At vokse op for Herren

Anne C. Pingree

Andenrådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab

Det kræves af dem, som oprigtigt ønsker »at vokse op for Herren«, at de er fast besluttede på at tjene andre selv under vanskelige omstændigheder.

For nogle måneder siden kørte jeg i bil med to modige, ældre søstermissionærer. De var fast besluttede på at finde den lejlighed, hvor et medlem af menigheden boede i et område i centrum af en by på USA’s østkyst. Mens jeg sad på bagsædet og holdt vejret, brægede bilens GPS regelmæssigt: »Forkert vej, forkert vej!« Ufortrødent fortsatte den missionær, som læste kortet, blot med at foreslå den ene vej efter den anden gennem byens forvirrende gader, indtil vi endelig fandt hen til den søster, som de havde lovet at lære at læse og skrive.

Gennem deres handlinger og indstilling gav disse søstre udtryk for noget, som afspejlede langt mere end deres år på jorden De udviste sand åndelig modenhed.

Helaman, den store profet fra Mormons Bog, opkaldte sine sønner Nefi og Lehi efter deres forfædre, og »de begyndte at vokse op for Herren.«¹ Unge som gamle må vi alle gøre det samme.

Denne tanke om at vokse op for Herren er fængslende. I modsætning til den fysiske proces med at vokse op modnes vi ikke åndeligt, før vi vælger, med apostlen Paulus’ ord, at aflægge »det barnlige.«²

Daglig bøn og skriftstudium, lydighed mod budene og de pagter, vi har indgået ved dåben og i templet, er kernen i at vokse op for Herren. Vi lærer at vandre ad hans veje, når vi gør det, som fører os tættere til vor himmelske Fader, og når vi lærer vore børn og andre at gøre det samme. Vi aflægger det barnlige, når vi vælger at blive som Kristus og tjene andre, som han ønsker det.

Da Kirken blev organiseret i denne uddeling, forklarede Herren, at de som »skal optages i hans kirke ved dåb« i høj grad ville være dem, som »er villige til at påtage sig Jesu Kristi navn, idet de er fast besluttede på at tjene ham til enden.«³ Det vil sige at forblive »standhaftige og urokkelige, altid rige på gode gerninger«⁴ hver dag i vores liv. I dag, hvor Kirken vokser i 170 lande overalt på jorden, kræves det af dem, som oprigtigt ønsker »at vokse op for Herren«, at de er fast besluttede på at tjene andre selv under vanskelige omstændigheder. Kirkens vækst betyder, at mange af os får mulighed for at tjene de nyomvendte.

Jeg deltog i et mindeværdigt eksempel på at være fast besluttet på at tjene de nyomvendte til evangeliet, da jeg ledsagede disse hengivne søstermissionærer – den ene en enke nær de 80 år – og den anden en enlig forælder i 60’erne – som ikke ville lade sig slå ud af at dreje forkert. Jeg var også vidne til et andet eksempel i samme menighed.

Denne menighed består af medlemmer i mange forskellige aldersgrupper, fra et stort antal lande, som alle havde forskellige økonomiske forhold og forskellig erfaring i Kirken. Flere af dem med størst kirkeerfaring er travle studerende par med en krævende kalender og små børn.

Jeg så en ung mor, som tjente som besøgslærerindevejleder for nyligere omvendte i menigheden. Mens hendes mand passede deres spædbarn, viste hun et eksempel på kærlig omsorg over for to afrikanske søstre. Denne omsorg omfattede ikke blot at undervise disse søstre i, hvordan de kunne leve i et nyt land, men også hvordan de kunne tilpasse sig deres nye religion.

Ved sit eksempel underviste hun disse afrikanske søstre i, hvordan Herren ønsker, at vi skal tjene hinanden. Apostlen Paulus’ ord beskriver kærligt det, som jeg så i denne besøgslærerindevejleders handlinger over for disse nyomvendte: »[Vi] færdedes … med venlighed blandt jer … sådan ville vi af ømhed for jer gerne give jer ikke blot Guds evangelium, men også vort liv. For vi var kommet til at holde af jer.«⁵ Med hvert besøg bragte den unge vejleder godt humør, en venlig, hjælpende hånd og besøgslærerindebudskabet.

Med tiden forberedte søstrene sammen det besøgslærerindebudskab, som de skulle give i andre søstres hjem. Idet de vurderede behovene og ydede umiddelbar hjælp, før de gik, blev de sande hjælpeforeningssøstre, som forpligtede sig til at opløfte, trøste og opmuntre hinanden. Jeg tvivler på, at jeg nogensinde vil kunne høre udtrykket »hjerter knyttet sammen i enighed og i kærlighed«⁶ uden at tænke på disse tre glade, kærlige kvinder som – fordi de var fast besluttede på at tjene andre – viste, hvad det vil sige »at vokse op for Herren.«

Ud over standhaftigt at være fast besluttet på at tjene andre, er en anden måde, hvorpå vi vælger at vokse op for Herren gennem vores villighed til at trænge os frem⁷ i tro – selv når vi ikke ved, præcis hvad vi skal gøre. Overvej Nefis beretning om, hvordan han blev befalet at bygge et skib. Han fortalte om omstændighederne:

»Og det skete, at Herren talte til mig og sagde: Du skal bygge et skib på den måde, som jeg skal vise dig …

Og jeg sagde: Herre, hvor skal jeg gå hen, så jeg kan finde malm at smelte, så jeg kan lave værktøj …?«⁸

Nefi tvivlede ikke på den opgave, som skulle udføres. I stedet beviste han i denne situation, som han havde gjort det i andre situationer, sin modne åndelige indsigt: »Og således ser vi, at Guds befalinger skal blive opfyldt. Og dersom menneskenes børn holder Guds befalinger, giver han dem næring og styrker dem og sørger for midler, hvorved de kan udføre det, som han har befalet dem.«⁹ Kort sagt ledte Nefi efter en løsning, i stedet for at se på de steder, hvor vejen var spærret, fordi han vidste – han vidste – at i processen med at vokse op for Herren kunne og ville Gud hjælpe ham med at holde alle de befalinger, han fik.

I den samme menighed midt i byen så jeg en tilsvarende form for tro i biskoppens milde, kærlige omsorg. idet han ikke spildte tiden på at fortvivle over de omfattende behov hos et stadigt voksende antal nyomvendte. I stedet trængte han sig frem ved at samle de mere erfarne medlemmer fra Det Aronske og Det Melkisedekske Præstedømmes kvorummer, så de kunne hjælpe med at forberede de nyomvendte fra Afrika og Latinamerika til deres ansvar i præstedømmet. De nyere brødre blev undervist i, hvordan de skulle holde bakkerne, når de omdelte nadveren, og hvordan de skulle knæle ned og ærbødigt velsigne brødet og vandet. De mere erfarne, ofte yngre brødre øvede ordene i nadverbønnerne sammen med dem, så de ville føle sig sikre ved at sige dem. Derefter talte alle brødrene sammen om denne vigtige præstedømmeordinances hellige natur.

Vi har alle oplevet noget, hvor vi skulle vise, at vi er fast besluttede på at tjene andre, og at vi er villige til at trænge os frem i tro. Da min mand ringede for at fortælle mig, at vores missionskaldelse var blevet ændret til en udfordrende opgave i Afrika, svarede jeg: »Jeg kan klare det. Jeg tror, jeg kan klare det.« Gennem mine ord viste jeg, at jeg var fast besluttet på at trænge mig frem i tro – og stolede endnu engang på, at Herren ville hjælpe mig. Jeg viste min villighed til at »vokse op for Herren.«

Ligesom den trofaste biskop, de hengivne søstre og jeg selv kan bevidne, vil vi i den fortsatte proces med at vokse op for Herren blive bedt om at gøre alt, hvad vi kan, og i nogle tilfælde endda mere, end vi ved, hvordan vi skal gøre. Udfordringerne kan være skræmmende, og vejene nogle gange ukendte. Men uanset de forkerte veje, som er uundgåelige, kan de, som stræber efter i sandhed at blive som Kristus –som er fast besluttede på at tjene andre – og er villige til at trænge sig frem i tro – gentage denne storslåede åndelige sandhed, som Nefi fortalte, da han fortsatte sit skibsbyggeri: »Og jeg, Nefi … bad ofte til Herren; derfor viste Herren mig store ting.«¹⁰ At blive vist »store ting« – hvilken gave – hvilken velsignelse – for dem, som har valgt at »vokse op for Herren«. Må vores liv være fyldt med mild, kærlig, standhaftig åndelig modenhed. Det er min bøn i Jesu Kristi navn. Amen.