Søgen efter åndelig kundskab
Lad mig fortælle jer om en oplevelse, som jeg havde, før jeg blev generalautoritet, og som gjorde et dybt indtryk på mig. Jeg sad i et fly sammen med en erklæret ateist, som gav så ihærdigt udtryk for sin manglende tro på Gud, at jeg bar vidnesbyrd for ham. »Du tager fejl,« sagde jeg. »Der findes en Gud. Jeg ved, at han lever!«
Han protesterede: »Det kan du ikke vide. Det er der ingen, der ved! Du kan ikke vide det!« Da jeg ikke ville give mig, stillede ateisten, som var advokat, det vigtigste spørgsmål om vidnesbyrd. »Godt,« sagde han på en hånlig og nedladende måde, »du siger, at du ved det. Fortæl mig, hvordan du ved det.«
Da jeg forsøgte at svare, var jeg, trods min universitetsuddannelse, ude af stand til at forklare det.
Når jeg benyttede ord som Ånden og vidnesbyrd, svarede ateisten: »Jeg aner ikke, hvad du taler om.« Ordene bøn, evnen til at skelne og tro var ligeledes meningsløse ord for ham. »Der kan du se,« sagde han. »Du ved det jo slet ikke. Hvis du virkelig gjorde det, ville du være i stand til at fortælle mig, hvordan du ved det.«
Jeg følte, at jeg måske lidt overilet havde båret vidnesbyrd for ham, og jeg anede ikke, hvad jeg nu skulle gøre. Så kom oplevelsen! Der dukkede noget op i mit sind. Og her vil jeg gerne fremføre en udtalelse fra profeten Joseph Smith: »Et menneske kan drage nytte af at lægge mærke til den første indskydelse af åbenbaringens ånd; hvis du for eksempel føler en intelligens strømme gennem dig, kan den give dig visse pludselige tanker … og således kan du, ved at lære Guds Ånd at kende og forstå den, udvikle dig inden for åbenbaringens princip, indtil du bliver fuldkommen i Kristus Jesus.«1
En sådan tanke dukkede op i mit hoved, og jeg sagde til ateisten: »Lad mig spørge dig, om du ved, hvordan salt smager.«
»Selvfølgelig gør jeg det,« svarede han.
»Hvis vi nu antog, at jeg aldrig havde smagt salt,« sagde jeg, »forklar mig så, hvordan det smager.«
Efter at have tænkt sig om, sagde han: »Tjah, jeg … det er ikke sødt, og det er ikke surt.«
»Du har fortalt mig, hvad det ikke er, men ikke hvad det er.«
Og efter adskillige forsøg måtte han selvfølgelig give op. Han kunne ikke med ord alene formidle noget så almindeligt som smagen af salt. Jeg bar atter vidnesbyrd for ham og sagde: »Jeg ved, at der findes en Gud. Du gjorde nar ad det vidnesbyrd og sagde, at hvis jeg virkelig vidste det, så ville jeg kunne fortælle dig, hvordan jeg vidste det. Min ven, åndeligt talt har jeg smagt salt. Jeg er lige så lidt i stand til med ord at fortælle dig, hvordan jeg har opnået den kundskab, som du er til at fortælle mig, hvordan salt smager. Men jeg gentager, at der findes en Gud! Han lever! Og bare fordi du ikke ved det, skal du ikke fortælle mig, at jeg ikke ved det, for det gør jeg!«
Da vi skiltes, hørte jeg ham mumle: »Jeg har ikke brug for din religion til at støtte mig til! Jeg kan ikke bruge den til noget.«
Siden den oplevelse har jeg ikke været flov eller skamfuld over, at jeg ikke med ord alene er i stand til at forklare alt, hvad jeg ved åndeligt. Apostlen Paulus sagde det på denne måde:
»Og om dette taler vi ikke med ord, som menneskelig visdom har lært os, men med ord, som Ånden har lært os, og vi tolker det åndelige for åndelige.
Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok« (1 Kor 2:13-14).
Den stille, sagte røst
Åndens røst beskrives i skrifterne som hverken »høj« eller »barsk« (3 Ne 11:3). Det er »ikke … en tordenrøst, ej heller … en røst som en tumultagtig larm«, men snarere »en stille røst af fuldkommen mildhed, som havde det været en hvisken«, og den kan gennembore én »helt ind til selve sjælen« (Hel 5:30) og få »hjertet til at brænde« (3 Ne 11:3). Husk på, at Elias opdagede, at Herrens røst ikke var i stormen, eller i jordskælvet, eller i ilden, men i stedet er den »en sagte susen« (1 Kong 19:12).
Ånden fanger ikke vores opmærksomhed ved at råbe og ruske os voldsomt. I stedet hvisker den. Den kærtegner os så blidt, at vi slet ikke opdager det, hvis vi er optaget af andre ting.
Til tider lægger den et vist pres på os, så vi hører efter. Men for det meste trækker Ånden sig tilbage, hvis vi ikke er opmærksomme på den blide følelse – og så venter han, indtil vi selv søger og lytter og med vores adfærd og tanker viser, at vi siger som Samuel i sin tid gjorde: »Tal, [Herre,] din tjener hører!« (1 Sam 3:10).
Man kan ikke fremtvinge det åndelige
Der er noget mere, man skal lære. Man får ikke smidt et vidnesbyrd i hovedet – et vidnesbyrd vokser. Vi vokser i vores vidnesbyrd, som vi vokser i fysisk fremtoning – vi bemærker det næsten ikke, fordi det sker ved vækst.
Man kan ikke fremtvinge det åndelige. Ord som fremtvinge, forcere, gennemtrumfe, presse og kræve kan ikke anvendes om vores forhold til Ånden. Man kan ikke gøre sig mere håb om at fremtvinge Ånden, end man kan gøre sig håb om at tvinge en bønne til at spire eller et æg til at udruges, før tiden er inde. Man kan skabe en atmosfære, som fremmer vækst, næring og beskyttelse; men man kan ikke fremtvinge eller forcere noget; man må nødvendigvis afvente væksten.
Vær ikke forhastet, når det gælder om at opnå åndelig kundskab. Lad den udvikles, hjælp den til at udvikles, men lad være med at prøve at fremtvinge den, for ellers skaber du en mulighed for at blive vildledt.
Anvend alle dine ressourcer
Det forventes, at vi anvender det lys og den kundskab, som vi allerede er i besiddelse af, til at løse problemerne i vores liv. Vi burde ikke have brug for åbenbaring til at lære os at passe vore pligter, for det har vi allerede fået at vide i skrifterne; vi bør heller ikke forvente, at åbenbaring skal erstatte den åndelige eller timelige intelligens, som vi allerede har modtaget – kun at det kan øge den. Vi skal leve vores liv på en almindelig, dagligdags måde og følge de rutiner, regler og retningslinjer, som styrer livet.
Regler og retningslinjer er en værdifuld beskyttelse. Hvis vi får brug for åbenbaret vejledning til at ændre vores kurs, så skal den vejledning nok vente på os, når vi når frem til det tidspunkt, hvor vi skal bruge den. Rådet om at være »ivrigt engageret« er et godt råd (se L&P 58:27).
Dit vidnesbyrd er måske stærkere, end du tror
Du skal ikke skamme dig eller holde dig tilbage, fordi du ikke ved alting. Nefi sagde: »Jeg ved, at han elsker sine børn; alligevel forstår jeg ikke betydningen af alting« (1 Ne 11:17).
Der er måske større kraft i dit vidnesbyrd, end du er klar over. Herren sagde til nefitterne:
»Og den, der kommer til mig med et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd, ham vil jeg døbe med ild og med Helligånden, ligesom lamanitterne på grund af deres tro på mig på det tidspunkt, da de blev omvendt, blev døbt med ild og med Helligånden, og de vidste det ikke« (3 Ne 9:20; fremhævelse tilføjet).
For flere år siden mødte jeg en af vore sønner, som var på mission i en fjern del af verden. Han havde været der i et år. Hans første spørgsmål lød: »Hvad kan jeg gøre for at udvikle mig åndeligt, far? Jeg har gjort mit bedste for at vokse åndeligt, men jeg gør ingen fremskridt.«
Sådan så han på det; jeg så det helt anderledes. Jeg kunne knap fatte den modenhed og den åndelige vækst, som han havde opnået på blot et år. Han »vidste det ikke«, fordi det var kommet som vækst, ikke som en overvældende åndelig oplevelse.
Find dit vidnesbyrd ved at bære det
Det er ikke usædvanligt at høre missionærer sige: »Hvordan kan jeg bære mit vidnesbyrd, før jeg har fået det? Hvordan kan jeg bære vidnesbyrd om, at Gud lever, at Jesus er Kristus, og at evangeliet er sandt? Hvis jeg ikke har et sådan vidnesbyrd, er det så ikke at være uærlig?«
Hvis jeg dog bare kan lære jer dette ene princip: Et vidnesbyrd finder man ved at bære det! Et eller andet sted i jeres søgen efter åndelig vækst må I forlade jer på troen, som filosofferne siger. Det er det øjeblik, hvor man er nået helt ud til yderkanten af lyset og træder ind i mørket, blot for at opdage, at vejen er oplyst et skridt eller to forude. Som der står i skriften: »Min Gud spreder lys i mit mørke« (Sl 18:29).
Ét er at modtage et vidnesbyrd fra noget, man har læst, eller noget, en anden har sagt; og det er en nødvendig begyndelse. Men noget helt andet er, at føle Ånden bekræfte i ens bryst, at det, man har båret vidnesbyrd om, er sandt. Kan I ikke se, at det bliver givet jer, når I giver det til andre? Når I giver det, som I har, får I meget mere igen.
At opløfte sin røst er en prøve på troen.
Bær vidnesbyrd om det, I håber er sandt, som en handling i tro. Det er en slags eksperiment, ligesom det eksperiment, som profeten Alma fremlagde for sine tilhængere. Vi begynder med tro – ikke med en fuldkommen viden. Den prædiken i kapitel 32 i Alma er et af de største budskaber i den hellige skrift, for den er rettet mod begynderen, den ydmygt søgende sjæl. Og den rummer nøglen til et vidnesbyrd om sandheden.
Kristi Ånd og vidnesbyrd kommer som regel, når man bærer det for andre, og bliver kun hos jer, hvis I bærer det for andre. I den proces ligger selve evangeliets kerne.
Er det ikke det fuldkomne udtryk for kristendom? Man kan ikke føle det, eller beholde det, eller øge det, medmindre man er villig til at forkynde det til andre. Det er ved frit at give andre mulighed for at få det, at det bliver dit.
Du kan udføre Herrens værk
Der er stor kraft i dette værk – en åndelig kraft. Et almindeligt medlem af Kirken, som dig, der har modtaget Helligåndsgaven ved bekræftelse, kan udføre Herrens værk.
For mange år siden fortalte en ven mig om denne oplevelse. Han var 17 år gammel og var sammen med sin kammerat standset ved en hytte i sydstaterne. Det var hans første dag i missionsmarken, og det var hans første dør. En gråhåret dame stod inde bag trådnetsdøren og spurgte, hvad de ville. Hans kammerat puffede til ham for at få ham til at fortsætte. Skræmt og lidt mundlam fremstammede han til sidst: »Som mennesket er, har Gud engang været, og som Gud er, kan mennesket engang blive.«
Sært nok blev hun interesseret og spurgte, hvor han havde det fra. Han svarede: »Det står i Bibelen.« Hun gik et øjeblik og kom tilbage med sin Bibel. Hun sagde, at hun var præst i en lokal forsamling, hvorefter hun rakte ham Bibelen og sagde: »Vis mig det.«
Han tog Bibelen og bladrede nervøst frem og tilbage i den. Til sidst rakte han den tilbage til hende og sagde: »Her, jeg kan ikke finde det. Jeg er ikke engang sikker på, at det står der, og selv om det gør, så kan jeg ikke finde det. Jeg er bare en fattig bondedreng fra Cache Valley i Utah. Jeg har ikke fået ret megen undervisning. Men jeg kommer fra en familie, som efterlever Jesu Kristi evangelium. Og det har betydet så meget for vores familie, at jeg har taget imod kaldelsen til at drage på mission i to år for egen regning for at fortælle folk, hvad det betyder for mig.«
Selv et halvt århundrede senere kunne han ikke holde tårerne tilbage, da han fortalte mig, hvordan hun skubbede døren op og sagde: »Kom indenfor, min dreng. Jeg vil gerne høre, hvad du har at sige.«
Lær af Ånden
Der er meget mere at sige. Jeg kunne fortælle om bøn, om faste, om præstedømmet og myndighed og om værdighed – som alt sammen er nødvendigt for ophøjelse. Når man forstår det, passer det alt sammen ind i hinanden – helt perfekt. Men der er noget, man skal lære hver for sig og alene, og som Ånden lærer os.
Jeg ved ud fra egne erfaringer, som er alt for hellige til at nævne, at Gud lever, at Jesus er Kristus, at Helligåndsgaven, som overdrages os ved vores bekræftelse, er en guddommelig gave. Mormons Bog er sand! Dette er Herrens kirke! Jesus er Kristus! En Guds profet præsiderer over os! Miraklernes tid er ikke forbi, og engle er ikke ophørt med at vise sig for og betjene mennesker! Der er åndelige gaver i Kirken. Og den største i blandt dem er Helligåndsgaven!
Fra en tale holdt ved et seminar for nye missionspræsidenter den 25. juni 1982.