Kirkens VIP-tjeneste bygger broer
Da Norman D. og Luana Shumway, ledere for Kirkens VIP-tjeneste i Salt Lake City, mødte en fremtrædende kristen præst fra midtvesten i USA, fortalte han dem, at han ikke nøjagtig vidste, hvorfor han var kommet på besøg. Bror og søster Shumway besluttede at tage ham med på en tur i de sidste dages helliges humanitære center og Welfare Square for at hjælpe ham med at finde ud af det.
»I løbet af de mere end to timer, vi var sammen med ham«, mindes bror Shumway, »var de ord, han hele tiden brugte ›utroligt‹, ›ufattelig‹ og ›fantastisk‹. Og han blev ved med at sige: ›Åh, der er så meget, vi kan lære om, hvordan vi bliver Kristi efterfølgere.‹«
Lige fra buddhistiske munke til militært personale til regeringsledere, er der hundreder af ledere inden for erhverv, politik og religion, der besøger Kirkens hovedsæde i Salt Lake City hvert år. De bliver budt velkommen af Kirkens VIP-tjeneste og lærer om Kirkens historie og lærdomme på steder som Tempelpladsen, Slægtshistorisk Bibliotek, Det Humanitære Center, Welfare Square, Kirkens museum for de sidste dages helliges kunst og historie samt Konferencecentret.
»Vi tror, at vi kan vise disse gæster, hvad Kirken gør, og vi behøver ikke at forklare særlig meget«, siger bror Shumway. Det Første Præsidentskab gav Lowell og Tamara Snow, tidligere ledere for Kirkens VIP-tjeneste, lignende instruktioner: »Tal ikke for meget. Lad Kirken tale for sig selv.«
Og den taler virkelig for sig selv. Ved Welfare Square ser gæsterne Kirkens grundlæggende tro i funktion, mens de ser alle velfærdsfaciliteterne. »Som medlemmer af Kirken har vi en pagtsforpligtelse til at tage os af de fattige og de nødlidende«, forklarer Mel Gardner, leder for biskoppens forrådshus, som ligger på Welfare Square. »Men alt det, vi gør, er beregnet på at fremme uafhængighed. Til gengæld kan mennesker, som modtager hjælp, opløfte andre ved deres betydningsfulde tjeneste.«
Bror Gardner fører gæster gennem en købmandsforretning uden et kasseapparat, hvor de, som har brug for det, og de, som er henvist hertil af deres biskop, kan modtage madvarer. »Vi siger, at det er den bedste mad, som penge ikke kan købe,« spøger han.
Gæster bliver ofte imponerede af den mængde af frivillige fra lokale stave, som arbejder i forrådshuset, bageriet, konservesfabrikken, mejerianlægget og Deseret Industries’ butik. Et indrammet citat af profeten Joseph Smith forklarer, hvorfor frivillighedens ånd gennemtrænger Kirken: »En mand, som er fyldt med Guds kærlighed, er ikke alene tilfreds med at velsigne sin familie, men vil gå ud til hele verden, ivrig efter at velsigne hele menneskeheden« (Joseph Smith, History of the Church, 4:227).
»›Det er det, det handler om‹ – velsigne og tjene,« siger bror Gardner ved afslutningen af turen, hvor gæsterne bliver inviteret til at drikke chokolademælk og spise cheddarost, som er produceret af Deseret Dairy.
Det nærliggende sidste dages helliges humanitære center viser Kirkens velfærdsprogrammers omfang. »Vi er Kristi efterfølgere, og i alt det, vi gør, forsøger vi at være eksempler på det, han belærte om,« forklarer ældste Jerry Brown, som arbejder fuld tid som seniormissionær, da han fører gæsterne gennem varehusets lokaler, der er fyldt fra gulv til loft med baller af tøj, sko, medicinsk udstyr og uddannelsesmaterialer, der venter på at blive udskibet. Af og til møder gæsterne elever, der er deltager i undervisning ved det humanitære center og på Welfare Square, et program som omfatter beskæftigelses- og sprogtræning.
»Det er så tilfredsstillende at se ladninger af nødvendigt tøj, medicinsk udstyr og andre materialer, der sendes ud hver uge til verdens nødlidende nationer«, siger William D. Reynolds, leder for det humanitære center. »Men lige så tilfredsstillende er det at se glæden i øjnene hos hver af eleverne, når de får mere selvtillid ved undervisning og anvendelsen af erhvervsfærdigheder.«
På Tempelpladsen udveksler søstermissionærer grundlæggende evangeliske budskaber. Kirkens gæster kan normalt få en tur af søstermissionærerne, som taler deres modersmål, og ofte synes valget af turguider at være inspireret. Søster Shumway mindes engang, hvor en gæst med fjendtlig indstilling spurgte, hvad indianerne syntes om Mormons Bog. Den søstermissionær, som ledte turen, svarede: »Jeg er delvist Blackfoot og Shoshone.« Så fortalte hun om sin kærlighed til Mormons Bog.
Da bobslædeholdet fra Monaco ankom til Vinterolympiaden 2002 i Salt Lake City, havde de en bøn – et besøg på Slægtshistorisk Bibliotek. På biblioteket lærer gæsterne, at »familierne kan være sammen for evigt.« »Vi tror, at vi kan være sammen med vores familie for evigt, og en del af det er at finde disse mennesker, som vi kan være sammen med«, forklarer Elaine Hasleton, leder for bibliotekets PR.
Gæster begynder ofte at føle begejstringen ved slægtshistorie, når de ser de hundreder af besøgende, der søger på de fire etager med slægtshistoriske optegnelser. Under et mindeværdigt besøg så en gæst, som ikke havde interesse i slægtshistorie, og som havde østeuropæiske forfædre, nogle passagerlister og immigrationsoptegnelser over sine forfædre. »To og en halv time senere«, mindes søster Shumway, »fortalte vi ham, at vi måtte gå, og han sagde: ›Gå I bare. Jeg bliver.‹«
Gæster går til sidst hjem, og de tager et varigt indtryk med sig. »Gæsterne forlader normalt Salt Lake, idet de siger: ›Jeg kom og vidste intet om Kirken, men jeg fandt varme, venskab, kærlighed og omsorg,‹« siger bror Snow. Og det, tilføjer bror Shumway, »er det, vi prøver at gøre først – det bygger bro af forståelse mellem verden og Kirken.«