2006
Søg Guds rige
Maj 2006


Søg Guds rige

Jeg håber, at I alle vil huske, at I på denne sabbatsdag hørte mig bære mit vidnesbyrd om, at dette er Guds hellige værk.

Mine kære brødre og søstre, jeg takker jer for jeres bønner for mig. Jeg beder nu om jeres opretholdende tro.

Når en mand når min alder, stopper han af og til op og overvejer, hvad der førte ham til hans nuværende status i livet.

Jeg vil bruge lidt af jeres tid på en måde, som man måske kunne anse selvcentreret. Det gør jeg, fordi Kirkens præsidents liv i virkeligheden tilhører hele Kirken. Han har meget lidt privatliv og ingen hemmeligheder. Jeg tror min tale denne formiddag bliver anderledes end nogen anden tale holdt til en generalkonference i Kirken.

Jeg befinder mig nu i mit livs solnedgang. Vi er alle fuldt ud overladt i Herrens hænder. Som mange af jer ved, har jeg for nyligt gennemgået en større operation. Det er første gang i løbet af mine 95 år, at jeg har været indlagt på et hospital. Jeg vil ikke anbefale det til nogen. Mine læger siger, at jeg stadig har nogle følgevirkninger.

Jeg nærmer mig nu min 96. fødselsdag. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at udtrykke min påskønnelse og taknemmelighed for de bemærkelsesværdige velsignelser, som Herren har givet mig i overflod.

Vi skal alle træffe valg i løbet af vores liv; nogle af dem fremstår med rigdommens og fremgangens sirenesang, mens andre virker mindre lovende. På en eller anden måde har Herren våget over mig og vejledt mig i mine valg, selvom det ikke altid har været åbenlyst i øjeblikket.

Det får mig til at tænke på ordene i Robert Frosts digt »The Road Not Taken«, som afsluttes med disse linjer:

To veje løb hver sin vej i skoven, og jeg –

jeg valgte den mindst befærdede,

og det gjorde hele forskellen.

(The Poetry of Robert Frost, red. Edward Connery Lathem, 1969, s. 105.)

Jeg tænker på Herrens ord: »Søg derimod [Guds] rige, så skal det andet gives jer i tilgift« (Luk 12:31).

Det er 48 år siden, at jeg til en aprilkonference som denne for første gang blev opretholdt som generalautoritet. Siden da har jeg talt ved alle Kirkens generalkonferencer. Jeg har holdt mere end 200 af den slags taler. Jeg har behandlet et stort antal forskellige emner. Men gennemgående har der i mine taler været en fremherskende rød tråd, som er vidnesbyrdet om dette storslåede værk i de sidste dage.

Men noget har ændret sig og vil ændre sig. Min elskede ledsager gennem 67 år forlod mig for to år siden. Jeg savner hende mere, end jeg kan sige. Hun var virkelig en bemærkelsesværdig kvinde, en som jeg har vandret side om side med i et fuldendt forhold i mere end to tredjedele af et århundrede. Når jeg nu ser tilbage på mit liv, gør jeg det med en vis grad af undren og ærefrygt. Alt det gode, som er sket, deriblandt mit ægteskab, skyldes min aktivitet i Kirken.

Forleden aften havde jeg mulighed for at gennemgå en ufuldstændig liste over de foreninger og organisationer, som har hyldet mig alene på grund af min aktivitet i Kirken. Et betydeligt antal af USA’s præsidenter er kommet til Kirkens Første Præsidentskabs kontor. På væggen i mit kontor hænger et fotografi af mig, der overrækker præsident Ronald Reagan en Mormons Bog. I min bogreol har jeg præsidentens frihedsmedalje, som præsident Bush gav mig. Jeg har været i Det Hvide Hus ved flere lejligheder. Jeg har været vært for og deltaget i arrangementer sammen med mange landes premierministre og ambassadører, deriblandt premierministrene Margaret Thatcher og Harold Macmillan fra Storbritannien.

Jeg har kendt og arbejdet sammen med alle Kirkens præsidenter fra præsident Grant til Howard W. Hunter. Jeg har kendt og elsket alle generalautoriteterne gennem disse mange, mange år.

Jeg forsøger nu at rydde op i de mange bøger og genstande, som jeg har samlet sammen i årenes løb. I løbet af denne proces fandt jeg en gammel dagbog med spredte indførelser fra årene 1951 til 1954. Dengang var jeg rådgiver i mit stavspræsidentskab og var endnu ikke blevet kaldet som generalautoritet.

Da jeg læste denne gamle dagbog igennem, erindrede jeg og påskønnede, hvordan jeg gennem Herrens godhed kom til at kende hele Det Første Præsidentskab og medlemmerne af De Tolv Apostles Kvorum rigtig godt og på nærmeste hold. Alle har ikke den samme mulighed nu, fordi Kirken er meget større.

Dagbogen indeholdt indførelser som den følgende:

»11. marts 1953 – Præsident McKay talte med mig om aprilkonferenceprogrammet for missionspræsidenter.

Torsdag, den 19. marts – Joseph Fielding Smith bad mig få en af generalautoriteterne til at forklare, hvordan man tilrettelægger missionærkonferencer, der afholdes lørdag aften … Jeg tror at Spencer W. Kimball eller Mark E. Petersen bør ordne det.

Torsdag, den 26. marts – Præsident McKay fortalte en interessant historie. Han sagde: ›En bonde havde et stort stykke jord. Da han blev gammel, blev det for meget for ham. Han havde nogle sønner. Han kaldte drengene sammen omkring sig og fortalte dem, at de var nødt til at udføre det hårde arbejde. Faderen hvilede sig. Men en dag gik han ud på marken. Drengene sagde, at han skulle gå tilbage, for de havde ikke brug for hans hjælp. Han sagde: »Min skygge på denne gård er mere værd end det arbejde, I udfører tilsammen.‹‹ Præsident McKay sagde, at faderen i historien repræsenterede præsident Stephen L. Richards, som var syg, men hvis bidrag og venskab, præsident McKay i så høj grad værdsatte.

Fredag, den 3. april 1953 – Deltog i et møde i templet med generalautoriteter og missionspræsidenter fra kl. 9 til 15.30. Flere end 30 missionspræsidenter talte. Alle ønskede de flere missionærer. Alle havde de stor fremgang.

Tirsdag, den 14. april – Præsident Richards var på kontoret. Havde et behageligt møde med ham. Han syntes træt og svag. Jeg følte, at han var blevet bevaret af Herren til et vigtigt formål.

Mandag, den 20. april, 1953 – Havde et interessant møde med Henry D. Moyle fra De Tolv Apostles Råd.

15. juli 1953 – Albert E. Bowen, medlem af De Tolv Apostles Råd døde efter mere end et års alvorlig sygdom. Endnu en af mine venner er borte … Jeg kom til at kende ham godt. Han var en klog og stabil mand. Var ikke til at jage med, og havde aldrig travlt. Utroligt velovervejet – en mand med usædvanlig visdom, en mand med en stor og enkel tro. De gamle, kloge hoveder går bort. De var mine venner. I min korte tid har jeg set mange af Kirkens store mænd komme og gå. De fleste af dem har jeg arbejdet sammen med og kendt på nært hold. Tiden sletter på sin egen måde mindet om dem. Om nogle få år vil navne som Merrill, Widtsoe og Bowen – alle store personligheder – blive glemt af alle, med undtagelse af nogle få. En mand skal finde glæde i sit daglige arbejde, skal vide, at hans familie måske vil huske ham, og at han kan regne med Herren, men derudover vil der ikke blive husket meget om ham i de kommende generationer.«

Og sådan kunne man blive ved. Jeg læser kun dette for at illustrere det bemærkelsesværdige forhold, som jeg havde som ung mand med medlemmer af Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum.

I årenes løb har jeg også gået blandt jordens forarmede og fattige og har vist dem min kærlighed, bekymring og min tro. Jeg har mødt mange fremtrædende mænd og kvinder fra mange steder i verden. Jeg håber, at jeg gennem disse muligheder i det mindste har gjort en lille forskel.

Da jeg var en dreng på kun elleve, modtog jeg en patriarkalsk velsignelse fra en mand, som jeg aldrig før havde set og aldrig så igen. Det er et bemærkelsesværdigt dokument, et profetisk dokument. Det er personligt, og jeg vil kun læse lidt op fra den. Dog indeholder den denne udtalelse: »Jordens nationer skal høre din røst og blive bragt til kundskab om sandheden gennem det vidunderlige vidnesbyrd, du skal bære.«

Da jeg blev afløst fra min mission i England, rejste jeg kortvarigt til det europæiske fastland. Jeg havde båret mit vidnesbyrd i London, jeg gjorde det samme i Berlin, i Paris og senere i Washington, D.C.: Jeg tænkte ved mig selv, at jeg havde båret mit vidnesbyrd i disse af verdens store hovedstæder og havde opfyldt den del af min velsignelse.

Det skulle vise sig blot at være begyndelsen. Siden da har jeg opløftet min stemme i alle verdensdele, i store og små byer, hele vejen op og ned fra nord til syd og øst til vest over hele denne store verden – fra Cape Town til Stockholm, fra Moskva til Tokyo og til Montreal og i alle verdens store hovedstæder. Det er alt sammen et mirakel.

Sidste år bad jeg Kirkens medlemmer i hele verden om at genlæse Mormons Bog. Tusinder, endda hundredtusinder, tog udfordringen op. Profeten Joseph Smith sagde i 1841: »Jeg fortalte brødrene, at Mormons Bog var den mest korrekte bog på jorden og vor religions slutsten, og et menneske ville komme Gud nærmere ved at efterleve dens forskrifter end ved nogen anden bog« (Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 232).

Idet vi har accepteret sandheden i denne udtalelse, tror jeg, at der må være sket noget bemærkelsesværdigt med denne kirkes folk. Andre har set dem læse i Mormons Bog i bussen, i frokostpausen, i lægens venteværelse og i mange andre situationer. Jeg håber og tror, at vi vil komme Gud nærmere, fordi vi har læst denne bog.

I december var jeg sammen med mange af jer så privilegeret at kunne hædre profeten Joseph på 200-året for hans fødsel. Sammen med ældste Ballard var jeg på profetens fødested i Vermont, mens det store konferencecenter var fyldt med sidste dages hellige, og de ord, som blev talt, blev udsendt til hele verden gennem satellittransmissioner for at hylde en elsket profet for dette store værk i de sidste dage.

Og således kunne jeg blive ved. Jeg undskylder igen for at tale så personligt. Dog gør jeg det kun som et udtryk for påskønnelse og taknemmelighed for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og alt det, som er sket på grund af den stilling, som Herren har sat mig i. Mit hjerte er overvældet af taknemmelighed og kærlighed.

Jeg gentager:

To veje løb hver sin vej i skoven, og jeg –

jeg valgte den mindst befærdede,

og det gjorde hele forskellen.

Jeg håber oprigtigt, at I ikke anser det, jeg har sagt, for en nekrolog. I stedet ser jeg frem til at få mulighed for at tale til jer igen til oktober.

Slutteligt håber jeg, at I alle vil huske, at I på denne sabbatsdag hørte mig bære mit vidnesbyrd om, at dette er Guds hellige værk. Det syn, som profeten Joseph fik i lunden i Palmyra, var ikke indbildning. Det var virkeligt. Det fandt sted ved højlys dag. Både Faderen og Sønnen talte til drengen. Han så dem stå i luften over sig. Han hørte deres stemmer. Han fulgte deres instruktioner.

Det var den opstandne Herre, som blev præsenteret af sin Fader, universets store Gud. For første gang i den nedskrevne historie har både Faderen og Sønnen vist sig sammen for at trække forhænget lidt til side og indlede denne sidste og endelige uddeling, tidernes fyldes uddeling.

Mormons Bog er alt, hvad den giver sig ud for at være – et værk nedskrevet af profeter, som levede fordum, og hvis ord er kommet frem »for at overbevise jøde og ikke-jøde om, at Jesus er Kristus, den evige Gud, som giver sig til kende for alle folkeslag« (Mormons Bogs titelblad).

Præstedømmet er blevet gengivet ved Johannes Døbers og Peters, Jakobs og Johannes’ hænder. Alle de nøgler og al den myndighed, som angår det evige liv, udøves i denne kirke.

Joseph Smith var og er en profet, den store profet i denne uddeling. Denne kirke, som bærer Forløserens navn, er sand.

Jeg efterlader jer mit vidnesbyrd og min kærlighed til jer hver især. I Jesu Kristi navn. Amen.