Søg kundskab ved tro
I skrifterne opfordres vi gentagne gange til at forkynde evangeliets sandheder ved Åndens kraft (se L&P 50:14). Jeg tror, at de fleste forældre og lærere i Kirken er opmærksomme på dette princip og generelt bestræber sig på at anvende det. Dette princip er meget vigtigt, men det er kun ét element af et meget større åndeligt mønster. Vi får også ofte at vide, at vi skal stræbe efter at lære ved tro (se L&P 88:118). At forkynde ved Ånden og lære ved tro er supplerende principper, som vi bør søge at forstå og anvende samtidig og konsekvent.
Jeg tror, at vi lægger meget mere vægt på og ved meget mere om, hvordan man som lærer underviser ved Ånden, end hvordan man som elev lærer ved tro. Principperne og processerne for både det at undervise og lære er helt klart vigtige åndeligt set. Men når vi ser mod fremtiden og forventer en endnu mere forvirret og kaotisk verden end den, vi lever i, tror jeg, at det vil være afgørende for os alle at øge vores evne til at lære ved tro. Som individer, i vores familie og i Kirken kan og vil vi blive velsignet med åndelig styrke, vejledning og beskyttelse, når vi i tro søger at opnå og anvende åndelig kundskab.
Nefi lærer os, at »når et menneske taler ved Helligåndens kraft, overfører Helligåndens kraft det til menneskenes børns hjerte« (2 Ne 33:1). Læg mærke til, hvordan Ånden bringer budskabet til, men ikke nødvendigvis ind i hjertet. En lærer kan forklare, vise, overbevise og bære vidnesbyrd med stor åndelig kraft og styrke. Men i sidste ende trænger budskabets indhold og Helligåndens vidnesbyrd kun ind til hjertet, hvis modtageren lader det gøre det. At lære ved tro åbner vejen til hjertet.
Princip: Tro på Herren Jesus Kristus
Apostlen Paulus definerede tro som »fast tillid til det, der håbes på, og overbevisning om det, der ikke ses« (se Hebr 11:1). Alma sagde, at tro ikke er fuldkommen tro, men at hvis vi har tro, har vi »håb om det, som ikke ses, men som er sandt« (Alma 32:21). Derudover lærer vi i Lectures on Faith at tro er »det første princip i åbenbaret religion … grundlaget for al retskaffenhed.« og det er også »princippet for handling hos alle intelligente væsener«.1
Disse lærdomme fremhæver tre grundelementer for tro: (1) tro som forvisning om det, man håber, som er sandt, (2) tro som klarhed om det, som ikke kan ses, og (3) tro på princippet om handling hos alle intelligente væsener. Jeg beskriver disse tre bestanddele af tro på Frelseren ved på samme tid at se på fremtiden, på fortiden og ved at handle i nuet.
Tro som forvisning om det, der håbes om, er rettet mod fremtiden. Denne forvisning baseres på korrekt forståelse af og tillid til Gud og sætter os i stand til at »trænge [os] frem« (2 Ne 31:20) i uvisse og ofte udfordrende situationer i Frelserens tjeneste.
For eksempel stolede Nefi på præcis denne type fremtidsrettet åndelig forvisning, da han vendte tilbage til Jerusalem for at hente bronzepladerne »uden på forhånd at vide, hvad [han] skulle gøre. Alligevel gik [han] af sted« (1 Ne 4:6-7).
Tro på Kristus hænger uvægerligt sammen med og fører til håb om, at Kristus er vores forløsning og ophøjelse. Og forvisning og håb gør det muligt for os at gå i kanten af lyset og tage nogle få skridt ud i mørket, fordi vi forventer og har tillid til, at lyset vil flytte sig og oplyse vejen.2 Kombinationen af forvisning og håb fører til handling nu.
Tro, som er det, man håber på og ikke ser, ser tilbage i tiden og bekræfter vores tillid til Gud og vores tillid til, at det, som ikke kan ses, er sandt. Vi træder ud af mørket med forvisning og håb, og vi opnår klarhed og bekræftelse derpå, fordi lyset faktisk har flyttet sig og givet os det lys, vi havde behov for. Det vidnesbyrd, vi har opnået efter prøven af vores tro (se Eter 12:6), er en klarhed, som øger og styrker vores forvisning.
Forvisning, handling og klarhed påvirker konstant hinanden. Denne spiral er som en ring, og spiralen udvider sig og bliver bredere i opadgående retning. Disse tre elementer af tro – forvisning, handling og klarhed – står ikke alene og adskilt, men de hænger sammen og er kontinuerlige og opadgående. Og den tro, som nærer denne fortsatte proces, udvikler sig og ændrer sig. Når vi atter vender os og ser fremad mod en usikker fremtid, fører forvisning til handling og giver klarhed, som så øger forvisningen. Vores selvtillid øges, linje på linje, forskrift på forskrift, lidt her og lidt der.
Vi ser et tydeligt eksempel på vekselvirkningen mellem forvisning, handling og klarhed hos Israels børn, som transporterede pagtens ark under Josvas ledelse (se Jos 3:7-17). Tænk på, hvordan israelitterne kom til Jordanfloden og blev lovet, at vandet ville dele sig, og at de ville kunne gå over på tør grund. Interessant nok delte vandet sig ikke, mens Israels børn stod på flodbredden og ventede på, at der skulle ske noget, men de fik våde fødder, inden vandet delte sig. Israelitternes tro viste sig derved, at de gik ud i vandet, før det delte sig. De trådte ud i Jordanfloden med forvisning om det, som de håbede ville ske i fremtiden. Da israelitterne gik fremad, delte vandet sig, og da de gik på den tørre jord, så de sig tilbage og så klarheden i det, som ikke kunne ses. I dette tilfælde førte forvisning til handling og dernæst til klarhed om det, som ikke ses, men som er sandt.
Virkelig tro er fokuseret på Herren Jesus Kristus og fører altid til handling. Der berettes om tro som handlingsprincip mange velkendte steder i skriften:
»For tro uden gerninger er lige så død som et legeme uden åndedræt« (Jak 2:26; fremhævelse tilføjet).
»Men vær ordets gørere, ikke blot dets hørere« (Jak 1:22; fremhævelse tilføjet).
»[Vågn] op og [væk] jeres evner til et forsøg med mine ord og [udøv] den mindste smule tro« (Alma 32:27; fremhævelse tilføjet).
Og det er tro som handlingsprincip, der et så central for indlæringsprocessen og for at anvende åndelig sandhed.
Lær ved tro: At handle eller at være genstand for handling
Hvordan hænger tro som handlingsprincip hos alle intelligente væsener sammen med at lære om evangeliet? Og hvad vil det sige at søge lærdom ved tro?
I den storslåede fordeling af alle Guds skabninger er der handlinger, der skal udføres, og noget, der skal være genstand for handling (se 2 Ne 2:13-14). Som vor himmelske Faders sønner og døtre er vi blevet velsignet med handlefrihed – evnen og kraften til selvstændig handling. Eftersom vi har handlefrihed, er vi individer, som handler, og vi skal hovedsageligt handle og ikke kun være genstand for handling, især når vi søger at opnå og anvende åndelig kundskab.
At lære ved tro og af erfaring er to af de centrale begreber i Faderens plan for lykke. Frelseren bevarede handlefriheden ved hjælp af forsoningen og gjorde det muligt for os at handle og lære ved tro. Lucifers oprør mod planen var et forsøg på at tilintetgøre menneskets handlefrihed, og han havde til hensigt, at vi som elever kun skulle være genstand for handling.
Tænk over dette spørgsmål, som vor himmelske Fader stillede Adam i Edens have: »Hvor er du?« (1 Mos 3:9). Faderen vidste, hvor Adam skjulte sig, men stillede ikke desto mindre spørgsmålet. Hvorfor? En vis og kærlig Fader gjorde det muligt for sit barn at handle i indlæringsprocessen og ikke kun blive handlet i forhold til. Han underviste ikke et ulydigt barn ved hjælp af envejskommunikation, i modsætning til hvad mange af os måske kunne have været tilbøjelige til. Men Faderen hjalp Adam som elev til at handle selvstændigt og på behørig vis udøve sin handlefrihed.
Tænk på, hvordan Nefi ønskede at kende til det, som hans far Lehi havde set i åbenbaringen om livets træ. Interessant nok begynder Herrens Ånd sin undervisning af Nefi ved at spørge: »Se, hvad ønsker du?« (1 Ne 11:2). Ånden vidste tydeligvis, hvad Nefi ønskede. Men hvorfor så spørge? Helligånden hjalp Nefi til at handle, mens han lærte, og ikke kun være genstand for handling. Læg mærke til 1 Nefi 11-14 og se, hvordan Ånden både stiller spørgsmål og opfordrer Nefi til at »se« som aktive led i at lære.
Af disse eksempler ser vi, at alle vi, som tilegner os lærdom, skal handle og være ordets gørere og ikke kun dets hørere, som er genstand for handling. Handler vi og søger vi lærdom ved tro, eller venter vi at blive undervist og være genstand for handling? Handler og søger de børn, unge og voksne, som vi underviser, at lære ved tro, eller venter de på, at blive undervist og være genstand for handling? Opfordrer og hjælper vi dem, vi tjener, til at søge lærdom ved tro? Vi bør alle ivrigt bede, søge og banke på (se 3 Ne 14:7).
En elev, der bruger sin handlefrihed til at handle i overensstemmelse med de korrekte principper, åbner sit hjerte for Helligånden og indbyder hans undervisende, bevidnende kraft og bekræftende vidnesbyrd. At lære ved tro kræver åndelig, mental og fysisk handling og ikke kun passiv modtagelse. Det er gennem oprigtigheden og pålideligheden i vores trosinspirerede handling, at vi viser vor himmelske Fader og hans Søn Jesus Kristus, at vi er villige til at lære og modtage Helligåndens undervisning. Således involverer lærdom ved tro udøvelse af handlefriheden til at handle ud fra forvisningen om det, vi håber, og åbner for det, der ikke ses, fra den eneste sande lærermester, Herrens Ånd.
Tænk på, hvordan missionærerne hjælper undersøgerne til at lære ved tro. At indgå og holde åndelige forpligtelser – såsom at studere og bede om Mormons Bog, komme til kirkemøderne og holde budene – kræver, at undersøgeren udøver tro og handler derefter. En af missionærernes grundlæggende roller er at hjælpe undersøgeren til at indgå og holde visse forpligtelser: At handle og lære ved tro. Selv om undervisning, belæringer og forklaringer er vigtige elementer, kan de aldrig give undersøgeren et vidnesbyrd om det gengivne evangelium. Først når undersøgerens tro fører til handling og åbner vejen til hjertet, kan Helligånden levere sit bekræftende vidnesbyrd. Missionærerne skal selvfølgelig lære at undervise med Åndens kraft. Men missionærernes ansvar for at hjælpe undersøgerne med at lære ved tro er lige så vigtigt.
Den lærdom, jeg beskriver, rækker langt videre end erkendelse og bibeholdelse og erindring af oplysninger. Den form for lærdom, som jeg taler om, får os til at aflægge det naturlige menneske (se Mosi 3:19), den bevirker en forandring i hjertet (se Mosi 5:2) og omvendelse til Herren og får os til aldrig at falde fra (se Alma 23:6). At lære ved tro kræver både »hjertet og et villigt sind« (L&P 64:34). Lærdom ved tro er et resultat af, at Helligånden har bragt Guds ords kraft både til og ind i hjertet. Lærdom ved tro kan ikke overføres fra lærer til elev gennem en lektion, præsentation eller et eksperiment. I stedet må eleven udøve tro og handle for selv at opnå kundskab.
Den unge dreng, Joseph Smith, forstod instinktivt, hvad det vil sige at søge lærdom ved tro. En af de bedst kendte hændelser i Joseph Smiths liv var, da han læste versene om tro og bøn i Jakobs Bog i Det Nye Testamente (se Jak 1:5-6). Dette skriftsted fik Joseph til at gå ud i en lund i nærheden af sit hjem for at bede og søge åndelig kundskab. Læg mærke til de spørgsmål, Joseph havde udtænkt og følt i hjertet, og som han tog med ud i lunden. Han havde tydeligvis forberedt sig på at »bede i tro« (Jak 1:6) og på at handle.
»Midt i denne krig på ord og tumult af forskellige meninger sagde jeg ofte til mig selv: Hvad kan man stille op? Hvilket af alle disse samfund er det rigtige, eller er de alle sammen forkerte? Om et af dem er rigtigt, hvilket er det da? Og hvorledes kan jeg finde ud af det? …
Mit formål med at gå ud og adspørge Herren var at få at vide, hvilken af alle sekterne der havde ret, så jeg kunne vide, hvilken en jeg skulle slutte mig til. Så snart jeg havde fattet mig, så jeg var i stand til at tale, spurgte jeg derfor personerne, som stod oven over mig i lyset, hvilken af alle sekterne, der havde ret … og hvilken jeg skulle slutte mig til« (JS-H 1:10, 18).
Læg mærke til, at Josephs spørgsmål ikke kun fokuserede på det, som han havde brug for at vide, men også på det som han burde gøre. Og hans allerførste spørgsmål drejede sig om handling, og hvad der skulle gøres! Han bad ikke blot: Hvilken kirke er sand? Han spurgte, hvilken kirke han skulle slutte sig til. Joseph tog ud i lunden for at lære ved tro. Han var fast besluttet på at handle.
Ansvaret for at lære ved tro og anvende den åndelige sandhed påhviler i sidste ende os selv. Dette bliver et stadig mere alvorligt og vigtigt ansvar i den verden, vi lever og skal leve i. Hvad, hvordan og hvornår vi lærer støttes af – men afhænger ikke af – en lærer, en fremlæggelsesmetode eller et særligt emne eller undervisningsformat.
En af de store udfordringer i livet på jorden er i høj grad at søge lærdom ved tro. Profeten Joseph Smith opsummerer bedst denne læreproces og resultaterne deraf, som jeg søger at beskrive. Joseph sagde følgende som svar på et spørgsmål fra De Tolv Apostle: »Den bedste måde at opnå sandhed og visdom på er ikke at finde svaret i bøgerne, men at henvende sig til Gud i bøn og modtage guddommelig belæring.«3
Ved en anden lejlighed forklarede profeten Joseph følgende: »At læse om andres oplevelser og erfaringer eller de til dem givne åbenbaringer kan aldrig give os et omfattende indblik i vor stilling og vores sande forhold til Gud«.4
Følgevirkninger for lærere
Sandhederne i forbindelse med at lære ved tro har vidtrækkende følgevirkninger for forældre og lærere. Lad os tænke over tre af disse følgevirkninger.
1. følgevirkning. Helligånden er en lærer sendt af Faderen.
Helligånden er Guddommens tredje medlem, og han er læreren og vidnet om al sandhed. Ældste James E. Talmage (1862-1933) fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret: »Den Helligånds gerning og virksomhed blandt menneskene beskrives i skriften. Han er en lærer, sendt af Faderen; og for dem, der er berettiget til hans belæringer, åbenbarer han alt, hvad der er nødvendigt for sjælens fremskridt.«5
Vi bør altid huske, at Helligånden er den lærer, som gennem den rette indbydelse kan trænge ind i en elevs hjerte. Vi har ansvar for at undervise i evangeliet ved Ånden, Talsmanden, som forudsætning for at lære ved tro, hvilket kun kan opnås ved og gennem Helligånden (se L&P 50:14). I denne henseende minder vi meget om de lange, tynde glastråde, der bruges til at lave fiberoptiske kabler, hvorigennem lyssignaler transmitteres over lange afstande. Ligesom glasset i disse kabler skal være rent for at kunne lede lyset, bør vi blive og forblive værdige kanaler, hvorigennem Herrens Ånd kan virke.
I vores tjeneste bør vi huske nøje på, at vi er kabler og kanaler; vi er ikke lyset. »For det er ikke jer, der taler, men det er jeres faders ånd, som taler gennem jer« (Matt 10:20). Det handler aldrig om mig, og det handler aldrig om jer. Hvad vi måtte gøre som lærere, for bevidst eller med overlæg at tiltrække os opmærksomhed – i de budskaber vi fremlægger, gennem vore metoder eller vores personlige adfærd – er en form for præstelist, der hindrer Helligåndens virke i undervisningen. »… prædiker han det ved sandhedens Ånd eller på nogen anden måde? Og hvis det sker på nogen anden måde, er det ikke af Gud« (L&P 50:17-18).
2. følgevirkning. Vi er de bedste lærere, når vi opmuntrer til og muliggør lærdom ved tro.
Vi kender alle talemåden om, at giver man en mand en fisk, har han mad til ét måltid. Men lærer man manden at fiske, har han mad til resten af livet. Som forældre og lærere i evangeliet skal vi ikke uddele fisk, men vores opgave er at hjælpe den enkelte til at »fiske« og blive åndeligt selvforsynende. Dette vigtige mål opnås bedst, når vi opmuntrer eleverne og gør det muligt for dem at handle i overensstemmelse med korrekte principper – idet vi hjælper dem til at lære gennem handling. »Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud« (Joh 7:17).
Læg mærke til denne følgevirkning i praksis i præsident Brigham Youngs (1801-1877) råd til Junius F. Wells, da bror Wells blev kaldet i 1875 til at organisere Kirkens unge mænd:
»Ved jeres møder bør I begynde øverst på listen og kalde så mange medlemmer, som tiden tillader, til at bære vidnesbyrd, og ved næste møde skal I begynde, hvor I sluttede og kalde andre, så alle deltager og vænner sig til at rejse sig og sige noget. Mange tænker måske, at de ikke har noget vidnesbyrd at bære, men få dem til at rejse sig, og de vil erfare, at Herren vil hjælpe dem til at udtale mange sandheder, som de ikke har tænkt over før. Flere mennesker har fået et vidnesbyrd, når de har rejst sig og søgt at vidne, end mennesker, der har knælet ned og bedt om et.«6
Præsident Boyd K. Packer, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, har givet et lignende råd i vor tid:
»Hvis jeg blot kunne lære jer dette ene princip. At bære vidnesbyrd giver vidnesbyrd! Et eller andet sted i jeres søgen efter åndelig kundskab, er der dette ›skridt i tro‹, som filosofferne kalder det. Det er det øjeblik, hvor man er gået ud til kanten af lyset og træder ind i mørket for at opdage, at vejen er oplyst blot et skridt eller to forude. Som skriften siger: ›Herren vogter på menneskets livsånde‹ (Ordsp 20:27).
Ét er at få et vidnesbyrd fra noget, man har læst, eller noget andre har sagt, og det er en nødvendig begyndelse. Men det er noget helt andet, når Ånden bekræfter i ens hjerte, at det, man har båret vidnesbyrd om, er sandt. Kan I ikke se, at det vil komme, når I fortæller om det? Giver man af det, man har, får man det igen i større mål!«7
Jeg har lagt mærke til et fælles træk hos de lærere, der har haft størst indflydelse på mit liv. De har hjulpet mig til at søge lærdom ved tro. De nægtede at give mig lette svar på svære spørgsmål. De har faktisk overhovedet ikke givet mig noget svar. De har derimod vist vejen og hjulpet mig til selv at finde svar. Jeg har bestemt ikke altid være begejstret for denne holdning, men erfaringen har lært mig, at man for det meste ikke husker et svar fra et andet menneske ret længe, hvis vi overhovedet husker det. Men et svar, som vi selv finder eller opnår ved udøvelse af tro, bliver for det meste hos os resten af livet. Det vigtigste, vi lærer i livet, erfares – det foræres ikke.
Den åndelige forståelse, som vi er blevet velsignet med at modtage, og som er blevet bekræftet i vores hjerte som værende sande, kan ganske enkelt ikke videregives til et andet menneske. Vi er nødt til at betale prisen i form af flid og ved at lære ved tro for at få vores »egen« personlige kundskab på dette område. Kun herved kan det, som forstanden ved, omdannes til det, der føles i hjertet. Kun herved kan man komme ud over det stadie, hvor vier nødt til at stole på andres åndelige kundskab og erfaring og i stedet selv gøre krav på disse velsignelser. Kun herved kan vi være åndeligt beredte på det, der vil komme. Vi søger »visdomsord … ved studium og også ved tro« (L&P 88:118).
3. følgevirkning. Vores tro styrkes, når vi hjælper andre til at søge lærdom ved tro.
Helligånden, som kan »lære [os] alt og minde [os] om alt« (Joh 14:26), er ivrig efter at hjælpe os til at lære, når vi handler og udøver tro på Jesus Kristus. Denne guddommelige hjælp til at lære er interessant nok aldrig mere tydelig, end når vi underviser, enten hjemme eller i Kirken. Som Paulus tydeliggjorde for romerne: »… du, som belærer andre, belærer du ikke dig selv?« (Rom 2:21; King James-udgaven af Bibelen).
Læg mærke til følgende vers fra Lære og Pagter om, hvordan flittig undervisning bringer himmelsk nåde og belæring.
»Og jeg giver jer den befaling, at I skal undervise hinanden i rigets lære.
Undervis I flittigt, så skal min nåde være med jer, så I mere fuldkomment kan blive undervist i teori, i princip, i lære, i evangeliets lov og i alt det, som vedrører Guds rige, og som er nødvendigt for jer at forstå« (L&P 88:77-78; fremhævelse tilføjet).
Tænk på, at de velsignelser, der beskrives i disse skriftsteder, er rettet specifikt til læreren: »Undervis … flittigt, så skal min nåde være med jer« – så at I, lærerne, kan belæres!
Det samme princip træder tydeligt frem i vers 122 i samme afsnit:
»Udvælg en lærer blandt jer, og lad ikke alle være talsmænd på én gang, men lad én tale ad gangen, og lad alle lytte til hans ord, så at alle, når alle har talt, må være blevet opbygget af alle, og så enhver må have lige mulighed« (L&P 88:122, fremhævelse tilføjet).
Når alle taler, og når alle lytter på en værdig og ordentlig måde, opbygges alle. Den individuelle og fælles udøvelse af tro på Frelseren indbyder til Herrens Ånds belæring og styrke.
Søg lærdom ved tro: Et nyligt eksempel
I august 2005 blev vi alle velsignet med præsident Gordon B. Hinckleys opfordring til at læse Mormons Bog inden udgangen af det år. Da præsident Hinckley gav os den udfordring, lovede han, at trofast overholdelse af dette enkle læseprogram i højere grad ville bringe Herrens Ånd ind i vores hjem, en større beslutsomhed med hensyn til at adlyde hans bud samt et stærkere vidnesbyrd om, at Guds Søn lever i vores liv.8
Læg mærke til, hvordan denne inspirerede udfordring er et klassisk eksempel på at lære ved tro. For det første er ingen af os blevet påtvunget eller påbudt at læse. Tværtimod er vi blevet opfordret til at udøve vores handlefrihed som frie mennesker og handle i overensstemmelse med de rette principper. Præsident Hinckley har som inspireret lærer opfordret os til at handle og ikke blot være genstand for handling. Til syvende og sidst måtte vi hver især beslutte, om og hvordan vi ville reagere på opfordringen, og om vi ville fuldføre opgaven.
For det andet opfordrede præsident Hinckley os hver især til at søge at lære ved tro, idet han gav os sin opfordring til at læse og handle. Der blev ikke uddelt nye læsematerialer til Kirkens medlemmer, og Kirken har ikke indført nogen yderligere lektioner, undervisning eller programmer. Vi havde alle et eksemplar af Mormons Bog, og en sti til vores hjerte åbnedes og blev bredere gennem udøvelsen af vores tro på Frelseren, da vi tog Det Første Præsidentskabs opfordring til følge. Derved forberedte vi os til at modtage belæring fra den eneste sande lærermester, Helligånden.
Vi har hver især ansvar for at lære ved tro, og denne pligt bliver mere og mere vigtig, efterhånden som den verden, vi lever i, bliver mere forvirret og plaget. At lære ved tro er afgørende for vores personlige, åndelige udvikling og for Kirkens vækst i disse sidste dage. Må vi hver især hungre og tørste efter retfærdighed og blive fyldt med Helligånden (se 3 Ne 12:6), så vi kan søge at lære ved tro.
Fra en satellittransmission til undervisere i Kirkens Uddannelsessystem, 3. feb. 2006.