Far, er du vågen?
Spekulerer jeres sønner nogen sinde på, om I mon sover, når det drejer sig om det, der er vigtigst for dem?
For ikke så længe siden mødtes ældste Pace, ældste Condie og jeg med Det Første Præsidentskab. Da vi trådte indenfor kiggede præsident Hinckley grundigt på os og sagde så med et smil: »Hvordan kan tre, hvidhårede, gamle mænd være Unge Mænds præsidentskab i denne kirke?« Vi kunne kun svare: »Fordi du har kaldet os til det, præsident.«
Unge mænd, vi håber, at I er begejstrede for programmet Det Aronske Præstedømme: Udfør din pligt over for Gud. Det er blevet præsenteret for hele Det Aronske Præstedømme over hele verden. Hensigten er, at det er skal være til åndelig, fysisk, social og mental velsignelse for jer. Kravene er relevante og kommer til at strække jer næsten til grænsen af, hvad I evner. I kan sætte personlige mål og nå dem med jeres forældre og jeres storslåede lederes hjælp. Der hersker en vidunderlig begejstring for dette program over hele Kirken. Vi vil gerne have, at hver eneste af jer kvalificerer sig og modtager den eftertragtede Pligt mod Gud-belønningen.
For mange år siden tog jeg vores eneste søn med på hans første lejr- og fisketur. Han var kun en dreng. Kløften var stejl og nedstigningen var anstrengende. Men der var godt at fiske. Hver gang jeg fik en fisk på krogen, gav jeg stangen til den ivrige dreng, som med glædesråb halede en dejlig ørred ind. Da skyggerne og kulden kom sidst på eftermiddagen, begyndte vi at klatre op til kanten højt ovenover os. Han klatrede hurtigt i forvejen op ad bjerget og råbte opmuntrende: »Kom nu, far. Jeg tør vædde på, at jeg når først op.« Jeg hørte hans udfordring, men var klog nok til at ignorere den. Det virkede som om hans lille krop bogstavelig talt fløj hen over, under og rundt om hver eneste forhindring, eftersom hver eneste skridt jeg tog syntes at blive mit sidste, var han nået helt op og stod og heppede på mig. Efter aftensmaden knælede vi og bad. Han spæde stemme steg sødt mod himlen som tak for vores dag. Derefter kravlede vi ned i store, dobbelte sovepose, og efter lidt skubben og masen, følte jeg hans lille krop trygge sig ind mod mig for at søge varme og tryghed for natten. Mens jeg betragtede min søn ved siden af mig, følte jeg pludselig et brus af kærlighed skylle gennem min krop med en sådan kraft, at jeg fik tårer i øjnene. Og netop da lagde han sine små arme omkring mig og sagde: »Far.«
»Ja, søn.«
»Er du vågen?«
»Ja, min søn, jeg er vågen.«
»Far, jeg elsker dig en million, trillion gange!«
Og straks faldt han i søvn. Men jeg lå vågen til langt ud på natten og sagde så inderligt tak for så vidunderlige velsignelser, iklædt en lille drengs legeme.
Nu er min søn en mand, som har sin egen søn. Af og til tager vi tre på fisketur. Jeg betragter mit lille rødhårede barnebarn ved siden af sin far og ser for mit indre øje det vidunderlige øjeblik for så længe siden. Det spørgsmål, som min søn så uskyldigt stillede: »Far, er du vågen?« giver stadig genlyd i mit hjerte.
Til hver eneste far stiller jeg nu det samme selvransagende spørgsmål: »Far, er du vågen?« Spekulerer jeres sønner nogen sinde på, om I mon sover, når det drejer sig om det, der er vigtigst for dem? Jeg mener, at der er flere forskellige områder, som viser, om vi er »vågne« eller »sover« i vore sønners øjne.
For det første: Vores kærlighed til Gud samt accept af vores rolle som familieleder med hensyn til at holde hans befalinger. For nogle år siden efter en stavskonference følte jeg mig tilskyndet til at aflægge et besøg hos en præstedømmebror, som var faldet fra Kirken. Vi fandt ham i færd med at ordne haven. Jeg gik hen til ham og sagde: »Kære bror, Herren Jesus Kristus har sendt mig her hen for at besøge dig. Jeg hedder ældste Hammond. Jeg er en af hans tjenere.«
Vi omfavnede hinanden, sådan som man gør i Latinamerika, og trådte indenfor i hans nydelige, lille hjem. Han bad sin hustru og deres tre børn om at høre med. To flotte unge mænd og en yndig pige satte sig ved siden af deres far og mor. Jeg spurgte børnene, hvad de mere end noget andet i verden kunne tænke sig lige nu. Den ældste søn sagde: »Hvis blot vi alle kunne komme tilbage til Kirken som familie, ville vi blive så lykkelige – så taknemmelige.« Vi fortalte dem, hvor meget Frelseren havde brug for dem, og hvor højt han elskede dem. Vi bar vore vidnesbyrd for dem og knælede i bøn. Faderen bad. Moderen græd. Nu er de igen fuldt aktive. Børnene er stolte af deres far, og de er lykkelige.
Enhver far i Kirken bør fungere som patriark i sit hjem. Han bør føre an og vejlede familien åndeligt. Han bør ikke uddelegere eller overlade sit ansvar til moderen. Han bør kalde sammen til familiebøn, familiehjemmeaften, læsning i skrifterne og lejlighedsvise samtaler med de enkelte medlemmer af familien. Han er den, der beskytter, forsvarer og med mildhed irettesætter. Det er faderen, som bør lede, forene og styrke familiesammenholdet ved at tage imod Guds præstedømme og sige ja til de kald og privilegier, der er forbundet med præstedømmemyndigheden. Hans forhold til Gud og hans Søn Jesus Kristus er et af de forbilleder, som fører hans sønner og døtre hen over revlerne på livets stormfulde hav.
Hvis faderen er en sand discipel af Jesus Kristus, så følger sønnerne ham som nat følger dag. »Far, er du vågen?«
For det andet: Forholdet til vores hustru – deres mor. I betragtning af alt andet, vi foretager os, kan vores behandling af vores hustru meget vel have den største indvirkning på vore sønners personlighed. Hvis en far er skyldig i på nogen som helst måde at mishandle sin ægtefælle verbalt eller fysisk, vil hans sønner lægge ham det til last – måske endog foragte ham for det. Men interessant nok følger de, når de er blevet voksne og gift, sandsynligvis det samme misbrugsmønster over for deres hustru. I vores samfund er der et presserende behov for fædre, som respekterer deres egen hustru og behandler dem med blid og øm kærlighed.
For nylig hørte jeg om en far, som i sin tåbelighed kaldte sin smukke, intelligente hustru for »dum« på den mest nedværdigende måde for en eller anden lille fejltagelse, som hun var kommet til at begå. Børnene hørte det og var flove og bange på deres mors vegne. Hun blev nedværdiget for øjnene af dem, hun elskede mest. Skønt manden sagde undskyld og hustruen tilgav ham, nærede hun stadig sårede følelser og skam efter denne urimelige oplevelse.
Vi kan ikke forvente, at Herrens Ånd kan velsigne os, hvis vi bliver ved med at være vrede, ufølsomme og hårde over for vores ægtefælle. Vi kan ikke forvente, at vore sønner udvikler respekt og venlighed over for deres mor, hvis vi ikke er et godt forbillede. Præsident David O. McKay har sagt: »Det vigtigste, en far kan gøre for sine børn, er at elske deres mor« (citeret fra Theodore Hesburgh, Reader’s Digest, jan. 1963, s. 25; in Richard Evans’ Quote Book, 1971, s. 11). »Far, er du vågen?«
For det tredje: At irettesætte retfærdigt og kærligt. Alt for ofte i vores egen frustration og svaghed hæver vi hånden for at slå vore børn – som regel i et forsøg på at beskytte vores egen selviske stolthed. Alle børn har brug for at blive irettesat. De ikke alene har brug for det; de forventer det, de forlanger det. Irettesættelse virker vejledende og lærer vore børn selvbeherskelse, men al irettesættelse bør forekomme vore børn at være et udtryk for en retfærdig afgørelse og for ren kærlighed.
Da jeg var dreng, gav min mor, som var enke, mig den strengest muligt irettesættelse. Med tårer i øjnene sagde hun: »Min søn, jeg er så skuffet over dig.« Smerten i mit hjerte var mere, end jeg kunne bære. Tusind piskeslag kunne ikke have såret mig dybere. Jeg vidste, at en sådan irettesættelse kun kunne udspringe af hendes rene kærlighed, for hvis der var noget, jeg var sikker på, så var det, at min mor elskede mig. Jeg besluttede aldrig mere at være genstand for min englegode mors skuffelse og hjertesorg. Jeg mener, at det er lykkedes mig at overholde den beslutning.
»Far, er du vågen?« når det drejer sig om at irettesætte?
Fædre, det er bydende nødvendigt, at vi behersker de udfordringer, som jeg har nævnt, i vores tilværelse, hvis vore sønner skal blive åndeligt og følelsesmæssigt modne. Hvis vi gør det, kommer de ikke til at skamme sig over os, eller til at skamme sig over sig selv. De bliver mænd, der er kendetegnet af ære, respekt, fulde af kærlighed og villige til at tjene Frelseren og underkaste sig hans vilje. Da vil vi glæde os over, at de er vore for evigt. De vil sige: »Far, er du vågen?«
Og vi vil svare: »Ja, min søn, jeg er vågen.«
I Jesu Kristi navn. Amen.