Næstekærligheden fyldte vores hjerte
Mine døtre på 8 og 10 år syntes at vokse mere og mere fra hinanden. Som deres mor smertede det mig at høre deres skænderier og se de onde blikke, de ofte sendte hinanden.
På det tidspunkt bad jeg oprigtigt Herren om at hjælpe mig med at overvinde mine egne svagheder. Jeg bad om, at han ville hjælpe mig med at lære det, jeg skulle om næstekærlighed, og han førte mig til nogle smukke skriftsteder.
En aften gik det i hårdknude med mine døtre. Jeg mistede besindelsen og efter at have råbt og skreget ad dem, gik jeg udenfor for at køle ned og tænke. Efter nogle minutter begyndte Ånden at blødgøre mit hjerte. Den tilskyndede mig til at gå ind og undskylde over for min ældste datter, som havde fået den værste tur.
Da jeg trådte ind på min 10-årige datters værelse, så jeg hende knæle ved sin seng og græde. Hun så op på mig med tårer i øjnene og sagde: »Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.« Hun fortalte mig, at hun gerne ville bede og studere skrifterne, så hun kunne få det bedre, men hun kunne bare ikke, fordi hun var så ked af det.
Da hun fortalte mig, hvor ulykkelig hun var over sin andel af vores skænderi og derpå sagde, at det ikke var min skyld, følte jeg mig meget skamfuld. Vi talte lidt sammen, og så slog vi op i skrifterne, hvor jeg læste for hende om næstekærlighed, som er »Kristi rene kærlighed« (Moro 7:47) og fortalte om noget af det, som jeg havde lært. I det øjeblik kiggede hendes lillesøster ind på værelset, og vi bad hende komme hen til os. Så forklarede jeg med ord, som en 8-årig kan forstå, hvad vi havde læst om næstekærlighed.
Da jeg var færdig, så begge pigerne på mig med store øjne og gav udtryk for deres ønske om at blive fyldt med den store kærlighed, som skrifterne talte om. Vi knælede i ydmyghed og bad Faderen om at fylde os med denne kærlighed, som Moroni har rådet til (se Moro 7:48).
Vi kunne ikke lade være med at græde, da Ånden rørte os. Vi rejste os, omfavnede hinanden og udtrykte vores kærlighed til hinanden. I det øjeblik så jeg et evigt søsterskab og venskab begynde at blomstre op mellem mine døtre, og jeg følte mig opmuntret.
Siden da har deres indbyrdes forhold udviklet sig. De har et større ønske om at tale sig til rette, udvise større tålmodighed og dele deres ejendele. Jeg er taknemlig for deres retfærdige ønsker og deres indsats.
Jeg vil altid skatte på den oplevelse, og jeg beder til, at der vil komme flere som den, mens vi fortsat styrker vores næstekærlighed og kærlighedsbånd.