Bønner i kolde floder

Billede

pige, der kæmper i vand, en anden pige i kajak

Illustration: Corey Egbert

Under en campingtur med vores familier sejlede min ven Bayley og jeg i kajak ud på floden. Jeg havde masser af øvelse med at ro kajak, men Bayley havde aldrig prøvet det før. Da jeg havde lært hende det grundlæggende, tog vi vores redningsveste på og satte os ned i vores kajakker.

Det var et koldt forår, og vandet var iskoldt. Vi padlede rundt, da jeg hørte et plask. Jeg kiggede tilbage og så bunden af Bayleys kraftigt grønne kajak. Min hjerne arbejdede på højtryk. Jeg bad til, at hun ville komme op igen.

Endelig dukkede Bayley op og gispede efter vejret. Heldigvis var der lavvandet nok til, at hun kunne røre bunden. Men hun kæmpede stadig med at vende sin kajak med den rigtige side opad. Jeg prøvede at hjælpe hende, men det var svært, mens jeg var i min kajak.

Bayley fortalte mig, at hendes ben var følelsesløse. Hun begyndte at gå i panik. Jeg følte mig tilskyndet til at bede en bøn sammen med hende. Lige efter jeg havde bedt om sikkerhed og vejledning, følte jeg mig trøstet; jeg vidste, at det ville gå os godt.

Jeg steg ned i det isnende vand. Jeg hjalp Bayley med at komme op i min kajak og vendte hendes. Jeg greb fat i håndtagene på begge kajakker og traskede gennem det mudrede vand til bredden.

Jeg er taknemmelig for, at mine forældre har lært mig altid at bede, især i svære situationer. Min bøn vejledte mig til at hjælpe min ven i nød.

Nogle gange går vi i kirke og er ikke opmærksomme. Eller vi læser skrifterne og føler, at de ikke er relevante for os selv. Men når der er modgang, og vores tro bliver prøvet, kan de enkle ting, vi får lært, velsigne os.

Adaline L. er fra Prince Edward Island i Canada