2010
Kan vi se Kristus?
December 2010


Budskab fra Det Første Præsidentskab

Kan vi se Kristus?

Billede
President Dieter F. Uchtdorf

En aften læste en bedstefar en historie for sit fireårige barnebarn, da hun pludselig kiggede op og sagde: »Se stjernerne, bedstefar!« Den gamle mand smilede venligt og sagde: »Vi er jo indendørs, lille skat. Der er ingen stjerner herinde.« Men barnet blev ved: »Du har stjerner her i din stue! Se selv!«

Bedstefaderen kiggede op og til sin overraskelse bemærkede han, at loftet var fyldt med metallisk glimmer. Det meste af tiden var det usynligt, men når lyset ramte glimmeret på en bestemt måde, lignede det virkelig en stjernehimmel. Der skulle barneøjne til at se dem, men de var der. Når bedstefaderen derefter gik ind i sin stue og kiggede op, kunne han se det, som han aldrig før havde set.

Vi nærmer os endnu en vidunderlig juletid fyldt med musik og lys, fester og gaver. Men af alle mennesker, bør vi, som medlemmer af den kirke, der bærer Frelserens navn, se bag om højtidens facade og se den storslåede sandhed og skønhed, som denne tid rummer.

Jeg gad vide, hvor mange i Betlehem, som dengang vidste, at dér, tæt på dem, var Frelseren blevet født? Guds Søn, den længe ventede og lovede Messias – han var i deres midte!

Kan I huske, hvad englene sagde til hyrderne? »I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.« Og de sagde til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket« (Luk 2:11, 15).

Ligesom de fordums hyrder skal vi i hjertet sige: »Lad os gå ind og se det, som er sket.« Vi skal ønske det i hjertet. Lad os se Israels Hellige i krybben, i templet, på bjerget og på korset. Lad os ligesom hyrderne herliggøre og lovprise Gud for disse tidender om stor glæde!

Ofte er det, der er sværest at se, det, som hele tiden har været lige for næsen af os. Ligesom bedstefaderen, der ikke bemærkede stjernerne i loftet, kan vi til tider ikke se det, som ligger lige foran os.

Vi, som har hørt det herlige budskab om Guds Søns komme, vi, som har påtaget os hans navn og har indgået pagt om at vandre ad hans sti som disciple – vi må ikke undlade at åbne vores hjerte og sind og virkelig se ham.

Julen er vidunderlig på mange måder. Det er en tid med barmhjertighedsgerninger og broderlig kærlighed. Det er en tid, hvor vi i højere grad overvejer vores liv og de mange velsignelser, vi har modtaget. Det er en tid, hvor vi bliver tilgivet og selv tilgiver. Det er en tid, hvor vi nyder musik og lys, fest og gaver. Men højtidens glimmer bør aldrig sløve vores syn og hindre os i virkelig at se Freds Fyrsten i al hans majestæt.

Lad os gøre dette års juletid til en højtid med glæde og højtideligholdelse, en tid, hvor vi anerkender det mirakel, at vor Almægtige Gud sendte sin Enbårne Søn, Jesus Kristus, for at forløse verden!

Fotoillustration: David Stucki; illustration: Joe Flores

Til venstre: illustration: Paul Mann; illustration af juleudsmykning: Joe Flores; Kristus opvækker Jairus’ datter, af Greg Olsen © 1990; Drengen Jesus i templet, af Grant Romney Clawson © IRI; Korsfæstelsen, af Harry Anderson © IRI; illustration: Paul Mann; Han er opstanden, af Del Parson; Tre vise mænd, af Paul Mann