2011
Profeten Joseph Smith: Oversætter af Mormons Bog
Oktober 2011


Profeten Joseph Smith

Oversætter af Mormons Bog

Mormons Bog er en enestående bog med hellig skrift. Selv om fordums profeter har skrevet den, så kom den ikke til os på samme måde som Bibelen. Bibelen blev fortrinsvis skrevet på ruller i den gamle verden som individuelle bøger og i århundreder kopieret af skrivere. Først i det fjerde århundrede efter Jesus Kristus blev disse adskilte bøger samlet og præsenteret i et bind, som vi omtaler som Bibelen.

I modsætning hertil blev Mormons Bog nedskrevet af fordums profeter i den nye verden på metalplader, primært forkortet af en profet – Mormon (herfra titlen) – i det femte århundrede e.Kr. til en optegnelse på gyldne plader. Hans søn Moroni gravede senere pladerne ned, hvor de forblev indtil 1827, hvor Moroni som en opstanden person overdrog dem til en ung mand ved navn Joseph Smith.

Det følgende er beretningen om, hvordan Joseph modtog, oversatte og udgav optegnelsen, der nu har titlen Mormons Bog: Endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus. Frelseren selv bevidnede, at bogen er sand (se L&P 17:6).

  1. I 1820 boede en 14-årig dreng ved navn Joseph Smith i nærheden af Palmyra i staten New York. Selv om han var ung, overvejede han sin stilling i Guds øjne, og han var forvirret over påstandene hos de forskellige kristne kirker, som søgte nye medlemmer ved at modsige de andres påstande. Joseph besluttede på baggrund af sit studium af Bibelen at søge visdom ved at spørge Gud, »som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser« (Jak 1:5). Han gik ind i skoven i nærheden af sit hjem for at bede.

  2. Da Joseph knælede ned og bad, faldt en strålende lyssøjle på ham. I den så han to personer. Vor himmelske Fader talte og sagde: »Det er min elskede Søn. Hør ham!« (JS-H 1:17). Herren fortalte Joseph, at han ikke skulle tilslutte sig nogen af kirkerne, fordi ingen af dem var sande, men han blev lovet, »at evangeliets fylde engang i fremtiden ville blive tilkendegivet for [ham].«1

  3. Tre år gik, hvor Joseph fortalte andre om sin oplevelse – og blev forfulgt for det. Han fortalte: »Skønt jeg blev hadet og forfulgt, fordi jeg sagde, at jeg havde set et syn, så var det dog sandt; og … jeg [blev] tilskyndet til at sige i mit hjerte: Hvorfor forfølge mig, fordi jeg siger sandheden? Jeg har virkelig set et syn, og hvem er jeg, at jeg kan modstå Gud, eller hvorfor forsøger verden at få mig til at fornægte, hvad jeg virkelig har set? For jeg havde set et syn; jeg vidste det, og jeg vidste, at Gud vidste det, og jeg kunne ikke fornægte det« (JS-H 1:25).

  4. Den 21. september 1823 bad Joseph, da lys fyldte hans soveværelse på loftet, og en engel ved navn Moroni viste sig. Moroni fortalte Joseph om tekster skrevet af fordums profeter. Optegnelsen var indgraveret på gyldne plader og lå nedgravet i en nærliggende høj. Joseph fik at vide, at han skulle oversætte optegnelsen.

  5. Joseph blev endelig, den 22. september 1827, betroet pladerne, og han tog dem op fra en stenkiste, som lå gemt under en stor sten på en høj i nærheden af Palmyra i staten New York.

  6. Joseph Smith var som de fleste på landet i de dage næsten uden uddannelse. Som hjælp til oversættelsen havde Gud givet ham et meget gammelt oversættelsesredskab, der hed Urim og Tummim. Han blev også hjulpet af skrivere, som nedskrev det, han dikterede, mens han oversatte. Blandt disse skrivere var hans hustru Emma, Martin Harris, en velstående gårdmand, og Oliver Cowdery, der var skolelærer. Hovedparten af oversættelsen blev færdig på mindre end tre måneder, efter at Oliver begyndte at virke som skriver.

    Emma beskrev, hvordan det var at tjene som Josephs skriver: »Intet menneske kunne have dikteret manuskriptet, medmindre han var inspireret, for når [jeg] virkede som skriver for ham, dikterede [Joseph] for mig time efter time, og når han vendte tilbage efter måltiderne eller efter andre afbrydelser, begyndte han straks, hvor vi var standset, uden hverken at se manuskriptet eller få nogen del af det læst op for sig.«2

    Joseph forklarede om betydningen af fremkomsten af Mormons Bog. »Ved Guds kraft oversatte jeg Mormons Bog fra hieroglyfisk, hvortil kendskabet var gået tabt for verden. Om denne vidunderlige begivenhed var jeg alene, en uskolet ung mand, som skulle bekæmpe verdslig visdom og otte århundreders ophobet uvidenhed med en ny åbenbaring.«3

  7. I de 18 måneder, hvor Joseph havde pladerne, var han ikke den eneste, som så og håndterede dem. Tre mænd – Oliver Cowdery, David Whitmer og Martin Harris – vidnede formelt om, at englen Moroni viste dem de gyldne plader, og at de vidste, at pladerne »er blevet oversat ved Guds gave og kraft, for hans røst har kundgjort det for os.« Otte andre mænd vidnede også om, at de havde set og løftet på de gyldne plader.4

  8. I august 1829 havde Joseph indgået aftale med trykkeren Egbert B. Grandin fra Palmyra i New York om at trykke bogen. Martin Harris pantsatte sin gård for at betale for trykning af bogen, og den 26. marts 1830 blev Mormons Bog udbudt til salg.

  9. Den 6. april 1830 var omkring 60 mennesker forsamlet i en bjælkehytte i Fayette i staten New York. På foranledning af Herren Jesus Kristus stiftede Joseph Smith formelt Frelserens kirke, genoprettet som den oprindeligt var organiseret og ledt af apostle og profeter med myndighed til at tale på Guds vegne. En senere åbenbaring til Joseph Smith gav Kirken dens navn: Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (se L&P 115:4).

Noter

  1. Joseph Smith, i History of the Church, 4:536.

  2. Interview med Emma Smith af Joseph Smith III, feb. 1879, i Saints’ Herald, 1. okt. 1879, s. 290.

  3. Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 61.

  4. Se »De tre vidners vidnesbyrd« og »De otte vidners vidnesbyrd« i indledningen til Mormons Bog.

Fra venstre: Bror Joseph, af David Lindsley © 1998; Joseph Smith søger visdom fra Bibelen, af Dale Kilbourn © 1975 IRI; Joseph Smiths første syn, af Greg Olsen, må ikke kopieres; foto af scene fra Joseph Smith: Genoprettelsens profet: Matthew Rier © IRI

Fra venstre: Englen Moroni viser sig for Joseph Smith, af Tom Lovell © 2003 IRI; foto af scene fra Joseph Smith: Genoprettelsens profet: Matthew Reier © IRI; foto af scene fra Joseph Smith: Genoprettelsens profet: John Luke © IRI; Ved Guds gave og kraft, af Simon Dewey; detalje fra maleri af William Maughan © 1998; foto: Craig Dimond © IRI; foto af scenen fra Joseph Smith: Genoprettelsens profet: Matthew Rier © IRI