Jul i den nye verden
I Amerika reddede tegnet på Frelserens fødsel – en nat uden mørke – de troende.
Ville du bemærke det, hvis en ny stjerne en aften pludselig viste sig på himlen? Måske ikke. men du ville bestemt bemærke det, hvis natten slet ikke blev mørk – en nat, der forblev så lys som ved middag, selv efter at solen var gået ned. Det ville være svært at overse, især hvis man havde været med i mængden, da lamanitten Samuel stod på bymuren og fortalte om de store tegn og undere, som skulle markere Guds Søns fødsel. Hvis du havde hørt Samuel tale, ville du helt sikkert have holdt udkig efter disse tegn.
Samuels mission i Zarahemla
Samuel var en lamanit, som af Herrens engel fik befaling om at drage til Zarahemlas land for at kalde nefitterne til omvendelse. På dette tidspunkt i den nye verdens historie, som vi finder den optegnet i Mormons Bog, var lamanitterne faktisk de retskafne – så derfor var der en lamanitisk profet. Herren vidste uden tvivl, at det ville tage nefitterne noget tid at vende sig fra deres onde gerninger og anerkende ham som verdens Forløser, så han sendte Samuel fem år i forvejen for at berede folket på hans komme.
Udover at forkynde omvendelse havde englen sagt, at han skulle undervise Zarahemlas folk om tegnene på Jesu Kristi fødsel. I overensstemmelse hermed forkyndte Samuel, at der efter fem år skulle komme »tegn på tidspunktet for hans komme; for se, der skal være store lys på himlen i et sådant omfang, at der om natten, før han kommer, intet mørke skal være, i et sådant omfang at det for mennesker skal se ud som om, det var dag« (Hel 14:3). Han sagde, at dette tegn skulle vise sig »natten, før [Herren] bliver født« (Hel 14:4). Ud over at profetere om natten uden mørke sagde Samuel også, at de skulle holde udkig efter »en ny stjerne … en sådan, som I aldrig før har set« (Hel 14:5).
De troende latterliggøres
Cirka fem år efter Samuels profeti blev de troende hånet af deres fjender, som sagde: »Se, tiden er gået, og Samuels ord er ikke blevet opfyldt; derfor har jeres glæde over og jeres tro på dette været forgæves« (3 Ne 1:6). De ikke-troende planlagde endda at slå de troende ihjel, hvis ikke tegnet viste sig inden en bestemt dato (se 3 Ne 1:9).
Da enden på de fem år nærmede sig, begyndte de troende »at blive meget sorgfulde af frygt for, at det, som var blevet talt, måske ikke ville ske« (3 Ne 1:7). Men se »de ventede standhaftigt på den dag og den nat og den dag, der skulle være som én dag, som om der ingen nat var, så de kunne erfare, at deres tro ikke havde været forgæves« (3 Ne 1:8).
En profeti bliver opfyldt
Den dag, som var afsat til at slå de troende ihjel, nærmede sig. Folkets bekymringer bedrøvede profeten Nefi så meget, at han bønfaldt vor himmelske Fader »for sit folk, ja, for dem, som stod for at blive slået ihjel på grund af deres tro. Og det skete, at han indtrængende anråbte Herren hele den dag« (3 Ne 1:11-12). Hans bønner blev hørt, og Herren talte til ham: »Løft dit hoved, og vær ved godt mod; for se, tiden er for hånden, og i denne nat skal tegnet blive givet, og i morgen kommer jeg til verden for at vise verden, at jeg vil opfylde alt det, som jeg har ladet tale ved mine hellige profeters mund« (3 Ne 1:13). Den nat »ved solnedgang var der intet mørke« (3 Ne 1:15), nøjagtig som Samuel havde forudsagt. Alt det, som Samuel havde profeteret, gik i opfyldelse, selv tilsynekomsten af en ny stjerne.
Ingen grund til vantro
I Bibelen er der ingen optegnelse om en nat uden mørke ved Kristi fødsel og kun en forbigående omtale af en ny stjerne, som de vise mænd havde set, og som de fulgte frem til Kristusbarnet (se Matt 2:2, 9-10). I egnen omkring Judæa var der kun få mennesker, som så tegnet på Kristi fødsel, såsom for eksempel hyrderne (se Luk 2:8-18). Men på det amerikanske kontinent så »alle folk på hele jordens overflade fra vest til øst, både i landet mod nord og i landet mod syd« tegnene og vidste, at »Guds Søn snart måtte komme« (3 Ne 1:17).
Hvorfor var der så mange flere mennesker, der så tegnene på Frelsernes fødsel i den nye verden? Samuels ord giver lidt af forklaringen: »Og englen sagde til mig, at mange skal se det, der er større end dette i den hensigt, at de skal tro, at disse tegn og disse undere skulle ske på hele dette lands overflade i den hensigt, at der ikke skulle være nogen grund til vantro blandt menneskenes børn« (Hel 14:28; fremhævelse tilføjet).
Endelig udfriet
Da solen igen stod op på himlen efter natten uden mørke, vidste folket, »at det var den dag, da Herren skulle fødes på grund af det tegn, som var blevet givet« (3 Ne 1:19). Forestil jer deres glæde! De troende var reddet. De var blevet skånet for en grusom død ved deres vantro fjenders hånd. Åndeligt var de også blevet skånet, for Guds Søn var kommet til verden for at frelse menneskene fra deres synder ved sin forsoning.
Typisk betragter vi ikke julen som en fejring af udfrielsen, sådan som jøderne gør ved påsketid, når de fejrer israelitternes udfrielse af trældommen i Egypten. Men den dag, hvor Frelseren blev født, var bestemt en udfrielsens dag for de troende i den nye verden.
Når I fejrer julen i år, så husk på de begivenheder, der udspillede sig i Amerika, såvel som dem, der fandt sted på den anden side af kloden ved Frelserens fødested. Skønt hans fødsel bragte åndelig udfrielse til alle mennesker, så bragte den bogstavelig talt udfrielse fra døden for en gruppe hengivne troende i den nye verden. Og hans fødsel bringer stadig udfrielse til alle dem, der anerkender ham som deres Herre og Frelser.
HERUNDER: MALERI, AF WALTER RANE; HEROVER: Lamanitten Samuel profeterer, AF ARNOLD FRIBERG
Til venstre: Hyrderne hører om Kristi fødsel, af Arthur A. Dixon, gengivet med tilladelse fra Kirkens historiske museum; herover: Se Guds Lam, Walter Rane, gengivet med tilladelse fra Kirkens historiske museum