2002
Tiende: En prøve på tro, som medfører evige velsignelser
November 2002


Tiende: En prøve på tro, som medfører evige velsignelser

Betal din tiende. Lås himlens vinduer op. Du vil blive rigt velsignet for din lydighed og trofasthed mod Herrens love og befalinger.

Tiende er en prøve på vores tro, som medfører evige velsignelser.1 På Det Gamle Testamentes tid viste Abraham sin tro ved at betale tiende til den store højpræst Melkisedek,2 Abrahams sønnesøn, Jakob, lovede Herren: »… alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig tiende af.«3

Tiende er blevet gengivet i disse sidste dage som en vigtig lov for medlemmer af Herrens genoprettede kirke. Det er en af de grundlæggende måder, hvorpå vi kan vise vores tro på ham og vores lydighed mod hans love og befalinger. Tiende er en af de befalinger, der, gennem vores tro, kvalificerer os til at komme i templet – Herrens hus.

Lidt over tre måneder efter profeten Joseph Smiths martyrium, mens de hellige endnu byggede templet i Nauvoo, skrev Brigham Young på De Tolv Apostles vegne: »Begynd fast og regelmæssigt at overholde tiendeloven … og kom så til Herrens hus for at blive belært om hans veje og vandre på hans stier.«4

Streng efterlevelse af tiendeloven kvalificerer os ikke alene til at modtage templets højere frelsende ordinancer, men tillader os også at modtage dem på vegne af vore forfædre. Da præsident John Taylor, som på det tidspunkt var medlem af De Tolvs Kvorum, blev spurgt, om medlemmer af Kirken kunne blive døbt for de døde, hvis de ikke betalte deres tiende, svarede han: »En mand, som ikke betaler sin tiende, er uegnet til at blive døbt for sine døde … Hvis en mand ikke har tro nok til at gøre disse små ting, har han ikke tro nok til at frelse sig selv og sine venner.«5

Tiende udvikler og prøver vores tro. Når vi giver Herren det, som vi mener, at vi har brug for eller selv gerne ville have, lærer vi at stole på ham. Vores tro på ham gør det muligt at holde tempelpagter og modtage templets evige velsignelser. Pionerkvinden Sarah Rich, som var gift med Charles C. Rich, skrev følgende i sin dagbog efter at have forladt Nauvoo: »Utallige er de velsignelser, som vi har modtaget i Herrens hus. De har givet os glæde og trøst midt i alle vore sorger og har gjort det muligt for os at udvise tro på Gud i visheden om, at han vil lede og styrke os på den ukendte rejse, som ligger foran os.«6

Som det var tilfældet med pionererne vil en lydig tiendebetaling styrke vores tro, og den tro holder os oppe under prøvelserne, trængslerne og sorgerne på vores livs rejse.

Tiende lærer os også at styre vores begær efter og lidenskab for det, der hører verden til. Tiendebetaling tilskynder os til at være ærlig i vores omgang med vore medmennesker. Vi lærer at stole på, at det, som vi har fået ved Herrens velsignelser og vores egen flittige indsats, er tilstrækkeligt til at opfylde vore behov.

Tiende har et særligt formål som en forberedende lov. Tidligere i denne uddeling befalede Herren visse medlemmer af Kirken at efterleve den højere indvielseslov – en lov, som blev modtaget ved pagt. Da denne pagt ikke blev overholdt, ramte store trængsler de hellige.7 Indvielsesloven blev så trukket tilbage. I stedet åbenbarede Herren tiendeloven, som omfattede hele Kirken.8 Den 8. juli 1838 sagde han:

»Og dette er begyndelsen til mit folks tiende.

… de, som således har betalt tiende, [skal] betale en tiendedel af deres årlige indkomst, og denne lov skal gælde for dem evindelig.«9

Tiendeloven bereder os på at efterleve den højere indvielseslov – som er at indvie og give al vores tid, vore talenter og vore ressourcer til Herren. Indtil den dag, hvor vi får befaling om at efterleve denne højere lov, er vi blevet befalet at betale tiende, hvilket vil sige, at vi villigt10 giver en tiendedel af vores årlige indtægt.

Herren lover dem, der trofast og ærligt efterlever tiendeloven, rige velsignelser. Nogle af disse velsignelser er timelige, ligesom tienden er timelig. Men ligesom de ydre, fysiske ordinancer dåb og nadver kræver befalingen om at betale tiende timelige ofre, som i den sidste ende medfører store åndelige velsignelser.

Jeg kender et ægtepar, som boede flere tusinde kilometer fra det nærmeste tempel. Skønt de kun tjente meget lidt, betalte de trofast deres tiende og sparede så meget, som de kunne, for at rejse til Herrens hus. Et år senere kom mandens bror – som ikke er medlem af Kirken – uventet og tilbød dem to flybilletter. Denne timelige velsignelse muliggjorde tempelbegavelsens og beseglingens åndelige velsignelser. Og de modtog en yderligere åndelig velsignelse senere, da broderen, som var rørt af ægteparrets ydmyge trofasthed, blev medlem af Kirken.

Tiendelovens timelige og åndelige velsignelser er specielt tilpasset os og vore familier i overensstemmelse med Herrens vilje. Men for at modtage dem skal vi adlyde den lov ifølge hvilken de er forjættet.11 I tilfældet med tiende har Herren sagt: »Bring hele jeres tiende til forrådskammeret, så der kan være føde i mit hus. Sæt mig på en prøve, om jeg ikke åbner himlens vinduer for jer og udøser velsignelser uden mål over jer.«12

Ville nogen af os bevidst afvise Herrens udøste velsignelser? Det er desværre, hvad vi gør, når vi ikke betaler vores tiende. Vi siger nej til netop de velsignelser, som vi søger og beder om. Hvis du hører til dem, der har tvivlet på velsignelsen ved at betale tiende, vil jeg opfordre dig til at tage imod Herrens tilbud om at »sætte ham på en prøve«. Betal din tiende. Lås himlens vinduer op. Du vil blive rigt velsignet for din lydighed og trofasthed mod Herrens love og befalinger.

Vær forvisset om, at disse velsignelser udøses i lige mål over både rige og fattige. Som salmen siger, så er det »offer og lydighed, som palmen os bringer,« ikke størrelsen af vores bidrag.13 Medlemmer, som villigt betaler de fulde ti procent af deres årlige indkomst, modtager alle tiendelovens lovede velsignelser, hvad enten beløbet er som enkens skærv eller en formue.

For nogle år siden besøgte jeg et andet trossamfunds kirkebygning. Skrevet på de smukke blyindfattede ruder, som var importeret fra Europa, stod giverens navn. Skåret ind i den majestætiske prædikestol, som var bygget af cedertræ fra Libanon, stod en rig velgørers initialer. De mest attraktive bænke var tilegnet de fremtrædende familier, som havde skænket mest til kirkens byggefond.

I Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige derimod bliver alle, som betaler en ærlig tiende anerkendt og velsignet af Herren, uden særlige æresbevisninger og belønninger. Hos ham er der ikke »personsanseelse«.14 Hans skattelov er ens for alle.

Det er også bemærkelsesværdigt at se, hvordan tienden fordeles i dag. Når vi ser eksempler på griskhed og pengebegærlighed blandt visse uansvarlige virksomhedsledere, kan vi være taknemlige for, at Herren har sikret, at tiende administreres under hans ledelse.

I overensstemmelse med åbenbaringerne er biskopperne ordineret til at »føre tilsyn med Herrens forrådshus, at forvalte kirkens midler«.15 Både biskopper og sekretærer forventes at være ærlige tiendebetalere, som har lært at leve fornuftigt og sætte tæring efter næring. I løbet af få timer efter at disse lokale ledere har modtaget tiendemidler fra medlemmerne i deres ward eller grene, overfører de pengene direkte til Kirkens hovedsæde.

Og som åbenbaret af Herren besluttes anvendelsen af tiendemidlerne af et råd, som består af Det Første Præsidentskab, De Tolv Apostles Kvorum og Det Præsiderende Biskopråd. Herren har specifikt sagt, at rådets arbejde skal ledes »gennem min egen røst til dem.«16 Dette råd kaldes Rådet, der forvalter tiende.

Det er fantastisk at se, hvordan dette råd lytter til Herrens røst. Hvert medlem er bekendt med og deltager i rådets beslutninger. Der træffes ingen beslutning, før alle i rådet er enige. Alle tiendemidler anvendes til Kirkens formål, deriblandt velfærd – omsorg for de fattige og nødlidende, templer, bygninger og vedligeholdelse af kirker, uddannelse, undervisningsmaterialer – kort sagt, Herrens værk.

Da en ven af præsident George Albert Smith spurgte ham, hvad han syntes om dennes personlige plan om at benytte det, der skulle have været tiende, og skænke hans tiendedel til velgørende formål efter eget valg, lød præsident Smiths råd:

»Jeg synes, at du er meget gavmild med andres penge …

… Du har fortalt mig, hvad du har gjort med Herrens penge, men du har ikke sagt noget om, at du har givet nogen en øre af dine egne penge. Han er den bedste kompagnon, du kan have i denne verden. Han giver dig alt, hvad du har, ja, selv den luft, du ånder. Han har sagt, at du skal tage en tiendedel af det, du modtager, og give det til Kirken, sådan som Herren har vist. Det har du ikke gjort. Du har taget din bedste kompagnons penge og har givet dem bort.«17

Den tiende, som Kirkens medlemmer betaler, tilhører Herren. Han beslutter ved hjælp af et råd af sine tjenere, hvordan den skal anvendes.

Til Kirkens medlemmer og andre i hele verden vil jeg gerne aflægge vidnesbyrd om Rådet, der forvalter tiende. Jeg har siddet i det råd i 17 år, som Kirkens Præsiderende Biskop og nu som medlem af De Tolv Apostles Kvorum. Uden undtagelse er denne kirkes tiendemidler blevet anvendt til hans formål.

Herren har besluttet, at alle hans børn skal nyde velsignelserne ved tiende. Alt for ofte undlader vi som forældre at undervise vore børn og opmuntre dem til at efterleve denne lov, fordi deres bidrag kun beløber sig til nogle få ører. Men uden et vidnesbyrd om tiende er de sårbare. I teenagealderen bliver de tiltrukket af tøj, underholdning og dyre ejendele, og de risikerer at miste den særlige beskyttelse, som tiende giver.

Og kan en ung mand, som årene går, blive ordineret til ældste, udføre en mission og effektivt undervise andre i en lov, som han ikke selv har efterlevet? Når han vender hjem og står over for det pres, som det er at uddanne sig, stifte familie og begynde på en karriere, bliver tiendeloven så lettere at efterleve? Og kan en ung kvinde være værdig til at tjene Herren og indgå celestiale ægteskabspagter uden selv at have opnået et vidnesbyrd om tiendeloven? Vil hun være beredt til at undervise sine børn i en lov, som hun ikke selv kender af personlig erfaring? O, hvilken trofasthed kræves der ikke af fædre og mødre, som sammen nedkalder tiendens beskyttende velsignelser over deres familie og de velsignelser, som med rette er deres! Præsident Lorenzo Snow har sagt: »Lær børnene at betale tiende, så loven altid må blive efterlevet. Hvis vi efterlever denne lov, så betyder det intet, hvad vore fjender gør, for Herren vil bevare os.«18

Om nogle få uger får vi alle mulighed for igen at sidde sammen med vores biskop og gøre rede for vores tiendebetaling til Herren. Biskoppen er mild og venlig. Han forstår de udfordringer, som I står overfor. Hvis I ikke kan betale det, som I har forsømt, så se fremad. Begynd i dag. Drøft sammen jeres beslutning om at betale en ærlig tiende i fremtiden med jeres biskop og læg planer for at komme i templet så snart som muligt. Så snart I har vist jeres tro ved at betale tiende i en periode og har holdt de andre nødvendige bud, bliver I i stand til at modtage templets evige velsignelser. Jeg bønfalder jer, lad ikke denne mulighed gå tabt. Vent ikke for længe.

Fædre og mødre, jeg opfordrer jer til, når I gør jer klar til jeres tiendeopgørelse, at samle jeres små omkring jer og hjælpe dem med at tælle deres småmønter. Hjælp jeres unge mænd og unge piger med at gå deres regnskaber igennem og gøre deres indkomst op. Hvor er det dog en storslået mulighed for at så troens sæd i børnenes hjerter. Derved fører I dem ind på den vej, som fører til templet. Jeres forfædre og jeres efterkommere vil rejse sig og kalde jer velsignede, for I har beredt jeres børn på at udføre frelsende ordinancer for dem. Det er ikke et tilfælde, søskende, at under ledelse af Guds profet på jorden i dag, præsident Gordon B. Hinckley, bygges der templer over hele verden. Når vi holder budene, som omfatter tiendebetaling, kvalificeres vi til at træde ind i de templer, blive beseglet til hinanden som familie og modtage evige velsignelser.

Jeg beder til, at vi ikke udsætter det, og at vi følger vor Herres befaling om at efterleve tiendeloven. Jeg kender to missionærer, som besøgte en fattig familie. Familiens hjem var bygget af papkasser og kæppe med lerklinet gulv, ingen elektricitet og ingen senge. Hver aften brugte faderen, som var daglejer, hele dagens løn på madvarer til familien. Da missionærerne forlod det ydmyge hjem, tænkte seniorkammeraten ved sig selv: »Tiendeloven bliver helt sikkert en anstødssten for denne familie. Måske skulle vi vente med at nævne den.« Kort efter gav juniorkammeraten, som var vokset op under lignende forhold i sit hjemland, udtryk for sine tanker: »Jeg ved godt, at tiendeloven først hører hjemme efter endnu fire lektioner, men kan vi ikke nok undervise dem i den næste gang, vi besøger dem? De har brug for at høre om tiende nu, for de har virkelig brug for Herrens hjælp og velsignelse.«

Denne missionær forstod, at »der er en lov uigenkaldelig fastsat i himlen før denne jords grundvold blev lagt, ifølge hvilken alle velsignelser er forjættede. Og når vi opnår en velsignelse fra Gud, så er det ved lydighed mod denne lov, ifølge hvilken den er forjættet.«19 Herren ønsker at velsigne denne familie og afventer ivrigt deres lydighed, så han kan gøre det.

Mine elskede brødre og søstre, tiendelovens evige velsignelser er virkelige nok. Jeg har selv oplevet dem, og det samme har min familie. Prøven på vores tro er, om vi vil efterleve tiendeloven ved vores lydighed og offervillighed. For som profeten Joseph Smith har sagt: »En religion, som ikke fordrer, at man er villig til at ofre alt, vil aldrig have den nødvendige kraft til at fremme den tro, som er nødvendig for liv og frelse.«20

Jeg aflægger vidnesbyrd om, at Herren Jesus Kristus ofrede sit liv for at bringe denne frelse til enhver af os. Som hans særlige vidner bekræfter jeg, at han lever. På hans vegne udtrykker jeg taknemlighed til jer, børnene, enkerne, de unge og familierne – de trofaste – for jeres hellige tiende. »Hvad du har gjort, er gjort mod mig, og derfor jeg velsigner dig.«21 I Jesu Kristi hellige navn. Amen.

Noter

  1. Se Joseph F. Smith, Evangeliske lærdomme, s. 190.

  2. Se 1 Mos 14:20.

  3. 1 Mos 28:22.

  4. History of the Church, 7:282.

  5. History of the Church, 7:292-293.

  6. Sarah De Armon Pea Richs dagbog, Arkivet på Harold B. Lee Library, Brigham Young University (maskinskrevet), s. 42.

  7. Se Joseph Fielding Smith, Church History and Modern Revelation (studiekursus for Det Melkisedekske Præstedømme, første serie, 1946), s. 196.

  8. Se overskrift til L&P 119.

  9. L&P 119:3-4.

  10. Se Church History and Modern Revelation, (tredje serie, 1946), s. 120.

  11. Se L&P 130:20-21.

  12. Mal 3:10.

  13. »Priser profeten«, Salmer og sange, nr. 17.

  14. L&P 1:35; 38:16.

  15. L&P 72:10.

  16. L&P 120:1.

  17. Sharing the Gospel With Others, udv. Preston Nibley, 1948, s. 46; se også s. 44-47.

  18. Citeret i Church History and Modern Revelation, (tredje serie), s. 122.

  19. L&P 130:20-21.

  20. Joseph Smith, Lectures on Faith, 1985, s. 69.

  21. »En stakkels, sorgbetynget mand«, Salmer og sange, nr. 15.