Efterlevede jeg evangeliet fuldt ud?
Mit skriftstudium måtte vente. Alle vore tre sønner var vågnet – og meget tidligere end normalt. Den yngste, Caden, var dengang halvandet år og skreg inde fra sin tremmeseng. Jeg gik ind på hans værelse og kunne straks se, at han var syg.
Og sådan begyndte en mandag med den ene udfordring efter den anden. På et tidspunkt, kort tid efter at jeg havde skiftet Cadens tøj og prøvet at made ham, kastede han et stort glas æblemos på gulvet, så der sprøjtede æblemos ud til alle sider, og knust glas spredtes i hele køkkenet. Mens jeg ryddede op, tænkte jeg på alt det, jeg ikke nåede: Slægtshistorie, tjenesteprojekter, forråd og missionering.
»Hvordan i alverden skal jeg gøre alt det, jeg ved, jeg burde gøre, når jeg knap magter dagens almindelige gøremål?« Jeg kunne ikke overskue det. Da det blev aften, var jeg udmattet, men jeg skød de triste tanker fra mig under aftensmaden, familieaften og drengenes bade- og sengerutiner.
Da børnene endelig var lagt i seng, satte jeg mig for at begynde på alt det, jeg ikke havde haft tid til tidligere. Jeg fandt Ensign fra maj 2006, som lå slået op på en tale af præsident Henry B. Eyring. Den hed »Som et barn«. Mit blik faldt på en passage, som jeg tidligere havde understreget: »Det kræver beslutsomhed, anstrengelse og tro at bevare den velsignelse, som forandringen i hjertet er. Kong Benjamin underviste i hvert fald i noget af det, det kræver. Han sagde, at vi, for at opnå forladelse for vore synder fra dag til dag, skal bespise de sultne, klæde de nøgne, besøge de syge og hjælpe mennesker både åndeligt og timeligt« (Liahona, maj 2006, s. 17).
Straks følte jeg igen, at jeg ikke efterlevede evangeliet fuldt ud. Jeg tænkte: »Hvordan kan jeg give de sultne mad, give den nøgne tøj, besøge den syge og hjælpe folk åndeligt og timeligt, når jeg knap kan sørge for min egen familie?«
Netop da følte jeg en overvældende følelse af Guds anerkendelse. Det var så klart, tydeligt og håndgribeligt, at jeg vidste, jeg måtte skrive det ned, så jeg ikke glemte det. Jeg kunne se min dag gentage sig i mit sind – fuld af bespisning af de sultne, tøjvask for at klæde den nøgne (jeg skiftede Cadens tøj mange gange), kærlig omsorg for vores syge baby, hjælp til vores femårige, der skulle forberede en lektion om missionering til familieaften og så drøfte eksemplets magt med min familie – med andre ord, at hjælpe mennesker åndeligt og timeligt.
Dette indtryk skyllede igennem mig med en så overvældende følelse af fred, at jeg vidste, at det var Herren, der fortalte mig, at han anerkendte mit offer. Ved at sørge for min familie opfyldte jeg kong Benjamins og præsident Eyrings formaninger.