2022
7 måder, hvorpå Herren kan udfri jer
April 2022


»7 måder, hvorpå Herren kan udfri jer«, Til styrke for de unge, apr. 2022.

Kom og følg mig

2 Mosebog 7-20

7 måder, hvorpå Herren kan udfri jer

Lær om syv af mange måder, hvorpå Herren kan udfri os fra vores daglige prøvelser.

Billede
ung kvinde

Når I står over for en udfordring, der ikke virker til at have en løsning, hvad gør I så?

Da oldtidens israelitter var i Egypten, oplevede de enorme trængsler. De var slaver. De blev tvunget til at arbejde hårdt. De havde intet håb om et bedre liv. Så hvad gjorde de? De »sukkede og klagede … til Gud« efter hjælp (2 Mos 2:23).

Og Herren svarede. Han huskede sit pagtsfolk og sendte Moses for at hjælpe med at befri dem. Gennem Moses bragte Herren tegn og undere, plager og mirakler. Farao forhærdede sit hjerte i lang tid. Men efter forfærdelige plager lod han endelig israelitterne gå (se 2 Mos 2-12).

Men selv efter de var blevet befriet, var israelitternes problemer ikke overstået. De stod over for prøvelse efter prøvelse, problem efter problem.

Igennem alt dette prøvede Herren igen og igen at lære dem en enkel lektie: Hvis I stoler på ham, vil han udfri jer.

Forskellige slags udfrielser

Herren har kraften til at udfri os fra de udfordringer og problemer, vi møder. Men han har mange forskellige måder at udfri os på, og nogle gange er de måske ikke, hvad vi forventer. Vi kan lære fra skrifterne, hvad nogle af disse forskellige former for udfrielse er.

Her er syv forskellige måder, hvorpå Herren udfriede Moses og hans folk – og kan udfri jer.

1
Blødgør jeres hjerte

Det har måske ikke været helt let for israelitterne at tro, at Moses var blevet sendt af Herren. Men hos dem, der udøvede tro, kunne Herren blødgøre hjertet for Moses’ budskab. (Det ligner meget det, han gjorde for Nefi, så han kunne tro sin fars ord [se 1 Ne 2:16]).

Nogle gange har I måske svært ved at tro, forstå eller acceptere noget, som Herrens tjenere har sagt. Men hvis I er ydmyge og oprigtige, kan Herren udfri jer fra forvirring, bitterhed og frustration ved at blødgøre jeres hjerte.

2
Blødgør andres hjerte

Da Moses var blevet født, erklærede farao, at alle israelitiske drengebørn, der blev født på det tidspunkt, skulle slås ihjel. Men Moses blev skånet, fordi hans mor lod ham flyde ned ad floden i en kurv. Faraos datter fandt Moses og blev rørt, så hun besluttede sig for at opdrage ham som sin egen. Hendes hjerte blev blødgjort. (Se 2 Mos 2:1-10).

De, der kunne skade jer, åbner nogle gange deres hjerte lige nok til, at Herrens røst bryder igennem og får dem til at vise barmhjertighed. Herren kan udfri jer fra problemer ved at hjælpe med at blødgøre andres hjerte.

3
Giver jer styrke

Da Moses først bad farao om at lade israelitterne gå, reagerede farao ved at give dem større byrder, end de havde haft før. Mange af israelitterne klagede, men de bar disse byrder.

Herren ønsker, at I kaster jeres byrder på ham. Hvis I stoler på ham, kan han faktisk få byrder til at virke lettere (se Mosi 24:13-15). Han kan udfri jer fra fysisk, mental eller følelsesmæssig lidelse ved at styrke jer til at bære jeres byrder.

4
Giver jer en udvej

Efter plagerne gik farao endelig med til at lade israelitterne gå. Mens de var på vej væk, skiftede farao mening og sendte stridsvogne efter dem. Ved Det Røde Hav indhentede faraos stridsvogne dem, og Herren sagde til Moses, at han skulle dele vandene. Israelitterne gik tørskoet over. (Se 2 Mos 14).

I svære situationer kan Herren give jer en udvej. Det gælder især fristelse – han vil hjælpe jer, hvis I beder til ham (se 1 Kor 10:13; L&P 95:1; Alma 13:28).

5
Inspirerer jer til at finde en løsning

Mens israelitterne vandrede i ørkenen, opsøgte de ofte Moses for en løsning på deres problemer. Men det lader til, at Moses nogle gange ønskede, at de selv kunne lære at modtage inspiration fra Herren (se 4 Mos 11:29). Nefi var et godt eksempel på dette. Da Herren ikke gav ham detaljerede instruktioner om, hvordan han skulle løse et problem, tog Nefi initiativ til at gøre det, han kunne, søgte Herrens vejledning og fandt inspirerede løsninger i processen (se 1 Ne 16:18-32).

Herren kan udfri jer fra problemer ved at inspirere jer med løsninger.

6
Inspirerer andre til at hjælpe jer

Da israelitterne havde forladt Egypten, besøgte Moses’ svigerfar, Jetro, ham. Jetro så, hvordan folket kom med alle mulige spørgsmål og stridsmål til Moses. Han sagde, at det ville slide Moses op. Han rådede Moses til at give myndighed til andre mænd, der kunne hjælpe ham. Moses fulgte dette råd og blev velsignet af det. (Se 2 Mos 18:13-24).

Ofte inspirerer Herren familiemedlemmer, lærere, ledere, profeter og apostle eller venner til at hjælpe jer med udfordringer. Herren kan udfri jer fra jeres problemer ved at inspirere andre til at hjælpe jer. (Og I kan også blive inspireret til at være den hjælp for andre).

7
Imødekommer jeres behov med mirakler

I ørkenen havde israelitterne mange behov, deriblandt for mad og vand. Herren sørgede for at dække deres behov på mirakuløs vis. Han gav dem for eksempel manna at spise, som dukkede op hver morgen (se 2 Mos 16). Da de havde brug for vand, gav Herren Moses kraften til at give dem vand på mirakuløs vis – selv fra en massiv klippe (se 2 Mos 15:23-26; 17:1-7).

Hvis I stoler på ham, kan Herren udføre mirakler og give jer det, I har brug for. Han kan udfri jer fra usikkerhed, bekymring og frygt med sin mirakuløse kraft.

Vor Befrier

Herren har kraften til at udfri os fra problemer og bekymringer fra dag til dag. Når vi dagligt oplever hans udfrielse, øges vores tro på hans ultimative kraft til at udfri os fra vores største udfordringer: synd og død.

Når vi husker Herren og hans udfrielse, husker han os. Han tilbyder os pagter, der binder os til ham og velsigner os med endnu større hjælp og styrke gennem hans Ånd. Han er i sandhed vor Befrier.