Den hjælpeforeningslektion, som vendte op og ned på vores familie
Har du nogensinde ønsket, at der fandtes en enkel, mirakuløs måde, hvorpå du kunne beskytte din familie mod de onde påvirkninger, der angriber den fra alle sider?
Jeg bemærkede en gradvis forandring i vores søn Jacobs (navnene er ændret) indstilling i løbet af hans første år i gymnasiet. Han var en god, ung mand, men han var til tider uforskammet og oprørsk. Han syntes besat af fjernsyn, computerspil og internettet. Han skændtes konstant med os om lektielæsning, oprydning på værelset og pligter i hjemmet. Jeg havde set det samme ske med vore andre børn, da de blev teenagere, men jeg fornemmede, at det her var værre. Jeg vidste af smertefuld, personlig erfaring, at nogle børn vender sig bort fra Kirken, når de vokser op. Jeg bad inderligt om at få at vide, hvordan jeg skulle beskytte vores yngste søn og hele vores familie mod verdens onde påvirkninger.
Jeg havde bestemt ikke ventet noget mirakel den søndag i november, hvor jeg satte mig bagest i hjælpeforeningslokalet. Søster Randall, der var rådgiver i hjælpe- foreningspræsidentskabet, bekendtgjorde, at lektionens emne var skriftstudium, og jeg blev ramt af en udmattende skyldfølelse, da jeg tænkte på min egen familie. »Ikke endnu en lektion om skriftstudium,« tænkte jeg. »Jeg gør jo mit bedste.«
Min mand er en god ægtemand og far, som altid har elsket sin familie, men han gider ikke at have noget at gøre med familieskriftstudium. Vi bad bøn med børnene, og vi bestræbte os på at holde familieaften regelmæssigt. Men når jeg foreslog, at vi skulle studere skriften som familie, nægtede han at overveje det. Da jeg følte, at det var vigtigt, læste jeg i skrifterne sammen med hvert af mine børn, inden jeg lagde dem i seng. Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers kunne gøre.
Men når jeg på det seneste var kommet ind til Jacob for at læse i skrifterne, havde han sagt: »Åh, ikke lige nu. Jeg er for træt [eller for travl eller noget andet; han havde utallige undskyldninger]. Jeg skal nok selv læse i dem.« Når vi ikke fik læst i skrifterne sammen, og jeg så spurgte til det næste morgen, sagde han altid, at han på en eller anden måde havde »glemt« at gøre det. Jeg spekulerede på, hvor hårdt jeg kunne presse på med hensyn til skriftstudium, når han kunne høre sin far se fjernsyn i stuen ved siden af.
Da søster Randall begyndte på sin lektion, ventede jeg at høre endnu en historie om, hvordan en »fuldkommen familie« nyder at studere skrifterne sammen. Men i stedet begyndte søster Randall at fortælle en historie fra Det Gamle Testamente: »I Fjerde Mosebog kapitel 21 fortælles der om slanger, som angreb israelitterne, mens de vandrede frem mod det forjættede land. Mange mennesker blev bidt af slangerne og døde. Da israelitterne så den forfærdelige udryddelse, omvendte de sig og bad Moses om at bede Herren om at fjerne slangerne og helbrede dem.«
For mit indre blik så jeg vores familie, der vandrede gennem livet og pludselig blev angrebet af slanger i form af vore sidste dages giftsnoge: Kriminalitet, narkotika, pornografi og umoral. Jeg følte mig lige så hjælpeløs som israelitterne.
Søster Randall forklarede, at Herren gav Moses besked på at fremstille en kobberslange (et symbol på Kristus) og anbringe den på en stav. Moses lovede da folket, at enhver, der var blevet bidt af en slange, blot skulle kigge på kobberslangen, så skulle vedkommende leve. Men selv om løftet var så enkelt, fortæller Alma os, at »der var mange, der var så forhærdede, at de ikke ville se, derfor omkom de. Se, grunden til, at de ikke ville se, er, at de ikke troede, at det kunne helbrede dem« (Alma 33:20).
Søster Randall fortalte os, at skønt slangerne antager en anden form i vore dage, så kan vi også se hen til Kristus og blive frelst. I vore dage har profeterne sagt, at vi skal læse dagligt i skrifterne, både personligt og sammen med familien, at vi skal bede personlige bønner og familiebøn, overvære vore møder, betale tiende, omvende os, være værdige til at komme i templet, og at vi skal afholde familieaften. Det er vores måde at se hen til Kristus og blive helbredt på.
Til at begynde med synes konceptets enkelthed at være for let til at beskytte os mod livets daglige fristelser. Men mens søster Randall talte, rørtes mit hjerte, og jeg fornemmede, at Herren talte til mig gennem hende. Jeg indså, at det simpelthen var et spørgsmål om tro. Troede jeg på de nutidige profeters og apostles ord, eller ville jeg vende mig bort, som mange af israelitterne havde vendt sig bort fra kobberslangen?
Jeg gik hjem fra kirke fast besluttet på at hjælpe min familie med at blive styrket gennem familiebøn og skriftstudium. I flere uger bad jeg om, at min mand måtte blødgøre sit hjerte. Jeg fastede. Jeg afholdt en særlig familieaften og inviterede vores mindre aktive, gifte søn og hans familie med. Vi hørte om Moses og slangerne. Endelig en aften spurgte jeg min mand, om vi kunne begynde det nye år med at studere skrifterne som familie. Og nytårsdag begyndte han at lede os i dagligt skriftstudium.
Vores familie blev ikke fuldkommen på et øjeblik, men jeg var forbløffet over, hvor meget stemningen i vores hjem forbedredes. Der var færre skænderier og en dejligere ånd i vores hjem. Jeg mistede ikke besindelsen, og jeg blev ikke grebet af modløshed nær så ofte. Jeg følte en større nærhed med min mand og Herren, og det forbavsede mig. Men det var Jacobs indstilling, der forandrede sig mest. Han begyndte at minde os alle sammen om, at vi skulle holde skriftstudium, og han tog villigt del i oplæsningen.
Jeg indså atter visdommen i at følge profeterne og forlade sig på deres løfter. Jeg har et vidnesbyrd om sandheden af disse ord fra præsident James E. Faust, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab: »Det kræver en overmenneskelig indsats af forældre i en travl familie at få alle ud af sengen og samlet til familiebøn og skriftstudium. I har måske ikke altid lyst til at bede, når I endelig er samlet, men det vil i høj grad betale sig, hvis I holder ud.«1