Seminar og institut
Lektion 26: Jesus Kristus vil herske som Kongernes Konge og dømme verden


Lektion 26

Jesus Kristus skal herske som Kongernes Konge og dømme verden

Indledning

I tusindårsriget vil Jesus Kristus »herske som Kongernes Konge og regere som Herrernes Herre, og hvert knæ skal bøje sig og hver tunge skal tilbede ham. Enhver af os skal fremstilles for Gud for at blive dømt efter vore gerninger og vores hjertes ønsker« (»Den levende Kristus: Apostlenes vidnesbyrd«, Liahona, april 2000, s. 3). Denne lektion vil hjælpe de studerende med at forstå, at de ikke behøver vente til tusindårsriget med at nyde nogle af dets velsignelser.

Baggrundslæsning

  • Kapitel 45, »Tusindårsriget«, Evangeliske principper, 2009, s. 261-264.

  • Kapitel 46, »Den endelige dom«, Evangeliske principper, 2009, s. 265-270.

  • Hvis den er tilgængelig: Kapitel 37, »Tusindårsriget og jordens herliggørelse«, Evangeliets lærdomme – Elevens hæfte, Kirkens Uddannelsessystem, 2000, s. 103-105.

Forslag til undervisningen

Lære og Pagter 65:1-6

Jesus Kristus vil en dag regere personligt på jorden

Bed de studerende om at nedskrive de ting, som de ofte beder for eller om. Hvis de føler sig trygge ved det, så opfordr nogle få studerende til at fortælle, hvad de skrev.

Bed en studerende om at læse højt fra indledningen til afsnittet i Lære og Pagter 65. (Hvis de studerende ikke har adgang til den nyeste udgave af skrifterne, skal du forklare, at dette afsnit er en åbenbaring om bøn givet gennem profeten Joseph Smith). Forklar, at Herren i denne åbenbaring fortæller os, hvad vi bør bede for, i særdeleshed mens vi bevidner opfyldelsen af de begivenheder, der er blevet profeteret vil skes i de sidste dage.

Bed to studerende om skiftevis at læse højt fra Lære og Pagter 65:1-2. Bed klassen om at følge med og se efter Herrens beskrivelse af evangeliets udbredelse. Spørg dernæst:

  • Hvor langt skal Jesu Kristi evangelium udbredes? (De studerende bør finde frem til følgende læresætning: Jesu Kristi evangelium vil nå ud til jordens ender. Skriv denne læresætning på tavlen).

  • Hvad er ifølge vers 2 den sten, der blev revet løs af et bjerg, men ikke ved menneskehånd?

Når de studerende har svaret, skal du læse følgende udtalelse af præsident Spencer W. Kimball (1895-1985):

Billede
Præsident Spencer W. Kimball

»Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige … er det kongerige, der skulle opbygges af himmelens Gud, som aldrig ville forgå eller efterfølges … tidligt i det nittende århundrede kom dagen … [hvor] Kirken blev oprettet. Lille, som den var med kun seks medlemmer, ligesom den sten, der blev revet løs fra bjerget uden hænders hjælp, som skulle itubryde andre nationer og rulle fremad og udfylde hele jorden … I dag ruller stenen fremad for at opfylde jorden« (»Stenen, der blev revet løs uden hænders hjælp«, Den danske Stjerne, okt. 1976, s. 5-6).

  • Hvad betyder det for jer at være en del af Guds rige på jorden?

Bed en studerende om at læse Lære og Pagters 65:3-4 højt. Bed en anden studerende om at læse vers 5:-6 højt. Lad klassen følge med og se efter Herrens råd om, hvad vi bør bede for. Tal derpå om følgende spørgsmål:

  • Hvad bør vi ifølge disse vers bede for, når vi forbereder os til det andet komme? (Mens de studerende besvarer dette spørgsmål, kan du opfordre dem til at sammenligne vers 6 med ordlyden af Herrens bøn i Matt 6:10.)

  • Hvilke to riger henvises der til i vers 6? (»Guds rige« på jorden (eller Kirken) og »Himmeriget«).

  • Hvad har Herren befalet, at »Guds rige« på jorden skulle gøre? (Understreg følgende læresætning, mens de studerende svarer: Guds rige på jorden eller Jesu Kristi kirke skal udbredes til hele verden og forberede dens indbyggere på jorden på, at Kristus skal regere i tusindårsriget.)

(Bemærk: Du kan fremhæve, at Jesus Kristus i tusindårsriget vil udøve politisk og kirkelig myndighed på hele jorden. (Hvis den er tilgængelig, se Lære og Pagter – Elevens hæfte, CES-undervisningshæfte, 1985, s. 164)).

Skriv følgende skema på tavlen eller giv det som uddelingsark til alle de studerende (udelad svarene i parenteserne):

Billede
Uddelingsark, Jesus Kristus og tusindårsriget

Jesus Kristus og tusindårsriget

Hvad vil Kristus gøre i løbet af tusindårsriget?

Esajas 9:6-7; 33:22; Johannes’ Åbenbaring 11:15; 1 Nefi 22:24

(Han vil regere over Guds rige på jorden. Han vil virke som dommer og lovgiver og vil frelse os).

Hvor vil Kristus befinde sig i løbet af tusindårsriget?

Sefanias 3:15-17; Lære og Pagter 29:11; 45:59

(Han vil være på jorden blandt sit folk).

Hvordan vil Kristus regere i løbet af tusindårsriget?

Johannes’ Åbenbaring 19:15; Lære og Pagter 38:21-22

(Kristus skal være konge og lovgiver).

Hvilken betydning vil Kristus få som hersker?

Esajas 2:2-4; 1 Nefi 22:25-28; 2 Nefi 30:10-18

(Jorden vil være et sted med fred, enighed og retskaffenhed. Satan vil ikke længere have magt over menneskenes hjerte).

(Bemærk: Du kan forklare, at denne aktivitet vil vise værdien i med jævne mellemrum at studere skrifterne ud fra emner. Når vi studerer skrifterne ud fra emner, kan vi få øje på detaljer – som mønstre og temaer – og de vil fremstå meget tydeligere).

Del klassen op i grupper på fire i hver. Bed en studerende i hver gruppe om at læse henvisningerne og besvare spørgsmålet i skemaets første kolonne. Bed en anden studerende i gruppen om at gøre det samme med anden kolonne og så videre. Instruer de studerende i at lægge særligt mærke til ord og vendinger, der besvarer deres tildelte spørgsmål. Foreslå eventuelt de studerende at markere det, de finder. Efter en passende tid skal du bede de studerende drøfte, hvad de har lært sammen med de andre medlemmer af deres gruppe.

(Bemærk: Hvis den findes, kan du under din forberedelse bruge følgende hæftes kommentarer til 1 Nefi 22:26: Mormons Bog – Elevens hæfte, Kirkens uddannelsessystem, 2009, s. 44).

Stil dernæst følgende spørgsmål:

  • Ud fra det, I har drøftet, hvad ser I så mest frem til ved tusindårsriget? (Efter de studerende har svaret, skal du skrive følgende læresætning på tavlen: Frelseren skal personligt regere på jorden under tusindårsriget).

  • Hvordan kan vi give Frelseren mulighed for at regere personligt i vores liv lige nu?

  • Hvordan ville vores liv forandres, hvis vi lod Kristus regere i vores liv?

Læs højt fra følgende udtalelse af præsident Spencer W. Kimball:

Billede
Præsident Spencer W. Kimball

»Når Satan bliver bundet i et enkelt hjem – når Satan bliver bundet i et enkelt liv – er tusindårsriget allerede begyndt i dette hjem, i dette liv« (The Teachings of Spencer W. Kimball, red. Edward L. Kimball, 1982, s. 172).

Giv de studerende tid til at overveje, hvad de vil gøre for, at Frelseren kan regere personligt i deres liv og familie.

Johannes 5:22; Matthæus 12:36-37; Johannes’ Åbenbaring 20:12-13; Mosija 4:30; Lære og Pagter 137:9

Jesus Kristus vil være vores dommer

Vis følgende skriftstedshenvisninger eller skriv dem på tavlen.

Johannes 5:22

Matthæus 12:36-37

Johannes’ Åbenbaring 20:12-13

Mosija 4:30

Lære og Pagter 137:9

Bed de studerende om at forestille sig, hvordan de ville svare, hvis en ven stillede følgende spørgsmål: »Hvem skal dømme os på dommedag?« og »Hvad vil han dømme os ud fra?« Giv de studerende nogle minutter til at studere versene på tavlen og formulere et svar på spørgsmålet. Efter nogle få minutter skal du bede de studerende drøfte deres svar med sidemanden. Spørg derpå klassen:

  • Hvad ved I om dommedag? (De studerende bør finde frem til følgende læresætning: Jesus Kristus vil være vores dommer).

  • På hvilket grundlag vil Frelseren dømme os? (Svarene bør omfatte følgende læresætning: Frelseren vil dømme os i henhold til vore ord, tanker, gerninger og vores hjertes ønsker).

Læs højt fra følgende udtalelse af ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum:

Billede
Ældste Richard G. Scott

»Fordi vor Mester levede et fuldkomment og syndfrit liv, var han ikke underlagt retfærdighedens krav. Han er fuldkommen i alle egenskaber, herunder kærlighed, barmhjertighed, tålmodighed, lydighed, tilgivelse og ydmyghed …

Jeg vidner om, at Frelseren med ufattelige lidelser og med kvaler, som ikke kan gøres op, opnåede sin ret til at være vor Forløser, vor Mellemmand og vor endelige Dommer« (»Forsoningen kan sikre jeres fred og lykke«, Liahona, nov. 2006, s. 42).

  • Hvordan kan kundskaben om, at Jesus Kristus skal være vores »endelige Dommer«, påvirke vore følelser om den endelige dom?

Opfordr de studerende til at skrive følgende spørgsmål på et kort eller et stykke papir og placere det et sted, hvor man kan se det: Hvordan vil jeg lade Jesus Kristus regere i mit liv i dag?

De studerendes læsemateriale