Seminar og institut
Lektion 3: Jahve og hans førjordiske tjenestegerning


Lektion 3

Jahve og den førjordiske tjenestegerning

Indledning

Ifølge nutidige profeter forkyndte Jesus Kristus »evighedens sandheder, virkeligheden af vores førjordiske tilværelse, formålet med vores liv på jorden og Guds sønners og døtres muligheder i det kommende liv« (»Den levende Kristus: Apostlenes vidnesbyrd«, Liahona, apr. 2000, s. 2). I denne lektion vil de studerende lære, at deres tro i den førjordiske tilværelse på, at Jahve (Jesus Kristus) ville tilvejebringe forsoningen, gav dem styrke til at overvinde Satan under krigen i himlen. De studerende vil også se, at Jahve i den førjordiske tilværelse var langt foran alle Guds børn i alle guddommelige egenskaber.

Baggrundslæsning

  • Richard G. Scott, »Jesus Kristus, vor Forløser«, Stjernen, juli 1997, s. 57-59.

  • »The Father and the Son: A Doctrinal Exposition by the First Presidency and the Quorum of the Twelve Apostles«, Ensign, apr. 2002, s. 13-18.

Forslag til undervisningen

Johannes’ Åbenbaring 12:7-11; Moses 4:3

Jahves rolle i krigen i himlen

Skriv ordet krig på tavlen, og bed de studerende om at fortælle, hvilke billeder de tænker på, når de tænker på krig. Bed dem skimme Johannes’ Åbenbaring 12:7, 9 og finde den nævnte krig (krigen i himlen). Bed de studerende om at forklare, hvad der skete under den krig.

Vis følgende udtalelse af ældste Bruce R. McConkie (1915-1985) fra De Tolv Apostles Kvorum, og bed en studerende om at læse den højt:

Billede
Ældste Bruce R. McConkie

»Hvilken slags krig var krigen i himlen? Den samme slags som er på jorden, den eneste krig som Satan og åndelige væsener kan kæmpe – en krig af ord, af forskellige meninger, ideologier i konflikt med hinanden, en krig mellem sandt og falskt« (Doctrinal New Testament Commentary, 3 bd., 1965-1973, 3:518).

Spørg de studerende:

  • Hvordan kan krigen i himlen ifølge ældste McConkie sammenlignes med den krig, Satan kæmper mod Guds børn på jorden?

Bed en studerende læse Johannes’ Åbenbaring 12:10 højt og en anden studerende læse højt fra Moses 4:3. Du kan eventuelt foreslå, at de studerende krydshenviser disse to skriftsteder ved at skrive Moses 4:3 i margen i deres skrifter ud for Johannes’ Åbenbaring 12:10 og omvendt. Forklar at »vore brødres anklager« (Åb 12:10) var Satan. Spørg dernæst:

  • Hvordan blev Satan ifølge Moses 4:3 nedstyrtet fra den førjordiske verden?

Bed de studerende læse Johannes’ Åbenbaring 12:11 for sig selv. Hjælp dem med at udtrykke et princip, som vi lærer om i dette vers, ved at stille følgende spørgsmål:

  • Hvordan vil I sammenfatte det, som vers 11 belærer om betydningen af Jesu Kristi forsoning? (De studerende bør finde frem til følgende sandhed: Da det var sikkert, at Jesus Kristus ville fuldføre forsoningen, var betydningen deraf allerede fastlagt i den førjordiske tilværelse. Han er derfor omtalt som »Lammet [som] har været slagtet siden verdens grundlæggelse« (Åb 13:8; se også Mosi 4:7; Moses 7:47)).

  • Hvordan kan I anvende det, der er optegnet i Johannes’ Åbenbaring 12:11, som en hjælp i jeres personlige krig mod Satan i dette liv? (Når de studerende har svaret, skal du skrive følgende princip på tavlen: Vi kan overvinde Satan ved at stole på Jesus Kristus, som tilvejebragte forsoningen, og ved at bære og være tro mod vores vidnesbyrd).

Abraham 3:15-25; Lære og Pagter 138:55-56

Jahve overgår os på alle områder

Fortæl de studerende, at vi i den førjordiske tilværelse blev forberedt til at komme til jorden. Vis følgende udtalelse af profeten Joseph Smith (1805-1844), og bed de studerende om at læse den højt:

Billede
Profeten Joseph Smith

»Gud selv, der befandt sig midt mellem ånder og herlighed, fordi han var mere intelligent, fandt det passende at indstifte love, hvorved de øvrige kunne få lov til at bevæge sig fremad som han selv. Det forhold, vi har til Gud, sætter os i en stilling, hvor vi kan vokse i kundskab. Han har magt til at indstifte love til at belære de svagere intelligenser, så de kan blive ophøjet med ham selv« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 208).

Følg op ved at stille følgende spørgsmål:

  • Hvad kan vi lære af Joseph Smiths udsagn om vor himmelske Faders ønsker for os? (Vor himmelske Fader ønsker, at vi udvikler os og bliver mere som ham).

Skriv følgende spørgsmål på tavlen, og bed de studerende om at læse Abraham 3:24-25 for at finde svarene:

  • Hvem var den, »som var Gud lig«? (vers 24).

  • Hvilken rolle havde han?

  • Hvad sagde han om meningen med jordelivet?

Efter en passende tid beder du de studerende om at fortælle klassen deres svar. Bed derpå de studerende søge i Lære og Pagter 138:55-56 og finde indsigt i, hvad der blev gjort for at forberede Guds børn til at lykkes i jordelivet. Hjælp de studerende med at anvende dette skriftsted på dem selv ved at spørge:

  • Hvordan forberedte vi os ifølge dette vers til at komme til jorden?

Bed de studerende om at grunde et øjeblik over, hvilke egenskaber som Frelseren besad i den førjordiske tilværelse. Bed en studerende læse højt fra Abraham 3:19, 21. Bed klassen om at følge med og finde det, som der stod om Jesus Kristus. Når de studerende svarer, skal du give dem en kopi af følgende udtalelser af ældste Neal A. Maxwell (1912-2004) og Bruce R. McConkie (1915-1985) fra De Tolv Apostles Kvorum. Bed dem læse udtalelserne og markere ord og vendinger, som belærer om Frelseren.

Billede
Ældste Neal A. Maxwell

»Hvad angår intelligens og resultater, overgår Jesus Kristus alle, som har levet i fortiden, nutiden og i fremtiden, både hvad angår anlæg og formåenhed! (Se Abr 3:19)« (Neal A. Maxwell, »O, Divine Redeemer«, Ensign, nov. 1981, s. 8).

Billede
Ældste Bruce R. McConkie

»Alle menneskenes ånder udviklede under loven og med handlefriheden særlige anlæg, talenter, evner og kvalifikationer af enhver art, slags og grad, mens de endnu var i Faderens nærhed. I løbet af det lange liv, vi levede der, opstod en uendelig række talenter og evner …

Herren beseglede os med handlefrihed, han gav os love, der ville gøre os i stand til at udvikle os og blive mere som ham, og han vejledte og formanede os til at søge vejen, som leder til herlighed og ophøjelse. Han var selv indbegrebet og personliggørelsen af alt, hvad der var godt. Enhver ønskværdig karakteristik og egenskab lå i ham i dets evige fylde. Alle hans lydige børn begyndte at blive som ham på den ene eller anden måde. Der eksisterede en stor variation og former for talent og evner iblandt os, mens vi befandt os der, ligesom det er tilfældet iblandt os her. Nogle udviklede sig på en måde, mens andre gjorde det på andre områder. Den førstefødte overgik os alle på samtlige områder« (Bruce R. McConkie, The Mortal Messiah, 4 bd., 1979-1981, 1:23).

Følg op ved at spørge de studerende om, hvad de lagde specielt mærke til i disse udtalelser. Hvis det er nødvendigt, kan du spørge:

  • Hvad lærer I af disse to apostle om Jahves unikke evner i den førjordiske tilværelse? (De studerende bør forstå, at Jahve i den førjordiske tilværelse overgik de samlede evner og formåenhed af alle vor himmelske Faders børn).

Giv de studerende nogle minutter til at grunde over Frelserens førjordiske tjenestegerning og nedskrive de tanker og følelser, som de sidder inde med. Bed flere af dem fortælle klassen, hvad de har skrevet. Afslut lektionen ved at opfordre de studerende til at grunde over, hvordan kendskab til Frelserens førjordiske tjenestegerning og unikke egenskaber kan hjælpe dem til at have større kærlighed og tro på ham.

De studerendes læsemateriale