Et »tilfældigt« møde
Det var en grå og regnfuld dag – og meget usædvanligt for det solrige sydlige Californien. Min mand og jeg havde netop afsluttet en begavelsessession, hvor der deltog mange mennesker, på vores stavs tempeldag. Min mand trodsede den voldsomme regn for at hente bilen, mens jeg ventede inden for templets dør.
Mens jeg stille talte med et medlem fra mit ward, kom en søster, som jeg ikke kendte, hen til os. Hun var gennemblødt og så ud, som om hun havde grædt. Hun forklarede, at hun ved et uheld havde ladt bilens lys være tændt, og nu ikke kunne starte bilen. Hun genkendte os fra tempelsessionen – hun var den eneste tempelbesøgende ved denne session, som ikke kom fra vores stav – og spurgte, om vi havde nogle startkabler, som hun kunne låne.
Mens vi talte, kiggede hun intenst på mig og spurgte til sidst: »Er du ikke Cathy West?« (Navnene er ændret).
Jeg udbrød overrasket: »Det er mit pigenavn!«
»Jeg er Diane Cody Hart,« svarede hun, »Anne Codys lillesøster.«
Anne Cody – navnet ramte mig som et lyn. Jeg havde ikke set Anne i mange år. Tre årtier tidligere og tusind kilometer borte havde Anne været min barndomsveninde – og min tilknytning til Kirken. Min mor og mine søstre var medlemmer af Kirken, men det var min far ikke. Ingen i min familie var aktive. Anne begyndte stille og roligt og vedvarende at tage mig med i kirke og til Unge Piger og tage mig med til Kirkens aktiviteter. I disse afgørende år forblev jeg aktiv mere på grund af Annes venskab end på grund af mit eget vidnesbyrd om evangeliet.
Denne svage forbindelse til Kirken holdt mig oppe gennem mine forældres skilsmisse. Det inspirerede mig til at råde min sønderknuste far til at begynde at komme i kirke og lytte til missionærlektionerne. Det blev styrket, da min far sluttede sig til Kirken og mine forældre blev gift igen. Det var min vejledning gennem de turbulente teenageår.
Og gennem det hele forblev Anne min ven og mit eksempel. Da hun besluttede sig til at gå på BYU, ønskede jeg ikke at blive efterladt alene tilbage, så det gjorde jeg også. I denne tid hjalp gode venner og fuld deltagelse i Kirkens programmer med til med til at modne mit vidnesbyrd.
Men under mit første år ramte en uventet tragedie min familie. Min ældste søster, som havde lidt af følelsesmæssige problemer i mange år, tog sit eget liv. Vores nyfundne vidnesbyrd trøstede os gennem disse vanskelige dage.
Jeg mødte efterfølgende en hjemvendt missionær, og vi planlagde et tempelægteskab. Dagen før mit bryllup modtog mine forældre deres tempelbegavelse, og vi – med min afdøde søster som deltager ved stedfortræder – blev beseglet som familie. Annes stille indflydelse havde bragt templets velsignelser ikke blot til mig, men også til min familie.
Jeg omfavnede Diane og fortalte hende om min taknemlighed for hendes søsters venskab og eksempel. Da min mand kom tilbage med bilen, sagde han, at han ikke havde nogen kabler, men insisterede, at Diane ledsagede os til nærmeste indkøbscenter, hvor vi kunne købe et sæt kabler.
Diane og jeg ventede i bilen, mens min mand gik ind for at finde nogle startkabler. Jeg spurgte til Dianes familie, og hun fortalte, at de alle samtidig havde deltaget i tempelsessioner den aften – Anne i Chicago, Diane i San Diego og deres forældre i Reno – mens hellige tempelordinancer blev udført ved stedfortræder for hendes yngre bror, som var død året før. Diane var kommet til templet alene for at deltage i denne særlige session, mens hendes mand tog sig af deres tre børn.
Jeg trykkede Dianes hånd og spurgte, hvordan hendes bror var død. Hun begyndte at græde og hviskede, at hendes bror – som hun havde været meget tæt knyttet til – havde taget sit eget liv. Diane fortalte gennem sine tårer, hvor alene hun havde følt sig, selv ved den fyldte tempelsession, hvor hun tænkte på de forhold i forbindelse med hendes brors død.
Jeg kunne se Herrens hånd i at bringe os to sammen den aften. Mens regnen blidt ramte bilens tag, fortalte jeg hende om min søsters selvmord mange år tidligere og om min families kamp for at forstå det og for at klare det. Jeg holdt hendes hånd og gav udtryk for min forståelse og min medfølelse, indtil min mand kort tid efter kom tilbage med startkablerne.
Vi vendte tilbage til templet, og min mand startede Dianes bil. Før hun kørte væk, omfavnede Diane og jeg hinanden, mens det regnede blidt på os. »Jeg føler mig ikke længere alene,« hviskede hun.
Mens Diane forsvandt i regnen, undrede jeg mig over vor himmelske Faders godhed. Han havde bragt mig sammen med en af sine døtre, som have behov for at blive trøstet, hvilket jeg så enestående var forberedt på at gøre. Og han gav mig en uvurderlig mulighed for i ringe omfang at tilbagebetale den særlige tjeneste, som en kær ven havde givet mig for 30 år siden.