2011
Et helligt værk
Oktober 2011


Et helligt værk

Han var modtagelig over for alt, hvad vi underviste i. Så hvorfor ville han ikke tage imod Mormons Bog, da jeg rakte ham den?

En aften bankede min missionærkammerat og jeg på hos en ung mand, som var udvekslingsstudent på et af Londons mange universiteter. Han inviterede os indenfor, og vi forklarede, at vi var missionærer fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Han syntes ivrig efter at høre mere om evangeliets gengivelse, så vi vidnede om profeten Joseph Smith og fortalte ham om en hellig bog fra vor himmelske Fader, en bog ved navn Mormons Bog. Vi fremhævede, at den var hellig, fordi den vidner om Jesus Kristus.

Vi forklarede ham, at han selv kunne finde ud af, om den var sand, og tilbød ham et eksemplar. Da jeg rakte ham Mormons Bog, rejste han sig og forlod stuen uden et ord. Jeg stod et øjeblik med Mormons Bog i hånden, og min kammerat og jeg stirrede på hinanden og overvejede, hvad vi skulle gøre. Jeg lagde bogen på bordet.

Vi kunne se, at vores unge ven stod ude i køkkenet og vaskede sine hænder og tørrede dem i et rent håndklæde. Han kom ind i stuen igen og tog Mormons Bog fra bordet, mens han blot sagde: »Mit folk vasker altid hænder, inden de rører ved noget helligt.« Jeg fik tårer i øjnene, mens jeg så denne unge mand slå op i Mormons Bog for første gang og vende dens hellige sider med rene hænder.

Alma har lært os, at skrifterne er hellige og er bevaret for at bringe vores sjæl frelse. Han sagde til sin søn Helaman: »Gud har betroet dig disse ting, som er hellige, og som han har holdt hellige, og som han også vil beskytte og bevare med det, som han anser for et vist formål, for at han kan vise sin magt for kommende slægter« (Alma 37:14).

Jeg blev sendt på mission for at undervise folk om Jesu Kristi gengivne evangelium, men det var mig, der blev undervist af denne unge mand med hans rene hænder. Hos mange kulturer – blandt andet min egen – er det ikke nødvendigt at vaske hænder, inden man læser i skrifterne, men hans enkle, respektfulde gestus var en ærbødig og stærk påmindelse om Mormons Bogs hellighed.

Fotoillustration: Simon Jones