Ny venner
En kommende missionær – John Kay fra Glenrothes i Fife i Skotland
En trist januarmorgen lukkede Alison Kay sin dør op og fik øje på to missionærer, som stod uden for i regnen. Hun inviterede dem indenfor. Senere fandt hun ud af, at de havde arbejdet i det kolde vejr, selv om det var deres fridag. Kort efter blev hun døbt og bekræftet som medlem af Kirken.
John var fire år gammel, da hans mor, Alison, blev medlem af Kirken. Lige siden har han gerne villet være missionær.
Tiende og opsparing
John begyndte at betale tiende, da hans mor gjorde det. Da han hørte om den humanitære hjælpefond og den selvsupplerende uddannelsesfond begyndte han også at bidrage til dem.
En dag kom missionærerne på besøg. John kan godt lide at spørge missionærerne, hvor de kommer fra, hvordan deres familie er, og hvor mange mennesker de underviser og døber. Men den dag spurgte han dem, hvordan de betalte for deres mission. Forældre og slægtninge hjælper ofte til, forklarede missionærerne. »Jeg vil selv betale for min mission,« sagde John. Som tiårig er han allerede godt på vej til at være klar til sin mission, på mere end én måde.
Han arbejder hårdt
John ved, at han ud over at efterleve evangeliet og spare penge op, vil få gavn af at kunne arbejde hårdt, når han bliver missionær. »John er let at undervise,« siger hans mor. Han har lært at strikke, stryge, vaske tøj, sy knapper i, luge haven, vaske bilen og lave mad. Hans normale pligter omfatter at rydde op på sit værelse og at fylde vaskemaskinen.
Hvad kan John lide?
-
Mors farsbrød
-
Judo
-
Ridning
-
Hans marsvin Saturn
-
Historien om Daniel i løvekulen
-
At lege med vennerne
-
At klatre med sin far
-
Billedkunst (som er hans yndlingsfag i skolen)
-
Pizza
-
At klatre i det store træ i baghaven, hvor han kan lide at sidde og tænke
Han spreder smil
John siger, at han stræber efter at skabe et lykkeligt hjem ved at tale pænt til sin familie, især sin storesøster, Phoebe. »Vi prøver at lytte til hinanden,« siger han.
Hans mor siger: »John fløjter eller synger altid, når han går rundt i huset.« Hun er især taknemlig for Johns omsorgsfulde personlighed, fordi hun selv lider af depression. »John ved præcis, hvordan han skal behandle mig,« siger hun. »Han er utrolig trofast og ansvarlig og har et kærligt hjerte.«
John glæder sig til at modtage Det Melkisedekske Præstedømme, ikke blot for at kunne tage på mission, men også for at kunne velsigne sin familie. Men indtil videre beder han for dem og opmuntrer dem med sit lyse sind.