2002
Ældste Oaks og ældste Holland skal tjene blandt lokale hellige
Juli 2002


Ældste Oaks og ældste Holland skal tjene blandt lokale hellige

Begyndende i august vil ældste Dallin H. Oaks og ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum få til opgave at tjene uden for USA i en periode på et år. Ældste Oaks skal tjene som områdepræsident i Filippinerne, og ældste Holland skal tjene som områdepræsident i Chile.

Med disse opgaver er det første gang i mange år, at et medlem af De Tolv Apostles Kvorum bor og præsiderer uden for USA. Ældste Ezra Taft Benson (1899-1994) og ældste Mark E. Petersen (1900-1984) præsiderede som apostle over henholdsvis den europæiske og den vesteuropæiske mission. Ældste David O. McKay (1873-1970) tjente også som missionspræsident, mens han var medlem af De Tolv Apostles Kvorum og præsiderede over den britiske mission i begyndelsen af 1920’erne.

Ældste Oaks og ældste Hollands opgaver som områdepræsidenter har til hensigt at imødekomme en udfordring, som Kirken har stået over for i årevis i områder under udvikling: Hurtig vækst. »Vækst har været vores største problem«, sagde præsident Gordon B. Hinckley i et interview med Deseret News. »Og hvor er det et vidunderligt problem.«

I deres nye opgaver skal ældste Oaks og ældste Holland hjælpe med at oplære nye kirkeledere samt hjælpe nye medlemmer med at komme ind i Kirken og komme til templet. De nye opgaver vil også gøre medlemmerne af De Tolv Apostles Kvorum i stand til at få yderligere erfaring med at imødekomme sådanne behov.

Kirken har oplevet hurtig vækst både Chile og Filippinerne i de senere år. I Filippinerne er Kirkens medlemstal vokset til næsten en halv million, og det meste af denne vækst har fundet sted i det sidste tiår. Medlemstallet i Filippinerne var i 1984 76.000, i 1990 var det 237.000 og i dag er det omkring 496.000. Der findes nu mere end 1.200 menigheder, organiseret i 80 stave og 13 missioner i denne nation. Templet i Manila i Filippinerne blev indviet i 1984.

I Chile er der flere end 520.000 sidste dages hellige. Da templet i Santiago i Chile blev indviet i 1983, var der omkring 140.000 medlemmer i landet. I 1988 blev Chile det fjerde land i verden, der havde 50 stave. Mellem 1983 og 1993 fordobledes antallet af medlemmer i Chile, hvilket gjorde Chile til det land med det hurtigst voksende medlemstal i Sydamerika. Fortsat vækst, deriblandt oprettelsen af 26 nye stave mellem 1994 og 1996, førte til oprettelsen af området i Chile i 1996.