2011
To byer og mild barmhjertighed
Juli 2011


To byer og mild barmhjertighed

Tiffany Taylor Bowles, Illinois i USA

Ligesom Nauvoo i Illinois ligger Natchez i staten Mississippi på et højdedrag ved Mississippifloden. De tidlige sidste dages hellige, som ankom fra England, drog ofte igennem Natchez på deres vej fra New Orleans til Nauvoo. Faktisk stak en nogle bøller i 1844 ild til en båd i Natchez’ havn, fordi den medbragte sidste dages hellige.

Da jeg ankom til Natchez for at begynde på et job for USA’s nationalparker, havde jeg mine tvivl og en vis angst. Jeg havde forladt alt det, der var trygt og velkendt hjemme i Utah, og jeg tog nu bolig i denne nye og tilsyneladende fremmede by. Jeg følte mig ensom og fortabt.

På den første oplæringsdag på arbejdet viste parkbetjenten mig rundt i parkens hovedbygning fra borgerkrigstiden og demonstrerede den form for rundvisning, som jeg snart selv skulle udføre. Da vi havde gennemgået den første etage, havde jeg allerede svært ved at huske det hele. Med sine franske rokokomøbler og sit engelske porcelæn var huset indbegrebet af Sydens velstand – og det overvældede mig helt. Da jeg blev klar over, at vi endnu ikke havde set anden sal, fyldtes jeg af mismod og længtes efter at komme hjem.

Da vi gik op ad den prægtige trappe, var der et oliemaleri af et bylandskab, som fangede min opmærksomhed. Jeg havde aldrig set det før, men der var noget velkendt ved det. Mine øjne blev draget mod en stor bygning øverst på byens højdedrag, og jeg genkendte flodens bugtning uden om byen. Kunne det virkelig være det, jeg troede, at det var?

Jeg spurgte, om maleriet forestillede Nauvoo. Min supervisor, som blev overrasket over mit spørgsmål, svarede, at det var det da bestemt. Jeg fandt snart ud af, at nogle af husets senere ejere havde købt maleriet, formentlig fordi det var malet midt i det 19. århundrede, og fordi flodlandskabet mindede meget om Natchez.

De hellige, der kom gennem Natchez midt under forfølgelserne, må have følt sig lettet og taknemlige, når de nåede frem til Nauvoo. På samme måde følte jeg mig trøstet, da jeg så billedet af Nauvoo i hovedbygningen i Natchez. Da jeg så maleriet, vidste jeg, at min himmelske Fader forstod min situation og ville velsigne mig med den styrke, jeg havde brug for, så jeg kunne overvinde hjemve, frygt og tvivl. Jeg vidste, at det maleri af Nauvoo var et udtryk for Herrens milde barmhjertighed.

Da vi gik op ad den prægtige trappe, var der et oliemaleri af et bylandskab, som fangede min opmærksomhed. Kunne det maleri virkelig være det, jeg troede, at det var?