Til vi ses
Tempelvelsignelser nu og i al evighed
Min forståelse af templets velsignelser er vokset, efterhånden som jeg fik mere brug for dem.
Jeg kan huske, at vi havde billeder af templet på væggene, da jeg var lille. Selv om jeg var for lille til at forstå templets velsignelser, vidste jeg, at jeg ville derhen en dag. I Unge Piger begyndte jeg at forstå de velsignelser, som man kunne modtage i templet. På det tidspunkt var min familie mindre aktiv, og jeg bad hver eneste dag om, at vi måtte kunne blive beseglet som en evig familie.
I efteråret 1993, to uger før jeg fyldte 18, tog min familie i templet. Jeg kan huske den følelse, jeg havde, da jeg i templet i Provo i staten Utah blev beseglet til mine forældre og søskende. Da jeg forlod templet den dag, mente jeg, at jeg forstod de velsignelser, som det havde bragt mig.
To år senere, i sommeren 1995, var jeg blevet forlovet og tog i templet for at modtage min egen begavelse. Hvor var det dog vidunderligt at modtage endnu en velsignelse i templet! Tre dage efter at jeg havde modtaget min begavelse, blev jeg beseglet til min mand for tid og al evighed i templet i Manti i Utah. Jeg indså, at jeg havde modtaget endnu en velsignelse, som jeg ikke tidligere havde modtaget – min mand og jeg kunne blive en evig familie. Atter mente jeg, at nu havde jeg modtaget alle templets velsignelser.
Da vi havde været gift i seks år, opdagede vi, at vi ventede familieforøgelse. Vi glædede os sådan til at opdrage vores søn og undervise ham i evangeliet. Men 24 uger inde i graviditeten blev vores lille dreng født og kæmpede for sit liv. Efter kun otte uger vendte han tilbage til vor himmelske Fader. Da jeg holdt ham for sidste gang, erkendte jeg endnu en vidunderlig velsignelse ved templet: Vores søn var født i pagten og var vores for evigt.
Atten måneder efter at vores søn var død, blev vi ringet op af SDH-familietjeneste, som fortalte os, at en ung kvinde havde valgt at overlade sit spædbarn til os. Da vi vidste, at vi ikke kunne få flere biologiske børn, blev vi meget begejstrede.
Da vores lille pige var seks måneder gammel, var adoptionen helt på plads, og vi tog hende med i templet, så hun kunne blive beseglet til os. Fire år efter at vores lille pige blev en del af vores familie, valgte en anden ung kvinde os til at være forældre for en dejlig, lille dreng. Atter oplevede vi velsignelsen ved at tage et seks måneder gammel barn med i templet. Jeg glemmer aldrig den følelse, jeg havde, da jeg så mine børn i templet, klædt i hvidt, hvor de blev beseglet til min mand og mig for al evighed.
Jeg indser nu, at jeg ikke forstod alle de velsignelser, som templet kunne skænke mig, da jeg var i Unge Piger, eller da jeg blev beseglet til min mand, eller da vores søn døde. Og selv om jeg erkender mange flere velsignelser i dag, end jeg har gjort tidligere, så ved jeg nu, at templet er et sted for evige velsignelser, velsignelser, som kommer til os i dette liv og i evigheden. Nogle af dem genkender vi sagtens i dag, og andre underviser os, styrker vores vidnesbyrd og hjælper os med en dag at nå vores evige hjem.
Templet er et sted med fred og trøst, glæde og fornyelse. Jeg er mere taknemlig for templet nu, end jeg nogensinde før har været, og jeg beder til, at jeg, når jeg vender tilbage dertil, kan blive ved med at lære og værdsætte templets velsignelser.