Vores opvoksende slægt
Vores opvoksende slægt fortjener, at vi gør vores største indsats for at støtte og styrke dem i deres rejse mod voksentilværelsen.
God aften mine kære brødre i præstedømmet. I aften er vi samlet over alt i verden tættere på Herrens templer end nogensinde før i menneskehedens historie. Gennem vor Frelsers kærlige ledelse af sine profeter er der nu adgang til 122 templer for Herrens pagtsfolk, hvori de kan modtage deres egne tempelvelsignelser og udføre nødvendige ordinancer for deres afdøde forfædre. Og flere er blevet bekendtgjort og er undervejs! Vi takker dig, præsident Hinckley, for dit inspirerede lederskab i denne mægtige indsats.
I Mormons Bogs tidlige tid samledes Kirkens medlemmer sig også nær et tempel for at få vejledning fra deres profet og leder. Senere i sit liv bad kong Benjamin fædrene om at kalde deres familier sammen, for at give dem råd og formaninger. I Mosija kan vi læse følgende:
»Og det skete, at da de kom op til templet, slog de deres telte op rundt omkring, hver mand efter sin familie …
… hver mand havde sit telt med døren vendt mod templet, så de derved kunne blive i deres telte og høre de ord, som kong Benjamin ville tale til dem« (Mosi 2:5-6).
Jeg elsker billedsproget i disse vers. Billedlig talt, brødre, er dørene til jeres hjem så rejst mod de templer, som vi elsker så højt? Kommer vi dér så tit vi kan, så vi gennem vores eksempel viser vore børn vigtigheden af disse hellige og særlige steder?
Som det står optegnet i Mosijas Bog, modtog familierne Herrens ord gennem deres profet med begejstring og engagement. Folk var så bevægede af kong Benjamins lærdomme, at de indgik en ny pagt om at følge Herren Jesus Kristus.
Dog har historien en sørgelig efterskrift. Senere i Mosija lærer vi om dem i teltene, som kun var små børn, da kong Benjamin holdt sin prædiken:
»Se, det skete, at der var mange af den opvoksende slægt, som ikke kunne forstå kong Benjamins ord, eftersom de var små børn på det tidspunkt, da han talte til sit folk; og de troede ikke på deres fædres overlevering« (Mosi 26:1).
Hvad skete der med den opvoksende generation, brødre? Hvorfor accepterede de små børn ikke deres fædres retfærdige traditioner? Vigtigere endnu – hér er vi århundreder senere i en tid med mange templer og fortsat profetisk vejledning, med hvad med vores opvoksende generation? Har vi grund til at være bekymrede? Selvfølgelig har vi det!
De unge mænd her og i hele verden og deres unge kvindelige modstykker er noget ganske særligt. Præsident Hinckley har talt om dem:
»Jeg har mange gange sagt, at jeg tror, at vi har den fineste generation af unge, som Kirken nogensinde har kendt … De forsøger at gøre det rette. De er kvikke og dygtige, rene og friske, attraktive og kloge … De ved, hvad evangeliet handler om, og de forsøger at efterleve det, de går til Herren for at få hans vejledning og hjælp« (»Din største udfordring – at være mor«, Liahona, jan. 2001, s. 113).
Alle vi, som er engagerede i disse unge, ved, at præsidents Hinckleys ord er sande.
Ældste Henry B. Eyring fra De Tolv Apostles Kvorum giver os dog en dyster advarsel, idet han taler om de unge:
»Mange af dem er bemærkelsesværdige i deres åndelige modenhed og i deres tro. Men selv de bedste af dem bliver hårdt prøvet. Og den prøvelse bliver endnu hårdere« (»We Must Raise Our Sights«, Ensign, sep. 2004, s. 14).
Denne advarsel om, at »den prøvelse bliver endnu hårdere« fanger min opmærksomhed. Vores opvoksende generation fortjener, at vi gør vores største indsats for at støtte og styrke dem i deres rejse mod voksentilværelsen.
I disse farefulde tider, hvor vore unge står over for endnu større modstand, kan vi lære af andre. I militæret, især i alverdens flåder, forstod enhver sømand ét udtryk, som var et klart råb om omgående hjælp, uanset hvad han var i færd med, eller hvor på skibet han befandt sig. Råbet er: »Alle mand på dæk.« Mange søslag blev vundet eller tabt på grund af reaktionen på dette råb.
Vi – som medlemmer af Kirken, de unges ledere, ængstelige fædre og bekymrede bedstefædre – bør vi alle reagere på råbet om »alle mand på dæk«, når det drejer sig om vore unge og unge voksne. Vi må søge efter muligheder for at velsigne de unge, uanset om vi på nuværende tidspunkt står dem nær. Vi må fortsætte med at undervise og styrke fædre og mødre i deres guddommeligt erklærede roller over for deres børn i hjemmet. Vi bør altid spørge os selv, om den ekstra sportsbegivenhed, den ekstra aktivitet eller det ærinde uden for hjemmet er vigtigere end at familierne er sammen derhjemme.
Nu er tiden inde, brødre, til, at vi i alt, hvad vi foretager os, på alle steder, hvor vi kommer, og over for enhver ung sidste dages hellig, som vi møder, i stigende grad er opmærksomme på deres behov for at blive styrket og næret, samt at vi har en positiv indflydelse på deres liv.
I vores egen familie havde vi en sådan oplevelse med vidunderlige, årvågne præstedømmeledere. Da jeg først blev kaldet til de Halvfjerds for nogle år siden, blev vi bedt om at flytte til Solihull i England for at tjene i områdepræsidentskabet. Søster Rasband og jeg tog vore to yngste børn med på denne opgave. Vores datter var ung voksen og vores søn var 17 år gammel og meget glad for amerikansk fodbold, som han spillede rigtig godt. Vi var bekymrede på deres vegne. Ingen venner, ingen slægtninge og ingen amerikansk fodbold! Jeg tænkte: »Mon denne nye, spændende oplevelse skal vise sig at blive en alvorlig prøvelse for vores familie?«
Svaret kom med én af de første opgaver, jeg fik. Jeg var blevet bedt om at tale til missionærerne på missionærskolen i Preston i England. Jeg ringede til præsident White på skolen, og til min glæde kendte han til min families situation. Han foreslog, at vi tog vore børn med på vores tur til Preston. Da vi først ankom, spurgte han vores datter og søn, om de ville tale til missionærerne! Det var spændende for dem at være til stede og føle, at de hørte til, og bære deres vidnesbyrd om Herrens værk!
Efter mødet og efter en følelsesladet afsked med disse missionærer besøgte vi det smukke tempel i Preston i England, som ligger tæt på missionærskolen. Da vi gik op til hoveddøren, så vi præsident og søster Swanney, tempelpræsidenten og hans hustru. De hilste på os og bød os velkommen i templet med spørgsmålet: »Ældste Rasband, har du og din familie lyst til at udføre dåb for de døde?« Hvilket vidunderligt forslag! Vi så på hinanden og sagde taknemmeligt ja. Efter at have udført ordinancerne, og mens min søn og jeg stadig stod i dåbsbassinet med glædestårer i øjnene, lagde han hånden på min skulder og spurgte: »Far, hvorfor har vi aldrig gjort det hér før?«
Jeg tænkte på alle de fodboldkampe og alle de film, vi havde set sammen, på alle de gode oplevelser, vi havde haft sammen – som helt sikkert er lykkelige minder og traditioner, som det er så vigtigt at få opbygget.
Dog indså jeg, at det var muligt for os at tilføje yderligere betydningsfulde, åndelige oplevelser med vore børn, ligesom den vi havde oplevet i Preston den dag. Takket være disse omsorgsfulde og opmærksomme præstedømmeledere vidste jeg, at vores familie ville klare sig godt i Europa. Vi er så taknemmelige for de mange ledere i præstedømmet og i Unge Piger, som altid har været opmærksomme og kærlige over for vore børn, og jeres.
Hvis vi vender blikket mod en anden periode i Mormons Bog, kan vi læse om Nefi, som levede under omstændigheder, hvor nogle af hans familiemedlemmer kæmpede med lydighed, harmoni og trofasthed. Han forstod virkelig behovet for at engagere sig opmærksomt i børnene i den opvoksende slægt. Senere i sit liv sagde han:
»Og vi taler om Kristus, vi fryder os i Kristus, vi prædiker om Kristus, vi profeterer om Kristus, og vi skriver i overensstemmelse med vore profetier, for at vore børn kan vide, til hvilken kilde de kan se hen for at få forladelse for deres synder« (2 Ne 25:26).
Det er min bøn, at vi hver især, som Guds præstedømmebærere, vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at undervise vore unge i, til hvilken kilde de kan se hen for at få forladelse for deres synder, nemlig Herren Jesus Kristus. Må vi alle reagere med vores mest oprigtige indsats på »Alle mand på dæk«, når det gælder om at redde vores opvoksende generation – de er bestemt alle vore anstrengelser værd.
Jeg bærer vidnesbyrd om Herrens sande kirke, som ledes af ham gennem vor kære profet, Gordon B. Hinckley, som jeg elsker og opretholder. I Jesu Kristi navn. Amen.