Bør vi klatre op?
For nogle få år siden planlagde nogle institutvenner og jeg en to-dages vandretur. Vi var erfarne vandrere og kendte de områder godt, som vi skulle vandre i, og var veludstyret til de fleste situationer. Men vi skulle hurtigt erfare, at uden Helligåndens vejledning ville selv vores udstyr og viden have været næsten nyttesløst.
Nogle få dage før turen var himlen skyfri og temperaturen moderat. Vores mål var Mount Chocorua i White Mountains i New Hampshire. Selv om det er rigtigt, at bjergene i vores egn ikke kan prale af bjergtoppe så høje som andre steder i verden, så er højdeforskellen fra stiens begyndelse og til bjergtoppen ganske væsentlig, og New England er kendt for sit meget ustadige vejr.
Dagen før vi skulle af sted, begyndte det at regne. Normalt ville det ikke have foruroliget mig, for det regnede ofte, når vi var på tur. Men denne gang følte jeg en gnavende uro. Jeg så på vejrudsigten – lette regnbyger, intet andet. Men jeg var stadig urolig i aftenens løb. Følelsen voksede, mens jeg gjorde mig klar til at gå i seng, læste min skrifter og bad mine bønner.
Jeg gik til sidst hen til min rygsæk og trak mit turkort ud over White Mountain National Forest. Da jeg fandt Mount Chocorua på kortet, blev min følelse af uro fordoblet. Den var så intens, at jeg overvejede at aflyse turen, men det føltes heller ikke rigtigt. Jeg fandt en andet bjerg, som vi havde på vores liste, og som vi kunne bestige, og jeg fik det med det samme meget bedre. Efter en bøn have jeg det godt med dette nye mål. Min eneste bekymring var muligvis at skuffe min ven Glenn, som havde lagt en stor indsats i planlægningen af denne tur.
Den næste morgen regnede det stadig let. Efter vi alle var ankommet til vores udgangspunkt, fortalte jeg om mine bekymringer og fortalte mine venner om mine bønner og følelser. Til min store lettelse havde de to andre de samme følelser, og Glenn var mere end villig til at skifte bjerg. Derefter bad vi, og vi bad Herren om at våge over os på vores tur og hjælpe os med at træffe de rette valg. Vi havde det alle godt med vore nye planer og tog af sted.
Selv om regnen fortsatte, så var der ingen uheld på køreturen og under opstigningen. Efter aftensmaden holdt regnen op og skyerne brød frem og åbenbarede en smuk solnedgang. Vi blev glade og gik derpå i seng.
Ved midnatstid blev vi vækket af et voldsomt tordenvejr, som varede det meste af natten. Mens regnen, vinden og lynene var voldsomme, hvor vi var, følte vi ikke nogen truende farer. Lynene var langt værre mod øst. Fra mit gode udsigtspunkt kunne jeg se et område, hvor det lynede næsten hvert andet sekund og fortsatte hermed i mindst en time. Jeg var glad for, at jeg ikke var der, og faldt i søvn igen. Resten af turen var våd, men foregik i sikkerhed og var meget sjov.
Nogle få dage senere deltog jeg i en institutmiddag. Alle, som havde være med på vandreturen var der også. Da Glenn kom, havde han et mærkeligt udtryk i ansigtet. Han viste os et afsnit af en rejsehåndbog over White Mountains. Der stod, at selv om Mount Chocorua ikke var så højt som dets naboer, så gjorde dets nøgne top og position det farligt som et af de bjerge i Nordamerika, som oftest bliver ramt af lyn. Vi fandt også ud af, at det område, som vi så blive bombarderet med lyn, var Chocorua-området.
Vi var meget taknemlige for, at vi blev advaret af Helligånden om ikke at tage dertil på det tidspunkt.
Michael T. Richie er medlem af Scituate Ward, Providence Rhode Island Stav.