Vi lytter til profetens røst

Hjælp til heling

Præsident Thomas S. Monson

Fra en tale ved aprilkonferencen 2007.

Præsident Monson vidner om, at vi har ret til Herrens hjælp.

President Thomas S. Monson

Jeg blev ordineret til ældste under anden verdenskrig – en uge før jeg drog af sted i aktiv tjeneste med flåden. Et medlem af menighedens biskopråd stod på togstationen for at sige farvel til mig. Lige inden toget skulle køre stak han en bog i hånden på mig: Missionærhåndbogen.Jeg lo og sagde: »Jeg skal være i flåden – ikke på mission.« Han svarede: »Tag den alligevel. Den kan blive nyttig.«

Og det blev den. I rekruttiden instruerede vores kompagnichef os i, hvordan vi bedst kunne pakke vores tøj i en stor køjesæk. Han gav derpå dette råd: »Hvis I har en hård, rektangulær genstand, som I kan lægge i bunden af tasken, ligger jeres tøj mere fast.« Jeg tænkte: »Hvor finder jeg en hård, aflang genstand?« Pludselig kom jeg i tanker om Missionærhåndbogen. Således fungerede den i tolv uger i bunden af køjesækken.

Aftenen inden vores juleorlov var kasernen stille. Pludselig opdagede jeg, at min kammerat i køjen ved siden af – et medlem af Kirken, Leland Merrill – jamrede af smerte. Jeg spurgte: »Hvad er der i vejen, Merrill?«

Han svarede: »Jeg er syg. Jeg er meget syg.«

Timerne gik, og hans jamren tog til. Så, i desperation, hviskede han: »Monson, er du ikke ældste?« Jeg svarede, at det var jeg, hvorefter han bønfaldt mig: »Giv mig en velsignelse.«

Det stod pinligt klart for mig, at jeg aldrig før havde givet en velsignelse. Min bøn til Gud var et råb om hjælp. Derpå kom svaret: »Se i bunden af køjesækken.« Derfor stod jeg og tømte køjesækken kl. 2 om natten. Jeg satte mig hen til vågelampen med Missionærhåndbogen og læste om, hvordan man velsigner de syge. Mens cirka 120 nysgerrige sømænd så på, gik jeg i gang med at velsigne ham. Før jeg nåede at pakke mit grej ned igen, sov Leland Merrill som et barn.

Næste morgen vendte Merrill sig smilende om mod mig og sagde: »Monson, jeg er glad for, at du bærer præstedømmet!« Hans glæde blev kun overgået af min taknemlighed – taknemlighed ikke alene for præstedømmet, men for at være værdig til at få den hjælp, jeg havde brug for i nødens stund.

Hvis vi går Herrens ærinde, har vi ret til Herrens hjælp. Hans hjælp er kommet til mig ved utallige lejligheder i mit liv.

Noget at tænke over

1. Til at begynde med mente præsident Monson ikke, at han ville få brug for Missionærhåndbogen for han skulle jo i flåden, men han opdagede, at han havde brug for den viden, som fandtes i den. Hvordan kan det på forskellige tidspunkter og i forskellige situationer gavne dig at vide, hvad der står i skrifterne?

2. Leland Marrill viste sin tro på Gud og på præstedømmets magt ved at bede om en velsignelse. Hvordan kan du vise din tro?

3. Hvordan tror du, at præsident Monson havde det, da han vidste, at 120 sømænd så på, mens han udførte sin første præstedømmevelsignelse? Hvordan kan du få mod til at gøre det, som vor himmelske Fader ønsker, selv når andre mennesker, som iagttager dig, måske ikke forstår det?

Foto: David Newman; illustration: Michael T. Malm