2009
Spørgsmål og svar
Februar 2009


Spørgsmål & svar

»Jeg er bange for, at nogen skal tilbyde mig spiritus eller stoffer. Jeg kan ikke lide at sige nej til folk eller gøre dem vrede på mig. Hvordan kan jeg sikre mig, at jeg ikke giver efter?«

Beslut i forvejen – nu – at du vil sige nej. Hvis du giver efter, bliver det meget sværere at sige nej i fremtiden. De fleste vil respektere dig for at efterleve dine standarder. Og der vil være mindre sandsynlighed for, at de vil byde dig sådan noget i fremtiden.

Du skal ikke være bange for, at folk bliver vrede på dig. Det er deres valg at vælge at blive det, men det er dit valg at have Ånden med dig og ikke gøre noget, som du vil fortryde.

Det kan være lettere at sige nej, hvis du har en ven ved din side. En god vens støtte kan hjælpe dig til at sige fra over for en gruppe.

Prøv også at undgå, at den situation nogensinde opstår. Vælg venner, som deler og respekterer dine standarder. Hvis du for eksempel skal til fest, så find ud af, hvem der ellers kommer. Lad være med at tage med, hvis du føler dig utryg ved det eller tilskyndes til at lade være.

Hold dit løfte

Da jeg var blevet døbt, gik jeg ikke længere til fester, hvor der var spiritus eller cigaretter. En dag sagde mine venner: »Lad os nu tage med. Der sker jo ikke noget.« Men jeg sagde nej til dem, fordi jeg havde lovet, at jeg ikke ville drikke spiritus, ryge eller tage stoffer. Det forstod de godt, fordi de vidste, at jeg var medlem af Kirken, og de ved, hvor vigtigt et løfte er.

Det er vor himmelske Fader, ikke vore venner, vi skal behage. Hvis vi holder de løfter, som vi indgår med ham, når vi bliver døbt, så bliver vi velsignet.

Roxana C., 19 år, Lima i Peru

Forpligt dig

Jeg var også bange for at skuffe mine venner. Men jeg tænkte, hvem ville jeg ellers svigte, hvis jeg gav efter. Det, der virkede bedst for mig, var at træffe beslutningen, længe før situationen opstod. Jeg traf den beslutning, at jeg ville sige nej til stoffer og spiritus. Da jeg havde sagt nej et par gange, vandt jeg større respekt for den beslutning, jeg havde truffet. Til sidst var det sådan, at hvis nogen bød mig på en drink, var der altid en af mine venner, som sagde: »Nej, Calder drikker ikke.« Det blev meget lettere, da mine venner blev klar over, at jeg ikke ville drikke.

Ældste Calder, 20 år, Pocatello-missionen i Idaho

Fat mod til at holde fast

Tidligere i år blev jeg tilbudt narkotika. Jeg ville ikke såre vedkommende, men jeg fattede mod til at sige, at jeg ikke var interesseret. Jeg kan ikke beskrive, hvor glad jeg er for at holde fast ved det, jeg tror på. Nogle uger senere fortalte den fyr, som tilbød mig stoffer, at han var meget imponeret over, at jeg holdt fast ved det, jeg troede på. Han sagde, at han aldrig før havde mødt nogen, som kunne det, og at det krævede meget mod. Han sagde, at han aldrig ville glemme den oplevelse.

Gennem dit eksempel kan du være et lys for andre og udøve en god indflydelse (se Matt 5:16).

Mary T., 16 år, Arizona i USA

Vær trofast og urokkelig

Din omgangskreds vil respektere dig, når du siger nej og holder på dine standarder. Omgiv dig med venner, som har samme standarder som dig. De vil hjælpe dig med at være trofast og urokkelig.

Lindy S., 15 år, Utah i USA

Beslut dig nu

Hvis du allerede nu beslutter dig for aldrig at tage imod narkotika eller spiritus, bliver det lettere at lade være med at gøre det. Så behøver du slet ikke overveje dit svar. Folk vil ofte respektere dit svar, og du kan måske få en missionæroplevelse ud af det ved at fortælle dem om visdomsordet.

Chandler H., 14 år, Alabama i USA

Hav mod

Jeg har også haft sådan en oplevelse. Jeg bad til vor himmelske Fader. Jeg læste i skrifterne og overvejede dem og prøvede at styrke mit vidnesbyrd. Og da jeg så stod over for sådan en situation, sagde jeg: »Jeg beklager, men jeg drikker ikke. Jeg er medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.« Jeg prøvede at forklare mine standarder for andre. Til at begynde med var jeg nervøs, men nu er jeg blevet vant til det, og jeg holder fortsat Herrens bud. Jeg overvandt prøvelsen med Herrens hjælp, og jeg blev velsignet med selvtillid, tro, sundhed og høje standarder. Sig nej til dine venner med selvtillid og mod. Når du ikke går på kompromis med dine standarder, kan du stråle som et klart lys.

Lee, M., 17 år, Seoul i Korea