Fem budskaber til alle Guds børn
Hvis I ønsker det, vil Gud vejlede jer, når I elsker ham af hele jeres hjerte og stræber efter at velsigne andre.
Fra en tale holdt på Brigham Young University den 17. august 2021.
Vi er hver især unikke og formet af et særligt sæt oplevelser. Vi har også en meget betydningsfuld egenskab til fælles – vi er alle Guds børn.
Selv om vores omstændigheder er forskellige, er der visse budskaber, som alle Guds børn har brug for at høre. Jeg vil gerne dele fem af disse budskaber med jer – som jeg håber, I vil føle gælder jeres individuelle omstændigheder og livssituationer, budskaber, der er givet gennem Helligåndsgaven og kraften, kun til jer.
1. Bevæg jer mod lyset
Solen ændrer aldrig kurs. Den bliver stående på sit sted, standhaftigt på himlen og giver varme og lys til jorden.
På samme måde er Gud i sin himmel. Han ændrer sig aldrig eller sin kurs, men det gør vi.
Vi har alle brug for Guds lys i vores liv, og alligevel har vi alle perioder, hvor vi føler, at vi er i mørke. Når de tider kommer, så vær forvisset om, at Gud, ligesom solen, altid er der. Når I åbner jeres hjerte for ham, vil han omfavne jer og fylde jeres sjæl med lys, varme, kundskab og vejledning. Han er der altid.
2. I er bedre, end I selv tror
Herren har altid brugt denne verdens små og svage til at opnå sine herlige formål. Han opnår ofte mest med dem, der føler, at de ikke selv er særlig dygtige.
Måske ser vi os selv som lidt mindre, end vi er. Uværdige. Talentløse. Ikke noget særligt. Mangler I hjertet, sindet, ressourcerne, karismaen eller staturen til at være til gavn for Gud?
I siger, at I ikke er fuldkomne? I er ikke gode nok? Jamen velkommen i klubben! I er måske lige præcis den person, Gud leder efter.
For »det, som er umuligt for mennesker, er muligt for Gud«.
Gud vil tage jeres talenter og evner og mangedoble dem – selvom de kan virke lige så knappe som nogle få brød og fisk. Hvis I stoler på ham og er trofaste, vil han højne jeres ord og handlinger og bruge dem til at velsigne og drage omsorg for rigtig mange!
Gud behøver ikke fejlfri mennesker. Han søger dem, der tilbyder deres »hjerte og et villigt sind«, og så vil han gøre dem »fuldkomne i Kristus«.
3. Lær at elske Gud og din næste
Da en farisæer spurgte Jesus, hvad der var det største af buddene, fastsatte Frelseren en gang for alle, hvad vores prioriteter som enkeltpersoner og som kirke bør være:
Når vi møder Frelseren ved domstolen, skal vi gøre rede for, hvordan vi efterlevede de to store bud.
Søgte vi virkelig Gud? Elskede vi ham af hele vores hjerte, kraft, sind og styrke?
Elskede vi vores familie, venner og næste? Hvordan udviste vi den kærlighed?
Vi må altid huske, at »hele loven og profeterne« peger på de to store bud.
De er det mest centrale i Jesu Kristi evangelium. De er grundlaget for, hvem vi er som hans tilhængere.
4. Konflikter er uundgåelige, strid er et valg
Nogle gange tænker I måske, hvor behageligt livet ville være, hvis bare der ikke var så meget modstand, men konflikt er uundgåelig. Det er et af jordelivets vilkår og en del af vores prøve. Men strid er et valg. Det er en måde, hvorpå nogle mennesker vælger at reagere på konflikter.
Vores verden flyder over af strid. Vi har adgang til den døgnet rundt: I nyhederne, på de sociale medier – selv til tider i vores forhold til dem, vi elsker.
Vi kan ikke skrue op eller ned på andres bitterhed, vrede eller raseri. Men vi kan vælge vores egen reaktion. Vi kan vælge en bedre måde – nemlig Herrens måde! Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort.
Som Jesu Kristi tilhængere følger vi hans eksempel. Vi gør ikke andre til skamme og angriber dem ikke. Vi søger at elske Gud og tjene vores næste. Vi søger at holde Guds bud og efterleve evangeliets principper med glæde. Og vi opfordrer andre til at gøre det samme.
Vi kan ikke tvinge nogen til at ændre sig. Men vi kan elske dem. Vi kan være et eksempel på, hvad Jesu Kristi gengivne evangelium handler om. Og vi kan invitere alle til at komme og høre til. Det gør vi ved at lære at elske Gud og række ud for at velsigne andre.
Vejen, af Jeanette Borup
5. Vor himmelske Fader er de nye begyndelsers Gud
Så længe vi dødelige lever på denne vidunderlige, smukke planet, vil vi begå fejl.
Det er ikke nogen overraskelse for Gud.
Han sendte sin enbårne Søn for at leve et fuldkomment liv og yde et stort, evigt offer, der renser os for synd og åbner døren til hellighed, fred og herlighed i al evighed, når vi omvender os, forandrer os og har tro på ham.
Vor himmelske Fader er de nye begyndelsers Gud. Ligesom hver solopgang signalerer begyndelsen på en ny dag, markeres en ny start på disciplens sti, hver gang vi omvender os. I kan begynde forfra. Igen og igen, dag efter dag, kan I begynde igen.
Uanset hvad vores mangler eller ufuldkommenheder er, kan Gud hele, inspirere og rense os. For han er de nye begyndelsers Gud.
Mine kære venner. Jeg beder til, at I vil finde håb, styrke og glæde på jeres rejse, at I vil finde Gud og elske ham af hele jeres hjerte, og at I vil stræbe efter at velsigne andre.