Præstedømmets kraft

Maj 2010

Præstedømmets kraft

Præsident Boyd K. Packer

Præsident for De Tolv Apostles Kvorum

Præstedømmet har ikke den styrke, det burde have, og får den ikke, førend præstedømmets kraft er solidt sikret i familierne.

Billede

President Boyd K. Packer

Jeg taler til fædrene i familier og til familier overalt i Kirken. For år tilbage begyndte vi at samordne under ledelse af præsident Harold B. Lee. På det tidspunkt sagde præsident Thomas S. Monson: »Vi står i dag over for det største opbud af synd, umoral og ondskab, som vore øjne nogen sinde har set … Men den slagplan, vi skal følge for at frelse sjæle, er ikke vores egen. Den er tilvejebragt gennem Herrens inspiration.«¹

I de år med samordning blev alle Kirkens arbejdsprocesser ændret. Hele læseplanen blev omstruktureret. Formålene og forholdet mellem organisationer blev omdefineret. Nøgleordet i de år med samordning og omstrukturering var præstedømmet.

Præsident Monson talte også om Gideon, en helt fra Det Gamle Testamente. Gideon blev valgt til at lede Israels hær på flere tusinde mand. Men ud af dem valgte han kun 300 mand.

Gideon havde en interessant måde at vælge sine krigere på. Da mændene drak vand ved en kilde, lagde de fleste »sig på knæ og drak«. Dem så han bort fra. Nogle få labbede vandet i sig og drak, mens de stadig var på vagt. Det var dem, der blev valgt.²

Vi lever i en tid med »krige, rygter om krige og jordskælv på forskellige steder«.³ Som det er profeteret »[skal] alt … være i bevægelse,«⁴ og »Satan er løs i landet«.⁵ Han stræber efter at ødelægge alt godt og retfærdigt.⁶ Han er Lucifer, som blev styrtet ned fra Guds nærhed.⁷ Trods alt dette, ser vi stadig positivt på det, der ligger forude.

Gideons lille styrke vandt fordi, som der står skrevet: »De blev stående hver på sin plads.«⁸

Denne »tidernes fyldes uddeling«⁹ blev åbnet ved, at Fader og Sønnen viste sig for drengen Joseph Smith.¹⁰ Dernæst viste englen Moroni Joseph, hvor pladerne, der indeholdt Mormons Bog, var gravet ned.¹¹ Joseph fik kraft til at oversætte dem.¹²

Da Joseph og Oliver Cowdery oversatte, læste de om dåb. De bad for at få at vide, hvad de skulle gøre.¹³ Der viste sig et himmelsk sendebud for dem, Johannes Døber. Han overdrog Det Aronske Præstedømme til dem, »som besidder nøglerne til englebetjening og til omvendelsens evangelium og til dåb ved nedsænkning til syndernes forladelse«.¹⁴

Apostlene Peter, Jakob og Johannes, som var tættest på Herren, da han tjente på jorden, viste sig dernæst og overdrog Joseph og Oliver det højere præstedømme¹⁵ eller »det hellige præstedømme efter Guds Søns orden«.¹⁶ Præstedømmet, fortæller skriften os, blev opkaldt efter Melkisedek, en højpræst, som Abraham betalte tiende til.¹⁷

Det blev så deres myndighed. Gennem præstedømmets nøgler havde de adgang til alle himlens kræfter. De blev befalet at bringe evangeliet ud til alle folkeslag.¹⁸

Det har aldrig været let at efterleve Jesu Kristi evangelium. Det var ikke let, da Frelseren levede, og det var ikke let i Kirkens første tid. De første hellige var genstand for ubeskrivelig lidelse og modstand.

Det er mere end 180 år siden, præstedømmet blev gengivet. Vi tæller snart 14 millioner medlemmer. Alligevel er vi kun en lille brøkdel af alle jordens milliarder af mennesker. Men vi er dem, vi er, og vi ved, hvad vi ved, og vi skal gå fremad og forkynde evangeliet.

Mormons Bog gør det klart, at vi aldrig vil dominere i antal. Men vi har præstedømmets kraft.¹⁹

Profeten Nefi skrev: »Og det skete, at jeg så Guds lams kirke, og dens antal var lille … alligevel så jeg, at Lammets kirke, som var Guds hellige, også var overalt på jordens overflade; og deres herredømme på jordens overflade var lille.«²⁰

Præsident Joseph Fielding Smith har slagt: »Selvom det kan siges … at vi blot er en lille håndfuld sammenholdt med … verden, kan vi alligevel sammenlignes med den surdej Frelseren talte om, som til sidst vil gennemsyre [eller] løfte hele verden.«²¹

Vi kan, og når tiden kommer, vil vi påvirke hele menneskeheden. Det vil blive kendt, hvem vi er, og hvorfor vi er det. Det kan synes håbløst, det er til tider svært, men det er ikke alene muligt, men sikkert, at vi vil vinde slaget mod Satan.

For nogle år siden holdt jeg en tale med titlen: »Hvad enhver ældste bør vide: En begynderbog i principper om præstedømmeledelse.« Senere, da den skulle trykkes, ændrede jeg titlen til: »Hvad enhver ældste bør vide – såvel som enhver søster.«²²

Jeg medtager søstrene, fordi det er altafgørende for alle at forstå, hvad der forventes af brødrene. Medmindre vi sikrer os mødrenes, døtrenes og søstrenes opmærksomhed – som har indflydelse på mændene, fædrene, sønnerne og brødrene – kan vi ikke gå frem. Præstedømmet vil miste stor kraft, hvis søstrene tilsidesættes.

Præstedømmet er den myndighed og kraft, som Gud har givet til mænd på jorden til at handle for ham.²³ Når præstedømmets myndighed udøves rigtigt, gør præstedømmebærere det, Gud ville have gjort, hvis han var til stede.

Vi har gjort det rigtig godt med hensyn til at fordele præstedømmets myndighed. Vi har præstedømmets myndighed på plads næsten alle steder. Vi har kvorummer af ældster og højpræster verden over. Men fordelingen af præstedømmets myndighed er løbet forud, synes jeg, for fordelingen af præstedømmets kraft. Præstedømmet har ikke den styrke, det burde have, og får den ikke, førend præstedømmets kraft er så solidt sikret i familierne, som det bør være.

Præsident Harold B. Lee har sagt: »Det står klart for mig at Kirken ikke har noget valg – og aldrig har haft det – end at gøre mere for at bistå familien med at udføre sin guddommelige mission. Ikke alene fordi det er himlens orden, men også fordi det er det mest praktiske bidrag, vi kan give de unge – at hjælpe med at forbedre livskvaliteten i sidste dages hellige hjem. Hvor vigtige mange af vores programmer og organisatoriske tiltag end er, bør de ikke være en erstatning for hjemmet, de bør støtte hjemmet.«²⁴

Præsident Joseph F. Smith kom med denne udtalelse om præstedømmet i hjemmet: »I hjemmet er det altid faderen, der er udstyret med den præsiderende myndighed, og i alle hjemmets og familiens forhold er der ingen myndighed, som er større. For at illustrere dette princip, er en enkelt hændelse måske tilstrækkelig. Det sker af og til, at ældsterne bliver kaldt ud for at salve et medlem af en familie. Blandt disse ældster kan der være stavspræsidenter, apostle eller sågar medlemmer af Kirkens Første Præsidentskab. Under disse omstændigheder er det ikke passende for at far at træde tilbage og forvente, at ældsterne leder udøvelsen af denne vigtige ordinance. Faderen er der. Det er hans ret og hans pligt at præsidere. Han bør udpege, hvem der salver med olie, og hvem der udtaler bønnen, og han bør ikke føle, fordi der er en præsiderende myndighed i Kirken til stede, at han derfor afhænder sin rettighed til at lede udførelsen af den evangeliske velsignelse i sit hjem. (Hvis faderen ikke er til stede, bør moderen bede den præsiderende myndighed om at lede). Faderen præsiderer ved bordet, ved bønnen og giver almene vejledninger omkring sit familieliv, uanset hvem der er til stede.«²⁵

Under Vietnamkrigen afholdt vi en række særlige møder for medlemmer af Kirken, som var i militærtjeneste. Efter et sådant møde i Chicago, stod jeg ved siden af præsident Harold B. Lee, da en fin, ung, sidste dages hellig fortalte præsident Lee, at han havde orlov for at besøge sin familie, og derefter var beordret til Vietnam. Han bad præsident Lee om at give ham en velsignelse.

Til min store overraskelse sagde præsident Lee: »Din far bør give dig en velsignelse.«

Meget skuffet svarede drengen: »Min far ved ikke, hvordan man giver en velsignelse.«

Præsidenten svarede: »Tag hjem, min dreng og sig til din far, at du skal af sted i krig, og at du gerne vil have en fars velsignelse af ham. Hvis han ikke ved hvordan, så fortæl ham, at du sidder på en stol. Han står bag dig og lægger sine hænder på dit hoved og siger, hvad der kommer.«

Den unge soldat gik trist væk.

Omkring to år senere mødte jeg ham igen. Jeg husker ikke hvor. Han mindede mig om hændelsen og sagde: »Jeg gjorde, som jeg fik besked på. Jeg forklarede min far, jeg ville sætte mig på en stol, og at han skulle lægge sine hænder på mit hoved. Præstedømmets kraft fyldte os begge. Det var en styrke og beskyttelse i de farefulde måneder med krig.«

En anden gang var jeg i en fjerntliggende by. Efter en konference skulle vi ordinere og indsætte ledere. Da vi var færdige, spurgte stavspræsidenten: »Kan vi ordinere en mand til ældste, som snart skal af sted på mission?« Svaret var selvfølgelig ja.

Da den unge mand kom frem, bad han tre brødre om at deltage i ordinationen.

Jeg bemærkede, at der sad en tro kopi af denne dreng på bageste række og spurgte: »Er det din far?«

Den unge mand sagde: »Ja.«

Jeg sagde: »Din far ordinerer dig.«

Han protesterede: »Men jeg har allerede bedt en anden bror om at gøre det.«

Og jeg sagde: »Unge mand, din far ordinerer dig, og du vil takke Herren for denne dag resten af dit liv.«

Så kom faderen frem.

Gudskelov var han ældste. Havde han ikke været det, kunne han snart være blevet det! I militæret ville de have kaldt det en forfremmelse. Sommetider finder sådanne ting også sted i Kirken.

Faderen vidste ikke, hvordan han skulle ordinere sin søn. Jeg lagde min arm om ham og vejledte ham gennem ordinancen. Da han var færdig, var den unge mand ældste. Så skete der noget vidunderligt. Helt forandrede omfavnede far og søn hinanden. Det var tydeligt, at det aldrig var sket før.

Faderen sagde gennem sine tårer: »Jeg fik ikke lov til at ordinere mine andre drenge.«

Hvor meget mere blev der ikke opnået, end hvis en anden havde ordineret ham, selv en apostel.

Selvom præstedømmet er til stede over hele verden, kalder vi på hver ældste og højpræst, enhver præstedømmebærer til, som Gideons lille, men stærke hær på 300 mand, at blive stående på hver sin plads. Vi må i hver en ældste og højpræst i alle kvorummer og grupper og hos faderen i hvert et hjem vække den Almægtiges præstedømmes kraft.

Herren sagde, at »de svage i verden skal komme frem og nedbryde de mægtige og stærke«.²⁶

Profeten Nefi fortalte også om »Guds lams kraft, at den kom ned over de hellige i Lammets kirke og over Herrens pagtsfolk, som var spredt over hele jordens overflade, og de blev udrustet med retfærdighed og med Guds kraft i stor herlighed«.²⁷

Vi har brug for alle. Den trætte, udslidte eller dovne og selv dem, der er tynget af skyld, må genoprettes gennem omvendelse og tilgivelse. For mange af vores brødre i præstedømmet lever ikke op til deres privilegium og Herrens forventninger.

Vi må gå fremad, i tillid til præstedømmets himmelske kraft. Det er en kilde til styrke og opmuntring at vide, hvem vi er, og hvad vi har, og hvad vi må gøre i den Almægtiges værk.

Herren har sagt: »Jeg, Herren, er bundet, når I gør, hvad jeg siger; men når I ikke gør, hvad jeg siger, har I intet løfte.«²⁸

Kvorummerne i præstedømmet skal våge over og betjene hjem uden præstedømmet. På den måde vil ingen velsignelse fattes nogen familie i Kirken.

For nogle år siden samledes en familie ved en ældre, lille, dansk kvindes seng. Blandt dem var hendes midaldrende, inaktive søn. Han havde boet hjemme de sidste år.

Med tårer i øjnene tryglede han: »Mor, du er nødt til at leve. Du kan ikke dø, mor.« Han sagde: »Mor, du kan ikke gå bort. Jeg vil ikke give slip på dig.«

Den lille mor så op på sin søn og sagde med sin stærke danske accent: »Hvor er din kraft?«

Paulus sagde:

»[Vi] er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten.

I ham holdes hele bygningen sammen og vokser til et helligt tempel i Herren.

I ham bliver også I sammen med os bygget op til en bolig for Gud i Ånden.«²⁹

At Herrens værk vil bestå, er der ingen tvivl om. At vi må samle al vores indsats og forene os er en selvfølge.

Præstedømmets myndighed er med os. Efter vi har samordnet og organiseret alt det, er det nu vores ansvar at aktivere præstedømmets kraft i Kirken. Præstedømmets myndighed kommer gennem ordination, kraften i præstedømmet kommer gennem et trofast og lydigt liv, hvor man ærer pagterne. Den øges ved at udøve og bruge præstedømmet i retfærdighed.

Så fædre, jeg vil gerne minde jer om jeres kaldelses hellige natur. I har kraften i præstedømmet direkte fra Herren for at beskytte jeres hjem. Der vil være tider, hvor alt, der står som skjold mellem jeres familie og modstanderens unoder, vil være den kraft. I vil modtage vejledning fra Herren gennem Helligåndsgaven.

Modstanderen forstyrrer ikke aktivt vores kirkemøder – måske kun lejlighedsvis. Vi kan stort set samles, som vi ønsker, uden nogen forstyrrer os. Men han og de, der følger ham, er udholdende i deres angreb på hjemmet og familien.

Det væsentligste mål med al aktivitet i Kirken er, at en mand og hans hustru og deres børn kan være lykkelige i hjemmet, beskyttet af evangeliets love og principper og sikkert beseglet i det evige præstedømmes pagter.

Hver en lov, hvert et princip og kraft, hver en tro, hver en ordinance og ordination, hver en pagt, hver en tale og hver eneste nadver, hvert et råd, hver en anvisning, beseglinger, kaldelser, afløsninger, tjeneste – alt dette tjener i sidste ende det formål at fuldkommengøre den enkelte og familien, for Herren har sagt: »For se, dette er min gerning og herlighed: At tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket.«³⁰

Jeg bærer vidnesbyrd om præstedømmets kraft, som er givet til Kirken for at beskytte og vejlede os. Og fordi vi har det, frygter vi ikke fremtiden. Frygt er det modsatte af tro. Vi går fremad, forvissede om at Herren våger over os, især i familien. Om ham bærer jeg vidnesbyrd i Jesu Kristi navn. Amen.