Bønnens styrke

Paul VanDenBerghe

Kirkens Tidsskrifter

Billede

youth in front of Cebu City Philippines Temple

Teenagere fra øen Cebu på Filippinerne fortæller om at modtage svar på deres bønner.

Af jordens mange tusinder af øer, udgør en klynge på 7107 af dem ø-nationen Filippinerne i Sydøst Asien. En vittighed som fortælles på Filippinerne går på, at der er 7107 øer, men det er kun, når det er lavvande. Når det er højvande, falder tallet til 7100 øer, da nogle af dem forsvinder under havets overflade. Så hvordan holder de unge piger og unge mænd fra Filippinerne hovedet oven vande, når de føler sig overvældede? De vender sig til vor himmelske Fader i bøn.

Der vil være tidspunkter i vores liv, hvor vi føler os alene, men hvis vi husker, at vor himmelske Fader altid er der for os – altid er rede til at høre og besvare vore bønner – kan vi støtte os til den kendsgerning og føle det håb og den tillid, der udspringer af denne viden.

Bøn bringer tillid

Joselito B. fortæller om dengang, da han som 12-årig blev valgt til at deltage i en fortællerkonkurrence. Hans lærer bad ham lære et 10-siders manuskript udenad, som han senere skulle opføre foran hundrede andre elever og lærerstaben. Det kan være en skræmmende opgave for enhver, men ikke mindst for Joselito, som har sceneskræk.

»Det første jeg gjorde var at bede en bøn og bede om vejledning,« siger Joselito. »Under bønnen bad jeg om at kunne fortsætte og finde på nye sætninger, hvis jeg skulle komme til at glemme dele af manuskriptet. Efter bønnen, huskede jeg mit yndlingsskriftsted fra Det Gamle Testamente. Det er i Ordsprogenes Bog 3:6, som siger: ›Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.‹«

Joselito var nervøs. Men han arbejdede hårdt hele ugen for at lære manuskriptet udenad. Og han bad meget hver eneste dag. Endelig oprandt dagen for konkurrencen.

Under åbningskommentarerne til konkurrencen, var Joselito stadig meget nervøs. »Men under fortællingen havde jeg det fint,« siger han. »Jeg gjorde mit bedste, og jeg vidste, at Gud ville hjælpe mig. Jeg var frustreret og skræmt, fordi der var så mange elever, men Gud besvarede mine bønner.«

Joselito var ikke blot i stand til at huske hele manuskriptet til sin historie, men han gjorde det så godt, at han vandt konkurrencen. Joselito siger: »Bøn er svaret, når du ikke har nogen omkring dig til at trøste dig. Gud er der altid til at hjælpe dig.«

Bøn bringer styrke

Ken G. havde aldrig haft de store problemer med at overholde sine høje standarder, eftersom han som dreng voksede op i en aktiv sidste dages hellig familie. Men det blev svært, da han begyndte i gymnasiet og tit følte sig isoleret fra sin families gode indflydelse – især på skolen.

»Selv om de ikke var medlemmer af Kirken, var mine gymnasievenner mine nærmeste venner,« siger Ken. »Vi havde et stærkt sammenhold. Problemet var, at de begyndte at gøre ting, der ikke fulgte vore kirkestandarder.«

Hjemme havde Ken aldrig problemer med at vælge det rette, men han fortæller, at da han kom i skole, og hans familie ikke længere var i nærheden til at vejlede ham, begyndte han at træffe forkerte valg. »Jeg indrømmer, at jeg gjorde ting, der ikke var i tråd med Kirkens standarder, så når jeg deltog i seminar, følte jeg altid, at jeg var personen, man talte om i lektionen.«

Det var der, at Ken indså, at han var nødt til at ændre sig, men han følte sig ikke stærk nok til at gøre det alene. »Jeg satte mig så et mål om at bede til Gud om at give mig styrke og mod til at sige fra over for mine venner, når de gjorde noget dårligt,« forklarer han. »Jeg følte, at Gud besvarede mine bønner. Det blev lettere for mig at sige nej, hver gang mine venner bad mig gøre noget forkert, eller når de fristede mig. Jeg havde allerede viden og vidste, hvad der var rigtigt og forkert. Men det var gennem bønnen, at jeg følte, jeg fik styrken og gaven til at sige nej og gøre det, der var rigtigt.«

Ken siger, at det vigtigste han lærte af denne oplevelse var, at »bøn er et tegn på din ydmyghed, fordi du erkender over for dig selv, at du er svag, og at kun Gud kan hjælpe dig til at blive stærk« (se L&P 112:10).

Bøn bringer velsignelser

Somme tider har vi brug for mere end trøst eller styrke alene; somme tider har vi brug for mere håndgribelige velsignelser. Tania D. husker en sådan tid. Hendes familie befandt sig i en særlig økonomisk svær tid. »Det var lørdag aften, og vi havde kun 40 pesos (ca. 5 danske kr.) tilbage til ugen, og vi havde ingen mad til aftenen eller kul til kakkelovnen derhjemme,« siger Tania. »Min mor gav mig en liste med alt det, vi havde brug for, og vi skulle bruge 250 pesos til at købe det. Det første vi skulle bruge var kul, så vi kunne lave mad.« Tania kunne se, at der ikke var nok penge til det hele. Så indså hun, at de heller ikke ville have råd til at tage bussen til kirken den næste dag. »Jeg fortalte min mor, at vi ikke havde nok til at betale busbilletten til kirken. Men min mor er meget trofast, og sagde kun: ›Gud vil sørge for os.‹

På vej hen til butikken græd jeg, fordi vi ikke havde nok penge til det hele, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre,« siger Tania. Mens hun foldede en af 20 pesos sedlerne sammen og lagde den i lommen, gjorde hun det eneste hun kunne forestille sig ville hjælpe – hun bad en bøn. »Jeg bad vor himmelske Fader om hjælp til at finde en måde, hvorpå vi kunne få dækket vore behov.«

Men da hun nåede hen til den første butik, så hun, at prisen på kul var steget fra 5 pesos til 20 pesos. »Jeg tøvede med at købe det,« siger Tania, »men jeg kunne mærke Helligånden hviske til mig, at jeg skulle købe det alligevel, så det gjorde jeg. Nu havde jeg kun 20 pesos tilbage, men jeg havde stadig en masse indkøb endnu, deriblandt bleer til min bror og rent drikkevand. Jeg gik så hen til den næste butik for at købe ind til vores aftensmad, og det var også alt for dyrt. Jeg rakte ned i min lomme efter de 20 pesos, men nu var der fem 20 pesos sedler i rullen. Jeg begyndte at græde lige foran butiksejeren.

Det endte med, at jeg kunne købe alle de ting, vi havde brug for,« siger Tania, »og vi havde også nok til at komme i kirke den næste dag. Da jeg kom hjem, gik jeg ind på mit værelse og takkede Gud for den velsignelse, han havde givet os. Jeg ved, at Gud virkelig lever og besvarer vore bønner, især i stunder, hvor vi har allermest brug for ham, og hvor vi beder en oprigtig bøn. Han besvarer virkelig den bøn.«

Bøn holder os nær vor himmelske Fader

Selv om vi kan være sikre på, at vor himmelske Fader hører og besvarer vore bønner, så må vi huske på, at vore bønner ikke altid besvares med det samme, og ikke altid på den måde, vi ønsker det. Vore bønner bliver besvaret efter Guds vilje og timing.

Hver enkelt af disse teenagere fra den Filippinske ø Cebu lærte, at uanset om vi befinder os i gode eller dårlige stunder, om vi er alene eller sammen med mennesker, uanset om det er højvande eller lavvande, så er vor himmelske Fader der altid for os. Hvis vi vender os til ham i oprigtig bøn, så er han altid klar til at velsigne os.

Fra venstre: Joselito, Joahnna, Rosa og Ken samles foran templet i Cebu City på Filippinerne.