fortsatte jeg med at komme i kirken alene.

  • Vi holdt familiehjemmeaften uden at Al vidste, at det var det, vi gjorde. Jeg tog bestemte emner op under aftensmaden, og så talte vi om dem som familie.

  • Jeg forsøgte altid at være lydig og gøre, hvad der var ret.

  • Jeg fik yderligere styrke ved at bede om præstedømmevelsignelser.

  • Jeg søgte råd hos præstedømmeledere.

  • Jeg behandlede mine kirkevenner som familie.

  • Jeg tog til templet og modtog min begavelse. Det tog mig mange år at træffe den beslutning, fordi jeg var bange for, at det ville gøre mit forhold til Al mere kompliceret. Til sidst besluttede jeg, at det var det bedste valg for mig. Al støttede det, hvilket gjorde mig glad, og efter at have modtaget min begavelse, bar jeg ikke længere nag over for Al som grunden til, at jeg ikke tog til templet. Når jeg var i templet, skrev jeg ofte Als navn på bønnelisten.

Egentlig fortsatte jeg med at leve som et trofast medlem af Kirken. Jeg så efter små måder, hvorpå jeg kunne dele evangeliet med ham, selvom han normalt ikke ville høre det. Men jeg opdagede, at Helligånden inspirerede mig med at sige de rette ting på rette måde og på rette tidspunkt. Jeg lærte senere, at på grund af min trofasthed over for Al, blev han fra tid til anden rørt af Ånden.

Han gik endda ved flere lejligheder med til at lytte til missionærlektionerne. Men hver gang blev mit hjerte knust, fordi han vendte altid tilbage til sin gamle livsstil. Men selv i de svære stunder vågede vor himmelske Fader over mig og kompenserede for det, som jeg ikke havde, med andre velsignelser. Jeg vidste hele tiden, at der var noget i Al, der var værd at vente på.

Han begyndte langsomt at foretage ændringer. Han holdt op med at bande. Han holdt op med at drikke. Han behandlede mig bedre end han nogensinde før havde gjort. Han begyndte at komme i kirke.

Og jeg fortsatte med at bede.

Det fantastiske svar på min tredje mindeværdige bøn kom i april 2005. Jeg tvivlede på, om Al nogensinde ville acceptere Jesu Kristi evangelium – jeg følte mig lidt desperat. Jeg tryglede vor himmelske Fader om hans hjælp. Det må have været det rigtige tidspunkt, fordi Al blev døbt den 9. juli.

Selv om det ikke var nemt at nå til dette punkt, er jeg taknemlig for at have været vidne til Guds vidunderlige kraft til at ændre et ikke-troende hjerte til et troende. Jeg ved, at han hørte og besvarede de mange bønner jeg bad i de 35 år. På grund af hans svar, lever jeg nu med en forandret mand, en som elsker vor himmelske Fader, lige så meget som jeg gør. Og vi elsker hinanden dybere end nogensinde før.

Jeg ved, at der findes andre i Kirken, der venter, håber og beder til, at en af deres kære må komme ind i Kirken. Jeg ønsker at opmuntre disse brødre og søstre til at tage imod Frelserens invitation »kom til mig« (Alma 5:34) for dem selv og ikke blot på vegne af deres kære. Jeg ved af erfaring, at dette vil bringe styrke, som intet andet kan. At holde sig tæt til vor himmelske Fader, at holde hans befalinger og nyde de nuværende velsignelser vil bringe glæde og tillade ham at virke gennem os.

Jeg vidner om, at Gud virkelig hører vore bønner. At vente på Herren og acceptere hans tidsplan i tro er sjældent let, men jeg ved, at hans timing altid er den rette.

Hans historie

I 35 år drøftede mange mennesker evangeliet med mig. Min hustru lod aldrig en mulighed for at tale om det gå forbi, og hun lod behændigt Mormons Bog og Ensign ligge fremme. Jeg tog dem naturligvis aldrig op. Hun inviterede tit missionærerne hjem, og to eller tre gange underviste nogle af dem mig endda i missionærlektionerne.

Hvad var det så, der forhindrede mig i at træde ned i dåbens vande?

Jeg havde altid en undskyldning. Jeg havde lange arbejdsdage. Jeg kunne ikke se, hvordan jeg nogensinde skulle få tid til evangeliet. Jeg havde alt for travlt med at tjene penge. Så jeg fortalte Eva: »Når der er dag falder mere ro over tingene, og jeg har mere tid, så læser jeg Mormons Bog.«

Men det gjorde jeg ikke. I øvrigt var jeg ikke en læsehest, og når jeg endelig prøvede at læse i Bibelen, gav det ikke meget mening for mig. Så sådan var det.

Der var også noget andet, der forhindrede mig i at tilslutte mig Kirken, noget der var mere alvorligt; det syndige liv, jeg levede. Kong Benjamin lærer os, at »det naturlige menneske er en fjende af Gud … medmindre han giver efter for den hellige Ånds tilskyndelser« (Mosi 3:19). Jeg gav ikke efter – jeg lod bare stå til. Frelseren har sagt: »Den, der ikke er med mig, er imod mig« (Matt 12:30). Jeg ved nu, at jeg på grund af den måde, hvorpå jeg levede mit liv, var imod ham. Jeg havde brug for at ændre mig.

Jeg levede med evangeliet, men jeg levede det aldrig, men som tiden gik, begyndte jeg at føle Ånden. Jeg holdt op med at feste og drikke. Da jeg foretog den ændring, begyndte Ånden at manifestere sig mere regelmæssigt. Jeg var stadig ikke den, jeg burde være – mit sprog var ikke særligt godt, og jeg havde nogle dårlige vaner, som jeg skulle bearbejde – men jeg ændrede mig.

Så en dag modtog jeg en pakke. Det var fra min datter, Linda. Den indeholdt en Mormons bog og en Bibel med en masse understregede skriftsteder. Hun skrev også et brev til mig, hvori hun fortalte mig, hvor meget hun holdt af mig og ønskede, at jeg skulle vide, hvad hun vidste.

Hun skrev: »At spørge med et oprigtigt hjerte og med oprigtig hensigt er den eneste måde at vide på, om Jesu Kristi evangelium er sandt.«

Linda havde skrevet en række skriftsteder, der ledte mig på en rejse med bøn og skriftstudium.

»Den eneste måde, hvorpå jeg kan lære min Frelser og vor himmelske Fader at kende,« skrev hun, »er ved at bede og læse om dem i skrifterne.«

Hun beskrev så, hvor vigtig ydmyghed er, og hvordan hun ikke kunne finde fred uden Gud i sit liv. Til sidst skrev hun. »Lad være med at udsætte det længere. Du er blevet givet så meget. Nu er det tid til at give tilbage til vor himmelske Fader. Det er den eneste vej til sand glæde.«

Jeg havde ikke længere nogen undskyldninger. Der kom mere ro over arbejdet, og jeg havde lidt mere tid. Jeg begyndte at læse og studere de skriftsteder, hun havde understreget for mig, som gav mig lyst til at læse hele Mormons Bog. Men der var stadig meget, som jeg ikke forstod.

På det tidspunkt kom jeg også til nadvermøderne, fordi min hustru sagde, at det ville være rart, hvis jeg kom og sad ved siden af hende. Hun foreslog også, at jeg læste Lære og Pagter. Det gjorde jeg, og forstod den bedre. Med min hustrus hjælp, læste jeg så Mormons Bog og oplevede, at skrifterne blev levende for mig. Gennem megen bøn, blev Ånden tændt i mig.

Hvad gjorde forskellen for mig? Helligånden og et kendskab til skrifterne. Begge dele gav mig modet til at ændre mit liv og til at spørge Gud om tilgivelse for mine synder, som var den egentlige årsag til, at jeg ikke havde tilsluttet mig Kirken i alle disse år.

At bekende mine synder var utrolig svært. Det bragte mig så meget smerte, at jeg lå i min seng i tre dage i sorg. Men gennem Jesu Kristi forsoning blev jeg tilgivet. Da gav vor himmelske Fader mig styrken til at stå op og komme videre med mit nye liv.

Min søn, Kevin, døbte mig den 9. juli 2005. En af de missionærer, der havde undervist min hustru årtier tidligere, deltog. To år senere tog jeg min familie til templet i San Diego i Californien for at blive beseglet for tid og al evighed.

De sidste 7 år har været de lykkeligste år i mit liv. Jeg kan endelig tage min plads som patriark og åndelige leder for vores familie og tage del i evangeliet med min hustru, vore børn og vore ni børnebørn. Dette familiesammenhold har styrket os alle åndeligt. En svigersøn har tilsluttet sig Kirken og fire af vore børnebørn har tjent eller tjener på fuldtidsmission. Mit nye liv i Kirken er et mirakel. Jeg havde ingen anelse om, hvilken stor lykke og udvikling det ville bringe mig.

Jeg er så taknemmelig for denne chance, jeg er blevet givet. Jeg er taknemmelig for at kunne råde bod på alle de år ved at arbejde for Herrens værk.

Mens jeg læste min datters brev, indså jeg, at jeg ikke havde nogen undskyldninger.

Vi oplever en stor glæde i vores liv, fordi vi er blevet forenet i evangeliet.

Fotoillustration: Craig Dimond