Den mindste af lederne?
En ny diakon lærte mig – hans biskop – hvad Frelseren mente, da han sagde: »For den, der er den mindste blandt jer alle, han er stor« (Luk 9:48).
Vores menighed havde brug for en ny kvorumspræsident for diakonerne. Mine rådgivere og jeg knælede i bøn ved vores biskoprådsmøde, som vi altid gør, for at søge Herrens godkendelse af denne og andre kaldelser.
Da jeg fornemmede Åndens bekræftelse, traf jeg aftale om et interview med Víctor Leonardo Jiménez Gonzáles, en ung mand, som lige var fyldt 12 år og som allerede tjente som sekretær i diakonernes kvorum.
Under samtalen spurgte jeg til Víctors nuværende kaldelse og om, hvad han følte for den.
»Jeg er bekymret, biskop,« svarede han. »Jeg er virkelig urolig.«
»Hvorfor er du urolig?«
»Jeg vil gerne have, at alle diakonerne kommer i kirke. Så på vej herhen i dag tog jeg forbi Nicholas’ og Anthonys hjem og vækkede dem, og så tog jeg hen til Jimmy og Luis for at få dem til at gøre sig klar. Jeg er virkelig bekymret, biskop,« sagde Victor.
Det, han sagde, forbløffede mig. Tænk, at en 12-årig sekretær i diakonernes kvorum kunne være så bekymret for de andre medlemmer af kvorummet.
»Jeg er her for at tjene,« fortsatte han, »og jeg vil gerne gøre det godt, men jeg er en af de mindste ledere.«
»Hvad mener du med ›en af de mindste ledere‹?« spurgte jeg.
»Fordi jeg er sekretær. Jeg er hverken præsident eller rådgiver. Jeg er sekretær, og derfor er jeg en af de mindste ledere. Men diakonerne burde være der, og det er de ikke, så jeg må tage rundt og hente dem, for det er der, de hører hjemme. Jeg ved ikke, hvorfor de ikke kommer. Men jeg er nødt til at hente dem, biskop!«
Jeg kunne ikke længere holde tårerne tilbage, og de fik frit løb fra mine øjne. Med en klump i halsen sagde jeg: »Du har fået mig til at huske på, hvorfor jeg blev kaldet som biskop. Det var for at bekymre mig om andre, at besøge og tjene dem, ligesom kong Benjamin. Vi skal tjene andre, for så tjener vi Gud. Du er ikke den mindste leder. Enhver, som tjener, spiller en rolle af stor betydning for vor himmelske Fader og hans kirke.«
Til dette svarede han: »Det har jeg lært af min far. Og nu, hvor jeg ser dig græde, kommer jeg til at tænke på engang, hvor han talte med mig – han græd og sagde: ›Når man har et ansvar, skal man varetage det rigtigt.‹«
Tårerne opkvikkede min sjæl, og den unge mands ord opfriskede mit hukommelse. Jeg kom i tanke om den store værdi, som ethvert af vor himmelske Faders børn har, da jeg så den værdi, som denne unge mand tillagde hvert medlem af hans kvorum.
Jeg fremlagde kaldelsen som præsident for diakonernes kvorum for Víctor. Han reagerede ved at sige: »Nu vil jeg virkelig anstrenge mig. Jeg skal ikke skuffe dig, biskop.«
Selv nu, så længe efter, får jeg tårer i øjnene, når jeg tænker på dette uforglemmelige interview. Jeg kender det guddommelige potentiale, som denne unge mand har. Han er fast fokuseret på fremtiden, og han har en klar vision af, hvad der virkelig betyder noget.