Han tjente mig før han mødte mig
Jeg blev døbt i Comayaguela i Honduras, i februar 1992. Efter en mission i El Salvador, flyttede jeg til San Pedro Sula i Honduras. Der mødte jeg Brenda, en smuk ung kvinde, som havde været hjemme fra sin mission i kun 9 dage. Nogle måneder senere blev vi gift i templet i Guatemala City i Guatemala.
Vi stiftede hjem i Fesitranh Ward i Honduras, og inden længe blev jeg kaldet som førsterådgiver i biskoprådet. Ved præstedømmets udøvende komitemøde informerede biskoppen om, at et medlem af vores menighed, bror Fidel Durón, flyttede til en anden menighed i staven. Han fortalte os, at bror Durón var en meget serviceminded person, og at ethvert medlem af menigheden uden tvivl havde noget at takke ham for.
Bror Durón hjalp enhver, som havde behov, uanset om det drejede om et elektrisk problem, noget byggeri, en brud på et rør eller en tur til hospitalet tidligt om morgenen. Hans tjeneste begrænsede sig ikke alene til Kirkens medlemmer, men udstrakte sig til hans naboer og venner. Han var elsket og respekteret af alle. Biskoppen gav os opgaven at finde alle de medlemmer, som havde noget at takke bror Durón for. Et møde blev planlagt til ære for ham for den uselviske tjeneste, som han havde ydet så længe.
Jeg sagde til mig selv: »Jeg har ikke noget at takke bror Durón for.« Jeg havde kun boet i menigheden i en kort tid og havde kun talt med ham nogle få gange. Han syntes at være en behagelig person, men jeg troede ikke, at jeg havde modtaget hjælp fra ham.
Nogen tid senere blev jeg kaldet som medlem af højrådet og tilknyttet López Arellano Ward, hvor bror Durón nu kom. En søndag var jeg i søndagsskole i denne menighed, hvor læreren bad klassen om at fortælle om nogle personlige erfaringer om tjeneste.
Jeg sad tilfældigvis til venstre for en søster ved navn Adela Rosa de Santos. Hun begyndte at fortælle, hvordan manden til højre for hende, bror Durón, havde været hendes hjemmelærer, da hun og hendes familie var nye medlemmer i Kirken. Hun fortalte, hvordan hans venlige tjeneste havde givet dem styrke og opmuntring, når de havde behov for det, og hvordan han havde velsignet deres liv. Hun afsluttede med at sige: »Hvis det ikke var for dig, bror Durón, ville jeg ikke være her.«
Jeg kunne næppe tro mine ører. Søster Adelas datter, Suyapa, var den missionær, som havde banket på min dør fem år tidligere, og jeg var nu medlem af Kirken, og mit liv var blevet fyldt med de rigest mulige velsignelser. Jeg havde fået mulighed for at udføre en mission, det privilegium at modtage mine tempelordinancer og det herlige håb om en evig familie.
På det tidspunkt lærte jeg, at en ydmyg mand 20 år tidligere, som var trofast over for sin forpligtelse til at tjene andre uden at vide det havde arbejdet for min sjæls velfærd. Jeg blev fyldt med en glæde, som er svær at udtrykke og med en kærlighed til min bror, Fidel Durón. Jeg havde engang tænkt, at jeg ikke havde noget at takke bror Durón for. Nu betragtede jeg mig selv som den øverste på den liste, som biskoppen havde bedt os om at lave.
Dette særlige møde for bror Durón blev aldrig holdt, fordi han vendte tilbage til Fesitranh Ward for en tid. Vi har nu et smukt venskab. Jeg har så mange årsager til at være taknemlig for Jesus Kristus for alt det, som han har gjort for mig, og også for bror Durón for den kærlighed, som han viste mig 20 år, før han nogensinde mødte mig.
José Salvador Yanez López er medlem af Fesitranh Ward, Fesitranh Honduras Stav.