Vor Forløsers klippe
Jeg vidner om, at de, som vil holde hans bud, vil vokse i tro og håb. De vil få styrke til at overvinde alle livets prøvelser.
For nogle år siden besøgte jeg Nauvoo i Illinois sammen med min familie. Der havde de tidlige hellige søgt tilflugt. Mange havde mistet deres hjem og gårde, og nogle havde mistet deres kære på grund af den tiltagende forfølgelse. I Nauvoo samlede de sig og byggede en ny og smuk by. Men forfølgelsen var hård, og i 1846 blev de igen tvunget til at forlade deres hjem – denne gang midt om vinteren. De dannede et vogntog i Parley Street, hvor de ventede på, at det blev deres tur til at krydse den tilfrosne Mississippi-flod ind i en ukendt fremtid.
Da vi stod i Parley Street og tænkte på deres desperate situation, blev mit blik fanget af en række skilte på hegnspælene med indgraverede citater fra de lidende helliges dagbøger. Da vi læste citaterne, gik det til vores forundring op for os, at deres ord ikke rummede desperation og mismod, men tillid, engagement, ja, selv glæde. De var fulde af håb, et håb der afspejles i dette citat fra Sarah DeArmon Richs dagbog fra februar 1846: »At påbegynde en sådan rejse om vinteren … kunne synes som at gå lige lukt ind i dødens gab, men vi havde tro … (og) vi følte trang til at glæde os over, at vores udfrielsesdag var oprunden.«1
Disse tidlige hellige var nok hjemløse, men de var ikke håbløse. Deres hjerte var knust, men deres ånd var stærk. De havde lært en grundlæggende og vigtig lektie. De havde lært, at håbet, med dets dertil hørende velsignelser af fred og glæde, ikke afhænger af omstændighederne. De havde opdaget, at den sande kilde til håb er tro – tro på Herren Jesus Kristus og hans uendelige forsoning, den eneste sikre grundvold, som vi kan bygge vores liv på.
I dag eksemplificerer en anden gruppe pionerer dette vigtige princip. Tirsdag den 12. januar ramte et voldsomt jordskælv Haiti. Jordskælvet efterlod hovedstaden Port-au-Prince i ruiner. Følgerne var ødelæggende – det anslås, at en million mennesker blev hjemløse, og flere end 200.000 omkom.
Mens verden fulgte den hidtil usete internationale respons, blev der ydet en anden bemærkelsesværdig og inspirerende redningsindsats i Port-au-Prince – den blev ledet af en komité, som bestod af lokale kirkeledere i Haiti, som var organiseret efter præstedømmets orden og virkede under inspiration. Medlemmerne af komitéen talte blandt andre de to stavspræsidenter og to hjælpeforeningspræsidenter fra stavene i Port- au-Prince og en missionspræsident, som i en alder af 30 år præsiderede over 74 fuldtidsmissionærer i Port- au-Prince-missionen i Haiti. Alle hans missionærer kommer fra Haiti, og ved et mirakel var ikke en eneste af dem kommet til skade i det ødelæggende jordskælv.
Disse lokale, inspirerede ledere blev betroet Kirkens midler, som omfattede gavmilde bidrag fra mange af jer. Indbyggerne i Haiti er dybt taknemlige for disse bidrag. Under komiteens ledelse ankom der vognlæs med forsyninger fra Den Dominikanske Republik næsten med det samme. Nogle dage efter jordskælvet landede der fly med mad, vandrensningssystemer, telte, tæpper og medicin sammen med et hold læger.
De ni kirkebygninger rundt om i Port-au-Prince stod næsten uskadte – et andet bemærkelsesværdigt mirakel. I ugerne efter jordskælvet udgjorde de husly for flere end 5.000 haitianere, og herfra blev der distribueret mad, vand og medicinsk hjælp. De grundlæggende behov blev tilgodeset, og der blev en vis orden i kaosset.
Selvom de trofaste hellige på Haiti har lidt meget, så er de fyldt med håb for fremtiden. Som det gjaldt de første pionerer i 1846, så er deres hjerte knust, men deres ånd er stærk. De minder os også om, at håb, lykke og glæde ikke er et produkt af omstændighederne, men af tro på Herren.
Profeten Mormon, som ikke var ukendt med vanskelige omstændigheder, forstod og belærte tydeligt om denne læresætning:
»Og videre, mine elskede brødre, vil jeg tale til jer angående håb …
Se, jeg siger jer, at I skal have håb om ved Kristi forsoning og hans opstandelses kraft at blive oprejst til evigt liv, og dette på grund af jeres tro på ham i overensstemmelse med løftet.
Hvis et menneske derfor har tro, må han nødvendigvis have håb, for uden tro kan der ikke være noget håb.«2
Håb er en følge af tro på Jesus Kristus. Han har allerede overvundet verden og har lovet, at han vil tørre vore tårer, hvis vi blot vil vende os til ham og tro og følge ham.3
Nogle sidder måske i dette øjeblik og føler sig desperate og mismodige og aner ikke, hvordan de på nogen måde kan genvinde håb. Hvis du er én af dem, så husk, at håb er en følge af tro. Hvis vi ønsker at styrke håbet, må vi styrke troen.
Tro på Frelseren kræver mere end blot at tro. Apostlen Jakob belærte om, at selv djævlene tror og skælver.4 Men sand tro kræver arbejde. Forskellen mellem djævlene og denne kirkes trofaste medlemmer er ikke tro, men arbejde. Troen vokser ved at holde befalingerne. Vi må arbejde på at holde befalingerne. I Guide til Skrifterne læser vi: »Mirakler skaber ikke tro, men stærk tro udvikles ved lydighed mod Jesu Kristi evangelium. Med andre ord udspringer tro af retfærdighed.«5
Når vi stræber efter at holde Herrens bud, omvender os fra vore synder og lover at yde vores bedste for at følge Frelseren, så begynder vi at vokse i troen på, at alt gennem forsoningen vil blive godt. Den følelse bliver bekræftet af Helligånden, som bortdriver det fra os, som vore pionerforfædre kaldte »unyttig kummer«. Til trods for vore prøvelser bliver vi fyldt med en følelse af velbefindende og føler trang til med dem at synge, at »alt er vel.«6
Jeg ønsker ikke at se bort fra, at nogle reelt lider af klinisk depression. For visse findes løsningen på depression og uro i konsultation med kompetente behandlere. Men for de fleste af os, vil tristhed og frygt fordufte og erstattes med glæde og fred, når vi sætter vores lid til Ophavsmanden til den store plan for lykke, og når vi udvikler tro på Fredsfyrsten.
For nylig døde en af mine kære venner af cancer. Han og hans familie er mennesker med stor tro. Det var inspirerende at se, hvordan deres tro hjalp dem gennem denne meget svære tid. De var fyldt med en indre fred, som holdt dem oppe og styrkede dem. Med deres tilladelse vil jeg gerne læse fra et brev, som et familiemedlem skrev, blot få dage før, hendes far gik bort:
»De sidste par dage har været særligt svære … I aftes samledes vi omkring fars seng, Herrens Ånd var håndgribelig og var virkelig en stor trøst for os. Vi følte fred … Det er det sværeste nogen af os har prøvet, men vi føler fred i visheden om, at … vor himmelske Fader har lovet, at vi skal være sammen som familie igen. Da lægen på hospitalet havde fortalt far, at der ikke var mere, de kunne gøre, så far på os med fuldkommen tro og spurgte frimodigt: ›Er der nogen i dette værelse, som har et problem med frelsesplanen?‹ Det har vi ikke, og vi er taknemlige for forældre, der har lært at stole fuldt og fast på den plan.«
Jeg taler til alle, som lider, til alle som sørger, til alle som nu står over for eller som vil møde prøvelser og udfordringer i dette liv. Mit budskab er til alle, som er bekymrede, bange eller mismodige. Mit budskab er blot et ekko, en påmindelse om det konstante, trøstende råd fra en kærlig himmelsk Fader til sine børn, der har lydt siden verdens grundlæggelse.
»Husk, husk, at det er på klippen, vor forløser, som er Kristus, Guds Søn, at I skal bygge jeres grundvold, så når Djævelen udsender sine mægtige vinde, ja, sine pile i hvirvelvinden, ja, når alle hans hagl og hans mægtige uvejr skal ramme jer, at det ingen magt skal få over jer til at drage jer ned i elendighedens og den uendelig jammers kløft på grund af den klippe, som I er bygget på, som er en sikker grundvold, en grundvold, hvorpå menneskene, hvis de bygger derpå, ikke kan falde.«7
Jeg vidner om ham, han har overvundet verden, han vil aldrig glemme eller forlade os, for han har tegnet os i sine håndflader.8 Jeg vidner om, at de, som vil holde hans bud, vil vokse i tro og håb. De vil blive givet styrke til at overvinde alle livets prøvelser. De vil opleve fred, som overgår al forstand.9 I Jesu Kristi navn. Amen.