Så vi altid må have hans Ånd hos os
Vi bør bestræbe os på at opdage, når vi »trækker [os] bort fra Herrens Ånd« … [og] lægge mærke til og lære af de valg og påvirkninger, som adskiller os fra Helligånden.
I dag taler jeg som en påmindelse og advarsel til dem af os, som er medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Jeg beder om og indbyder til, at Helligånden nu vil hjælpe mig og jer, mens vi lærer sammen.
Dåb ved nedsænkning til syndernes forladelse er Jesu Kristi evangeliums indledende ordinance, og forud for dette kræves tro på Frelseren og oprigtig og fuldstændig omvendelse. Dåb med vand skal efterfølges af dåb ved Ånden for at være fuldendt (se Guide til Skrifterne: Døbe, dåb, s. 26). Som Frelseren underviste Nikodemus: »Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige« (Joh 3:5). Mit budskab denne eftermiddag fokuserer på dåb med Ånden og de velsignelser som flyder fra Helligåndens ledsagelse.
Ordinancerne og pagterne i forbindelse med dåb
Da vi hver især blev døbt, indgik vi en højtidelig pagt med vor himmelske Fader. En pagt er en aftale mellem Gud og hans børn på jorden, og det er vigtigt at forstå, at Gud fastsætter betingelserne i alle evangeliets pagter. Vi bestemmer ikke pagtens beskaffenhed eller bestanddele. I stedet anvender vi vores handlefrihed og indvilliger i de vilkår og krav til en pagt, som vor evige Fader har fastsat (se Guide til Skrifterne: Pagt, s. 149).
Dåbens frelsende ordinance bør udføres af en, som har den rette myndighed fra Gud. De grundlæggende betingelser i den pagt, som vi indgik i dåbens vande, er følgende: Vi bekræftede, at vi var villige til at påtage os Jesu Kristi navn, at vi altid ville erindre ham, og at vi ville holde hans befalinger. Den lovede velsignelse for at ære denne pagt er, at vi altid må have hans Ånd hos os (se L&P 20:77). Med andre ord medfører dåb med vand, at man har ret til muligheden for det tredje medlem af guddommens stadige ledsagelse.
Bekræftelse og dåb med Ånden
Efter vores dåb fik hver af os håndspålæggelse af mænd med præstedømmemyndighed og blev bekræftet som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, og Helligånden blev overdraget os (se L&P 49:14). Udtalelsen »modtag Helligånden« i vores bekræftelse var en retningslinje om at stræbe efter Åndens dåb.
Profeten Joseph Smith sagde: »Man kan lige så godt døbe en sæk sand som et menneske, dersom det ikke bliver gjort med henblik på syndernes forladelse og modtagelsen af den Helligånd. Dåb med vand er blot en halv dåb og duer ikke uden den anden halvdel – dvs. dåben med den Helligånd« (Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 378). Vi blev døbt ved nedsænkning i vand til syndernes forladelse. Vi skal også døbes med og nedsænkes i Herrens Ånd, »og da får I forladelse for jeres synder ved ild og ved Helligånden« (2 Ne 31:17).
Når vi får erfaring med Helligånden, lærer vi, at den styrke, hvormed vi føler Åndens indflydelse, ikke altid er den samme. Stærke, dramatiske åndelige indtryk kommer ikke til os ofte. Selv når vi stræber efter at være trofaste og lydige, er der ganske enkelt tidspunkter, hvor Åndens vejledning, forsikring og fred ikke umiddelbart er genkendelig i vores liv. Faktisk beskriver Mormons Bog trofaste lamanitter, som »blev døbt med ild og med Helligånden, og de vidste det ikke« (3 Ne 9:20).
Helligåndens påvirkning beskrives i skrifterne som »en sagte røst« (3 Ne 11:3; se også 1 Kong 19:12) og en »røst af fuldkommen mildhed« (Hel 5:30). Således taler Herrens Ånd normalt til os på stille, fine og diskrete måder.
Når vi trækker os bort fra Herrens Ånd
I vores individuelle studium og i klasseundervisningen fremhæver vi gang på gang vigtigheden af at genkende den inspiration og de tilskyndelser, vi får fra Herrens Ånd. Og en sådan fremgangsmåde er rigtig og nyttig. Vi bør flittigt søge at genkende og reagere på tilskyndelser, når vi modtager dem. Dog bliver en vigtig side af dåb med Ånden måske ofte overset i vores åndelige udvikling.
Vi bør også bestræbe os på at opdage, når vi »trækker [os] bort fra Herrens Ånd, så den ikke får plads i [os] til at lede [os] på visdommens stier, så [vi] kan blive velsignet, have fremgang og blive bevaret« (Mosi 2:36). Netop fordi den lovede velsignelse er, at vi altid må have hans Ånd hos os, bør vi lægge mærke til og lære af de valg og påvirkninger, som adskiller os fra Helligånden.
Målestokken er klar. Hvis noget, vi tænker, ser, hører eller gør, fjerner os fra Helligånden, bør vi holde op med at tænke, se, høre eller gøre det. Hvis noget, der fx har til formål at underholde, fremmedgør os i forhold til Helligånden, så er den form for underholdning bestemt ikke passende for os. Fordi Ånden ikke kan dvæle ved det, som er vulgært, råt eller usømmeligt, så er noget sådant ganske enkelt ikke noget for os. Fordi vi støder Herrens Ånd bort, når vi deltager i aktiviteter, som vi ved, vi burde undgå, så er noget sådant bestemt ikke noget for os.
Jeg erkender, at vi er faldne mænd og kvinder, som lever i en jordisk verden, og at vi måske ikke har Helligåndens nærvær hos os hvert eneste minut af dagen. Dog kan Helligånden dvæle hos os meget af tiden, hvis ikke det meste af tiden – og i hvert fald kan Ånden være mere hos os, end væk fra os. Når vi synker mere og mere ned i Herrens Ånd, bør vi stræbe efter at genkende tilskyndelser, når de kommer, samt de påvirkninger eller begivenheder, som får os til at trække os bort fra Helligånden.
Det er muligt at gøre »den hellige Ånd til [vores] vejleder« (L&P 45:57), og det er afgørende for vores åndelige vækst og overlevelse i en stadig mere ond verden. Som sidste dages hellige taler og handler vi nogle gange som om, at det at genkende Helligåndens indflydelse i vores liv, er en sjælden eller enestående begivenhed. Vi bør dog huske, at løftet i pagten er, at vi altid må have hans Ånd hos os. Denne himmelske velsignelse gælder hvert eneste medlem af Kirken, som er blevet døbt, bekræftet og pålagt at »modtag[e] Helligånden.«
Liahonaen, et mønster og en skygge for vor tid
I vore dage er Mormons Bog den primære kilde, som vi bør henvende os til for at få hjælp til at lære, hvordan vi indbyder Helligånden som stadig ledsager. Beskrivelsen i Mormons Bog af Liahona, vejviseren eller kompasset som Lehi og hans familie brugte under deres rejse i ødemarken blev udtrykkeligt medtaget i optegnelsen som et mønster og en skygge for vor tid og som en uundværlig lektie i, hvad vi skal gøre for at få Helligåndens velsignelser.
Når vi stræber efter at gøre vore holdninger og handlinger mere retfærdige, så bliver Helligånden den samme for os i dag, som Liahona var for Lehi og hans familie på deres tid. De samme faktorer, som fik Liahona til at virke for Lehi, vil ligeledes indbyde Helligånden i vores liv. Og de selv samme faktorer, som tidligere gjorde, at Liahona ikke virkede, får ligeledes os til at trække os bort fra Helligånden i dag.
Liahona: Formål og principper
Når vi studerer og overvejer Liahonas formål og de principper, som den virkede efter, vidner jeg om, at vi vil modtage inspiration tilpasset vore individuelle og familiemæssige omstændigheder og behov. Vi kan og vil blive velsignet med fortsat vejledning fra Helligånden.
Liahona blev bevaret af Herren og givet til Lehi og hans familie, efter de forlod Jerusalem og rejste ud i ødemarken (se Alma 37:38; L&P 17:1). Kompasset eller vejviseren viste retningen, som Lehi og hans følge skulle gå (se 1 Ne 16:10), som var »en ret vej til det forjættede land« (Alma 37:44). Viserne i Liahona virkede »i overensstemmelse med den tro og flid og agtpågivenhed« (1 Ne 16:28), som de rejsende udviste, og holdt op med at virke, når familiemedlemmerne var trættekære, uhøflige, dovne eller glemsomme (se 1 Ne 18:12, 21; Alma 37:41, 43).
Kompasset var også et middel, hvorved Lehi og hans familie kunne opnå større »forståelse, hvad angår Herrens veje« (1 Ne 16:29). Således var Liahonas hovedformål både at vise vejen og give vejledning under en lang og krævende rejse. Vejviseren var et håndgribeligt redskab, som tjente som en ydre indikator på deres indre åndelige forhold til Gud. Den virkede efter principperne tro og flid.
Ligesom Lehi blev velsignet fordum, har hver af os, som lever i denne tid, fået et åndeligt kompas, som kan lede og vejlede os i vores liv på jorden. Vi fik overdraget Helligånden, da vi kom fra verden og ind i Frelserens kirke gennem dåb og bekræftelse. Med det hellige præstedømmes myndighed blev vi bekræftet som medlemmer af Kirken og pålagt at søge stadig ledsagelse af »sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer« (Joh 14:17).
Når vi hver især går fremad langs livets vej, modtager vi vejledning fra Helligånden, ligesom Lehi blev ledt ved hjælp af Liahona. »For se, jeg siger jer igen, at hvis I vil træde ind på vejen og modtage Helligånden, vil den vise jer alt det, som I skal gøre« (2 Ne 32:5).
Helligånden virker i vores liv præcis som Liahona gjorde for Lehi og hans familie, nemlig i forhold til vores tro, flid og opmærksomhed.
»Lad dyd uophørligt pryde dine tanker, da skal din selvtillid vokse sig stærk i Guds nærhed …
Helligånden skal være din stadige ledsager, og dit scepter et uforanderligt scepter af retfærdighed og sandhed« (L&P 121:45-46).
Og Helligånden giver os i dag det, hvorved vi »ved små og enkle ting« (Alma 37:6) kan modtage øget forståelse om Herrens veje: »Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer« (Joh 14:26).
Herrens Ånd kan være vores vejleder og vil velsigne os med retning, vejledning og åndelig beskyttelse på vores jordiske rejse. Vi indbyder Helligånden i vores liv gennem meningsfuld personlig bøn og familiebøn, ved at tage for os af Kristi ord, gennem flittig og fuldstændig lydighed, gennem trofasthed og ved at ære vore pagter og gennem dyd, ydmyghed og tjeneste. Og vi bør standhaftigt undgå alt, som er usømmeligt, råt, primitivt, syndigt eller ondt, og som kan få os til at trække os bort fra Helligånden.
Vi indbyder også Helligånden som stadig ledsager, når vi værdigt deltager i nadveren hver sabbatsdag: »Og for at du mere fuldstændigt kan holde dig uplettet af verden, skal du tage til bønnens hus og bringe dine sakramenter som et offer på min hellige dag« (L&P 59:9).
Gennem nadverordinancen fornyer vi vores dåbspagt og kan modtage og bibeholde forladelse for vore synder (se Mosi 4:12, 26). Derudover mindes vi ugentligt om løftet om, at vi altid må have hans Ånd hos os. Når vi stræber efter at holde os rene og uplettede af verden, bliver vi værdige kar, hvori Herrens Ånd altid kan dvæle.
I februar 1847 viste profeten Joseph Smith sig for Brigham Young i en drøm eller et syn. Præsident Young spurgte profeten, om han havde et budskab til Brødrene. Profeten Joseph svarede: »Bed folket om at være ydmyge og trofaste og sørge for fortsat at have Herrens Ånd, så vil den lede dem på rette vej. Vær forsigtig med ikke at afvise den lille sagte stemme; den vil lære dem, hvad de skal gøre, og hvor de skal gå hen; den vil bære rigets frugter« (se Kirkens præsidenters lærdomme: Brigham Young, 1997, s. 41; fremhævelse tilføjet). Ud af alle de sandheder, som profeten Joseph kunne have undervist Brigham Young i på dette hellige tidspunkt, valgte han at fremhæve vigtigheden i at få og have Herrens Ånd.
Mine elskede brødre og søstre, jeg bærer vidnesbyrd om, at Gud, den evige Fader og hans Søn, Jesus Kristus, og Helligånden virkelig lever. Må vi hver især leve så vi altid må have hans Ånd hos os, og derved kvalificere os til de velsignelser, som det er at modtage vejledning, undervisning og beskyttelse, som er nødvendig i disse sidste dage. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.