Jeg opretholdt biskop Sheets
»Vi tror, at en mand må kaldes af Gud ved profeti og ved håndspålæggelse af dem, der har myndighed dertil, for at kunne prædike evangeliet og forrette dets ordinancer« (TA 1:5).
»Alle de, der kan støtte bror Rulon T. Sheets som vores nye biskop, bedes vise det ved at hæve højre hånd.«
Min hånd røg i vejret. Jeg var glad for at få bror Sheets som vores nye biskop. Hans datter, Peggy, var en af mine gode veninder. Selv om hun var et par år ældre end mig, inviterede hun mig tit med til aktiviteter hjemme hos dem. Bror Sheets deltog af og til i aktiviteterne, hvor han viste os et dansetrin sammen med Peggy eller var med til en gættekonkurrence. Nogle gange lavede han popcorn og satte sig og snakkede lidt med os.
Jeg var glad for at opretholde bror Sheets som vores nye biskop, men mens jeg rakte min hånd op og kiggede mig omkring i kirkesalen, der var fuld af oprakte hænder, spekulerede jeg på, hvilken støtte min lille, 11-årige hånd kunne tilbyde sådan en stor mand.
Noget af det første, jeg gjorde, var at bruge mine hænder til at bage småkager til vores nye biskop. Min mor sagde, at biskoppen nogle gange tilbragte flere timer i Kirken og tit gik glip af måltider derhjemme, så vi bagte en portion af vores bedste havregrynskager. Jeg rørte i dejen, til den var helt rigtig. Og da kagerne var færdige, gik jeg hen til hans hus med dem. Han blev meget glad, men jeg ville gerne gøre noget mere.
Nogle uger senere var jeg hjemme til en aktivitet hos Peggy. Hun bad mig om at finde noget musik. Jeg brugte mine hænder til at dreje på kanalvælgeren på radioen, indtil jeg fandt en station med passende musik. Så skruede jeg ned for lyden, så det ikke var for højt. Det var jo biskoppens hus, og jeg ville gerne være med til at gøre det til et fredfyldt sted.
Da skolen begyndte, fik biskoppens familie en plejedatter ved navn Carla, som boede hos dem. Da jeg mødte hende, rakte jeg hånden frem og bød hende velkommen. Jeg vidste, at det ville hjælpe biskoppen, hvis Carla fik nogle nye venner.
Som månederne gik, blev biskoppen syg og måtte gå med stok. Min mor sagde, at han var syg og mere end nogensinde havde brug for vore bønner og vores støtte.
Da min 12 års fødselsdag nærmede sig, skulle jeg til interview med biskop Sheets. Min mor og jeg gik hen til kirken og ankom, netop som biskoppen steg ud af sin bil. Han vinkede muntert og haltede hen ad fortovet. Jeg lagde mærke til, at selv om det var lørdag, havde han taget jakkesæt og slips på til mit interview. Det blev jeg beæret over.
Da biskoppen nåede hen til kantstenen, stoppede han op og så bekymret ud. Jeg var klar over, at han var for svag til at træde op over den. Jeg løb hen til ham.
»Tag min hånd,« sagde jeg. »Jeg skal nok hjælpe dig.«
Taknemligt tog han min hånd og trak sig selv op. Så løb jeg i forvejen og åbnede de tunge kirkedøre.
»Det burde jeg jo gøre for dig,« sagde han blidt. »Tak skal du have.«
Inde på kontoret satte han sig med et suk ned i sin stol. Så bad han mig om at bede en bøn. Jeg foldede ærbødigt hænderne, og selv om jeg ikke nævnte biskoppen i min bøn, bad jeg i hjertet min himmelske Fader om at velsigne og styrke ham.
Da bønnen var forbi, var biskoppen næ-sten sit gamle jeg igen. Han rettede sig op i stolen, og hans øjne strålede. Da interviewet var forbi, gav han mig et fast håndtryk, som jeg lykkeligt gengældte.
Mens min mor og jeg gik hjem efter interviewet, tænkte jeg på, hvor højt jeg elskede biskop Sheets, og jeg vidste, at han var kaldet af Gud. Jeg var taknemlig for, at jeg, selv om mine hænder var små, kunne finde måder at støtte og opretholde min elskede biskop på.
»Embederne som biskop og grenspræsident og deres rådgivere er hellige i denne kirke. De mænd, som besidder disse embeder, er respekteret af Herren … Vi ærer og elsker dem, og det viser vi ved at være betænksomme mod dem.«
Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum, »Biskop, hjælp!«, Stjernen, juli 1997, s. 24.