2010
Udvikling af sund dømmekraft og ikke dømme andre
Maj 2010


Udvikling af sund dømmekraft og ikke dømme andre

Sund dømmekraft er ikke kun nødvendig for at forstå folk, men også når vi står over for beslutninger, som ofte enten leder os til eller væk fra vor himmelske Fader.

Billede
Elder Gregory A. Schwitzer

Vi lever i en verden, hvor mange situationer kræver, at vi træffer valg, som ofte er svære. Dog gav Frelseren os befalingen om ikke at dømme vores næste.1 Hvordan kan vi undlade dette og stadig udøve sund dømmekraft i en verden, der er fuld af svig og fordærv? Vi må dømme klogt, når vi skal træffe svære beslutninger i livets forskellige faser, som at vælge venner, finde en evig ledsager eller vælge en beskæftigelse som gør, at vi kan sørge for vores familie og tjene Herren. Selvom Frelseren bød os ikke at dømme andre, forventer han stadig, at vi udøver fortrinlig dømmekraft.

Vi tager måske ofte os selv i at fælde hurtige domme om andre mennesker, som kan ændre eller omdefinere vores forhold til dem. Ofte dømmer vi forkert, fordi vi har begrænset information, eller fordi vi ikke ser bagom det, som umiddelbart møder øjet.

For at illustrere dette bliver historien ofte fortalt om dengang Jesus besøgte Maria og Martha, som boede sammen med deres bror Lazarus i byen Betania. Det var et kærkomment sted for Mesteren, hvor han kunne hvile og nyde omgivelserne i et retskaffent hjem. Under et af besøgene var Martha travlt optaget af at tilberede måltidet, mens Maria valgte at sidde ved Mesterens fødder for at lytte til hans ord.

»Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: ›Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig?‹ …

Men Herren svarede hende: ›Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting.

Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.‹«2

I mangt en søndagsskolelektion har man brugt denne historie, som har sat Martha i et dårligt lys, hvad angår hendes tro. Men der er en anden historie om denne ædle kvinde, Martha, som giver os en dybere indsigt i hendes forståelse og vidnesbyrd. Den fandt sted, da Frelseren ankommer for at vække hendes bror, Lazarus, fra de døde. Ved denne lejlighed var det Martha, som gik Jesus i møde, da hun hørte han var på vej. Da hun møder ham, siger hun, at hun ved, at »hvad [han] beder Gud om, vil Gud give [ham].«

Så satte Jesus Martha ind i den store læresætning om opstandelsen ved at sige:

»Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.

Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?«

Hun svarede med sit stærke vidnesbyrd: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.«3

Hvor ofte er Martha ikke blevet dømt for at være en person, som bekymrede sig mere for at udføre sine huslige pligter end for Ånden? Men hendes vidnesbyrd midt i prøvelsen omkring hendes brors død viser helt klart dybden af hendes forståelse og tro.

Mangt en søster har ofte hørt den første fortælling og spurgt sig selv, om hun var som Maria eller Martha, og dog ligger sandheden i at kende til hele personen og i at udøve god dømmekraft. Når vi lærer mere om Martha, ser vi, at hun rent faktisk var et menneske med en dyb, åndelig karakter, som havde et frygtløst og frimodigt vidnesbyrd om Frelserens mission og hans guddommelige magt over livet. En fejlbedømmelse af Martha kan have forhindret os i at kende til denne vidunderlige kvindes sande væsen.

På det personlige plan lærte jeg som ung læge en vigtig lektie om at drage forhastede konklusioner. Da jeg arbejdede på natholdet på en skadestue, kom en ung mand og hans hustru ind, fordi hun havde nogle stærke smerter. Ud fra deres påklædning og hygiejne var det let at se, at de ikke levede noget let liv. Hans hår var uglet og meget langt. Deres tøj havde ikke været vasket i nogen tid, og sporene efter et hårdt liv stod skrevet i begges ansigter.

Efter hun var blevet undersøgt, satte jeg mig ned med ham for at forklare problemet og tale om behandlingen. Manden så på mig med et blik, man sjældent ser, der klart udtrykte en dyb kærlighed og spurgte med en kærlig ægtemands dybe omsorg: »Doktor, får min kære kone det godt igen?« I det øjeblik følte jeg Ånden vidne om, at han var et Guds barn og så i hans øjne spor af Frelseren. Denne mand viste i sandhed kærlighed for en anden, og jeg havde taget fejl af ham. Det var en lektie, som gjorde et varigt indtryk.

Sund dømmekraft er ikke kun nødvendig for at forstå folk, men også når vi står over for beslutninger, som ofte enten leder os til eller væk fra vor himmelske Fader. Når jeg ser tilbage på mit liv, kan jeg se mange tilfælde, hvor en lille ændring af kursen på grund af dårlig dømmekraft ville have ledt mig langt væk fra, hvor Herren ønskede jeg skulle være. Beslutninger såsom at stifte familie mens jeg var under uddannelse, være aktiv i evangeliet på alle måder, betale tiende og offerydelser, når indkomsten var meget begrænset, og tage imod kaldelser på svære tidspunkter hjalp mig til at lære mere om offer. Mange velsignelser i livet går tabt, fordi man anvender en verdslig målestok på noget, som egentlig var en åndelig beslutning.

Der er mange karakteristika for folk, som har udviklet sund dømmekraft. Jeg har fire råd til, hvordan man udvikler en sådan dømmekraft, når man træffer vigtige beslutninger.

For det første, så sæt dine personlige standarder i overensstemmelse med Jesu Kristi evangelium. En person kan aldrig være en god dommer uden Jesu Kristi evangelium som reference. Evangeliet har en lang og succesrig historie, hvad angår at føre folk til lykke. Nogle af verdens ideer lader mennesket drive hid og did for at sætte sine egne standarder. På grund af dette hører vi udtryk som »en ny moralitet«. Det udtryk er misvisende! De moralske standarder er evige og har ikke ændret sig, ej heller bør vi prøve at afdække en ny fortolkning af dem. De unge kan finde disse standarder i hæftet Til styrke for de unge. Disse standarder er klart i overensstemmelse med Jesu Kristi evangelium og gælder også gennem voksenlivet. Måske kunne det være en idé for os voksne at læse og anvende dette hæfte i vores tilværelse.

For det andet, så lyt til den levende profets budskaber. Hvor mange dårlige finansielle afgørelser kunne ikke være undgået, hvis vi havde lyttet til de råd, som vore profeter er kommet med i årevis om at undgå risikabel spekulation og at overholde et budget for at undgå gæld? Hvor mange ægteskaber kunne ikke have været reddet ved at anvende sund dømmekraft til at undgå medier, som leder til afhængighed af pornografi og til hjertesorg? Ved hver eneste generalkonference og i hvert Liahona er der råd fra profeter, som, hvis de anvendes, leder os til gode valg. Vi har ingen undskyldning for at ignorere dem.

For det tredje, så lad dit forhold til Helligånden forædles ved at lytte. Vi bliver givet Helligåndsgaven efter vores dåb, men vi lader ofte denne gave samle støv og glemmer, at han vil hjælpe os i de vigtigste beslutninger i livet. Herren har givet os denne gave velvidende, at vi ville møde vanskelige beslutninger i livet. At lytte til dens stemme er altafgørende for at udvikle sund dømmekraft. Et forhold, hvor vi lytter, kræver ofte rolige omgivelser, hvor vi kan tage os tid til at tænke over og høre den stille, sagte stemme. Disse rolige omgivelser gælder både eksternt og internt. Derfor ligger der mere i det end at lukke verdens musik eller andre larmende medier ude; det er også at lukke for syndens støj i vores indre. Det vil åbne for kommunikation med Ånden, som er så hårdt tiltrængt.

Kristus sagde: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!«4 Den fred, der kommer af at lytte til Helligånden, fjerner frygten for at træffe dårlige valg.

For det fjerde, så hold budene. Villigheden til at holde Guds bud åbner os for mange lovede velsignelser. Mormons Bog er, udover at være endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus, en bog, der handler om resultaterne af at holde og ikke holde budene. Herren sagde til Nefi i det andet kapitel af hans første bog: »For så vidt som I holder mine befalinger, skal I have fremgang.«5

Det samme løfte blev gentaget af næsten alle store profeter i Mormons Bog. Tusind års historie, der vidner om, at disse ord er sande, er dernæst optegnet. Og det samme budskab gælder for os i dag. Sund dømmekraft læres og udøves bedst inden for de grænser, som Herren sætter ved at give os bud.

Jeg vidner om, at når vi står over for svære beslutninger og følger disse retningslinjer, ved vi bedre, hvordan vi bør dømme. I Jesu Kristi navn. Amen.

Noter

  1. Matt 7:1. Se også JSO, Matt 7:1-2, Guide til Skrifterne, s. 216, hvor Frelseren befaler os ikke at dømme uretfærdigt.

  2. Luk 10:40-42.

  3. Se Joh 11:20-27.

  4. Joh 14:27.

  5. 1 Ne 2:20.