De talte til os
Kom i gang
At hvile ud på bakkekammen kan synes som en god måde at undgå fejltrin på, men det er også en måde at undgå at gøre fremskridt på.
Der fortælles en historie om en gruppe røgdykkere. Disse modige mænd og kvinder bekæmper skovbrande ved at springe ud med faldskærm fra et fly og bekæmpe branden oppefra og ned, mens andre bekæmper den nedefra.
Under en særlig voldsom skovbrand samledes et hold af eliterøgdykkere til en briefing, inden de skulle af sted med deres fly. Lederen – en klog og erfaren brandmand – fortalte røgdykkerne, at situationen var meget usikker, og han kunne ikke give dem præcise instrukser. I stedet sagde han, at røgdykkerne skulle kontakte ham via radioen, når de landede på bakkekammen over branden. Så ville han give dem instrukser med hensyn til, hvordan de skulle begynde brandslukningen.
Røgdykkerne tog hurtigt af sted i deres fly, sprang med faldskærm ned på bakkekammen over den buldrende brand og gjorde sig klar til indsats. Mens de betragtede branden oppefra, kunne de se en halv snes mulige veje, som de kunne følge, når de påbegyndte slukningen.
I overensstemmelse med deres aftale med indsatslederen, tog holdlederen en håndholdt radio frem, fandt den rigtige frekvens og bad indsatslederen om instrukser med hensyn til, hvilken sti de skulle vælge. Men der lød kun statisk knitren fra radioen; de kunne slet ikke høre indsatslederen.
Da røgdykkerne antog, at indsatslederen var optaget af andre gøremål, besluttede de at vente ti minutter og så prøve igen. Men da de kaldte indsatslederen igen, var det med samme resultat – statisk knitren og ingen instrukser.
Røgdykkerne rådførte sig med hinanden. De kunne se flere stier ned ad bjerget, som de kunne følge til en god udgangsposition for deres slukningsarbejde, men de var bekymrede over, at de ikke havde modtaget vejledning fra indsatslederen. De var bekymrede for, at hvis de begav sig ned ad den sti, som i deres øjne så bedst ud, så fulgte de måske en kurs, der stred imod det, som indsatslederen ønskede, og så ville de blive tvunget til at trække sig tilbage.
Så de besluttede at vente oppe på bakkekammen. Et kvarter senere prøvede de igen indsatslederen. Intet resultat. De tog deres rygsække af og fandt et sted at sidde ned. En halv time blev til en time, og en time blev til to timer. De prøvede regelmæssigt at få fat i indsatslederen. Men nøjagtig som før modtog de kun statisk knitren.
Røgdykkerne besluttede at spise deres frokost. Da de bagefter stadig ikke kunne få kontakt med indsatslederen, lagde de sig på deres rygsække og tog en lur. De var irriterede. Hvis indsatslederen dog bare ville vise dem en smule opmærksomhed og sige, hvilken vej de skulle følge, så ville de med glæde følge den kurs og gå i gang med slukningsarbejdet. Men indsatslederen syntes at ignorere dem, da han sikkert var optaget af andet. Og de havde besluttet sig for, at de ikke ville gå nogen steder uden indsatslederens instruks. De var jo trods alt blevet lovet retningslinjer, inden de sprang ned på bakkekammen.
Syv timer efter at røgdykkerne var landet på bakkekammen, kom en udmattet holdleder fra den gruppe, der bekæmpede ilden længere nede ad bjerget op ad stien og fandt røgdykkerne. Han var fuldstændig lamslået. Han nærmede sig deres leder og spurgte: »Hvorfor ligger I her og daser på bakkekammen? Vi havde hårdt brug for jeres hjælp. Ilden var ved at tage magten fra os, fordi vi ikke havde nogen hjælp til at holde den under kontrol. Og i al den tid har I bare ligget her og slappet af?«
Røgdykkernes leder forklarede deres problem til holdlederen. De var blevet lovet instrukser fra indsatslederen. De havde ihærdigt forsøgt at få de instrukser. Men indsatslederen havde ignoreret dem og aldrig besvaret deres opkald. De kunne ganske vist se flere stier ned til branden. Men de var bange for at vælge den forkerte. Så de besluttede at vente, indtil de modtog de lovede instrukser fra indsatslederen.
Holdlederen rakte hånden frem og tog den lille radio, som røgdykkerne havde anvendt. Han gik små 45 meter ned ad en af stierne mod branden. Så stoppede han op og afprøvede radioen. Indsatslederens stemme gik klart og tydeligt igennem. Så gik holdlederen tilbage til toppen af bakkekammen og gik 50 meter ned ad en anden sti. Så stoppede han op og kaldte indsatslederen. Igen lød indsatslederens stemme med det samme.
Holdlederen gik tilbage til røgdykkerne og kastede radioen hen til deres leder med ordene: »I befinder jer i en død zone. Det eneste, I skulle gøre, var at bevæge jer lidt ned ad en af stierne, så havde indsatslederen let kunnet give jer de nødvendige kursændringer og ført jer ned til det sted, hvor vi havde brug for jer. I stedet drev I den af heroppe og var totalt unyttige.«
I vores søgen efter åndelig vejledning og hjælp kan vi være fristet til at gøre nøjagtig som røgdykkerne. Vi befinder os på ukendt område. Vi ser flere veje, som vi kunne vælge, og vi er ikke sikre på, hvilken vej vi skal vælge. Vi er blevet lovet inspiration og hjælp fra vor himmelske Fader. Men den kommer ikke altid lige med det samme. Vi bliver fortvivlede og beslutter, at vi bare må sætte os ned og vente, indtil den lovede vejledning kommer. Vi venter, og vi venter, og vi venter og spekulerer på, hvorfor den guddommelige Indsatsleder ikke hjælper os på vej.
Hvis vi gør det, overser vi et vigtigt princip ved åbenbaring. Vor himmelske Fader forventer, at vi bruger vores intelligens, vore evner og erfaring til at udstikke en forhåndskurs. Når vi begiver os fremad ad den sti, vi har valgt, kan vi meget bedre modtage de kursændringer, som han måtte have til os. Men hvis vi blot sætter os på bakkekammen og læner os op ad vores rygsæk, indtil han giver os instrukser, risikerer vi at befinde os i en åndelig dødszone.
Præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum har sagt:
»Det forventes af os, at vi anvender det lys og den kundskab, som vi allerede besidder, til at forme vores tilværelse. Vi bør ikke behøve en åbenbaring til at hjælpe os i gang med vore pligter, for vi har allerede i skrifterne fået at vide, hvad vi skal gøre; ej heller bør vi forvente, at åbenbaring skal erstatte åndelig eller timelig viden, som vi allerede har modtaget – den kan blot uddybe den. Vi skal klare tilværelsen på en almindelig, hverdagsagtig måde i overensstemmelse med de rutiner og regler, der nu engang styrer livet.
Regler og love og befalinger er en værdifuld beskyttelse. Hvis vi har brug for åbenbaret instruks til at ændre vores kurs, så venter den hen ad vejen, når vi ankommer til det sted, hvor der er brug for den.«1
Jeg vidner om, at den bedste og tydeligste vejledning kommer til os, når vi ikke bare venter på, at vor himmelske Fader skal sende hjælp og vejledning, men når vi virker med iver og går til sagen. Til de af jer, som venter på, at Herren skal give jer vejledning – I, som har brug for hjælp til en vigtig beslutning eller svar på et spørgsmål – giver jeg denne udfordring: Brug jeres intelligens under bøn og overvejelse og brug jeres ressourcer til at vælge den vej, der synes rigtig for jer. Følg så den vej med iver (se L&P 58:26-28). Når det er tid til en kursændring, skal han nok være der og vejlede jer.
Fotografi © Landov