Min bedste jul
Morten Sønderskov, Danmark
En december, mens jeg var barn, blev min mor meget syg. Den medicin, som hun fik, gjorde hende meget træt, og hun sov næsten 18 timer i døgnet.
Eftersom min mor var enlig, prøvede min storesøster og jeg at få husholdningen til at køre, så godt vi kunne, men vi var unge og uerfarne, og det lykkedes ikke så godt. Da vores mor havde været syg i flere dage, søgte vi efter noget at spise. Mens vi rodede køkkenet igennem, ringede det på døren.
En søster fra vores menighed stod uden for med en et måltid mad. Hun kendte ikke til vores behov, men der stod hun altså med middagsmad. Hun spurgte os, hvor længe vores mor havde været syg, og om hvordan vi dog havde klaret os så længe på egen hånd. Vi forsikrede hende om, at vi klarede os, så godt vi kunne, men vi var taknemlige for, at hun var kommet med mad.
Da denne søster forlod vores hjem, ringede hun til hjælpeforeningspræsidenten og fortalte hende om vores families situation. Den næste dag og mange dage fremover kom medlemmer fra vores menighed med mad til os. Vi var dybt taknemlige! Det vi ikke straks kunne spise, frøs vi ned, og takket være vores menigheds venlighed, havde familien mere end nok at spise de næste tre måneder. Men andres venlighed stoppede ikke der.
Julen nærmede sig, og mor fik det langsomt bedre, men hun var ikke tilbage i sin sædvanlige form. Min onkel kom fra København, som lå 65 km væk, for at hjælpe med juleforberedelserne. Han var meget gavmild og sørgede for både juletræ og julemad til os. Han købte også nogle gaver til min søster og mig. Vi havde til gengæld købt små gaver til vores mor og vores onkel. Vi vidste, at vi havde meget at være taknemlige for, men vi børn var alligevel skuffede over den måde, julen udspandt sig på.
Juleaften ringede det på døren. Jeg kiggede ud af vinduet, men kunne ikke se nogen. Jeg tænkte, at nogen lavede sjov med os, men min søster sagde, at jeg skulle lukke op. Ude på verandaen stod en stor kurv fuld af mad og andre nødvendigheder og noget legetøj. Vi var sikre på, at det var blevet leveret til det forkerte hus. Vi gik ind til naboerne for at høre, om kurven mon var til dem, men de var ikke hjemme. Så opdagede vi, at alle gaverne havde vore navne på gavemærkaterne. Der var sågar nogle ting til min onkel. Nogen havde tænkt på os.
Den anonyme gavmildhed, som blev vist min familie det år, gjorde det, der havde været en mørk og trist jul, til mit livs bedste jul. Den venlighed og kærlighed, vi modtog fra andre, rører mig den dag i dag.